Skrevet af Iben
I november 2001, efter at være gået nogle dage over tiden, tog min mand og jeg en graviditetstest. Vi havde forsøgt at blive gravide i 5 måneder, og var derfor noget spændte på udfaldet. Testen var klart positiv, og vi blev begge helt overvældede af alt det, der nu ventede os.
Graviditeten forløb helt normalt. Jeg måtte dog igennem en fostervandsprøve, da en af blodprøverne viste en forøget risiko for mongolisme - men bekymringen viste sig at være ubegrundet.
Jeg havde stort set ikke gener under graviditeten, andet end til sidst, da jeg var stor som en flodhest. Lille mig på 1,62 meter og 55 kg ventede et barn på ca. 4 kg, så jeg forberedte mig på, at fødslen ville blive drøj.
Terminsdatoen den 12. juli 2002 oprandt, og intet skete, selv om alle omkring mig blev ved at sige, at jeg ville føde før tid, fordi jeg var så stor - men ak nej. Dagene gik, og først om natten den 20. juli kl. 03.30 gik vandet i en stor skylle på badeværelsesgulvet.
Vi ringede til fødegangen på Fredericia Sygehus, og de bad os komme ind til kontrol. Undersøgelsen viste, at alt så fint ud, så vi skulle bare tage hjem og vente på veer. Som sagt så gjort.
Jeg fik en smule hvile mellem de tiltagende veer. Det var dog først omkring kl. 15, at veerne tog så meget til, at de rigtig begyndte at bide. Så der sad jeg i sofaen stablet op med puder og så Tour de France med veer.
Kl. 18 ringede vi til fødegangen, og de bad os komme. Da jeg blev undersøgt kl. 18.30, var jeg kun 1 cm åben. Jeg fik tilbudt at komme i det store fødekar, og jeg håbede, det ville lindre, så jeg takkede ja.
Men det var bare ikke noget for mig, for veerne tog til i styrke, og jeg følte mig utilpas i det varme vand. Så efter en lille time kom jeg op igen og blev lagt op på fødebriksen.
I den efterfølgende time prøvede de at lindre mine smerter med akupunktur, steriltvandspabler og til sidst lattergas, som jeg ellers havde svoret ikke var noget for mig. Men TAK hvor det hjalp - både selve virkningen af lattergassen, men også det at have masken at klamre mig til, når veerne kom.
Jeg havde på dette tidspunkt omkring kl. 21 rigtig gode veer med 3 minutters interval. I de efterfølgende timer husker jeg stort set intet andet end smerter, og at jeg følte mig så alene uden viden om, hvornår vores datter ville komme ud til os.
Jordemoderen var meget passiv og gjorde intet for at hjælpe hverken min mand eller jeg, og vi følte os begge hjælpeløse. Kl. 23 var der heldigvis vagtskifte, og den nye jordemoder var meget mere aktiv.
Omkring kl. 23.30 fik jeg de første presseveer, men jordemoderen kunne konstatere, at der endnu sad en kant af livmodermunden tilbage, så jeg måtte ikke presse. I den efterfølgende time skulle jeg gispe mig igennem hver enkelt presseve, mens jordemoderen masserede den resterende kant under hver ve.
Først kl. 00.30 fik jeg lov at presse, og samtidig fik jeg lagt vedrop, fordi trætheden for alvor meldte sig, og veerne derfor var aftagende. Jeg pressede og pressede, men der skete stort set intet.
Efter at have presset 1½ time, blev der gjort klar til et eventuelt kejsersnit, fordi lægen mente, at hovedet ikke kunne trænge ordentligt ned i mit bækken. Jeg blev dog bedt om at fortsætte ½ time mere, men det gav stadig ikke nok til, at jeg kunne klare fødslen selv.
Lægen valgte at lægge en sugekop, så jeg blev klippet og sugekoppen lagt. På grund af fosterets hovedstilling, viste det sig imidlertid at være meget svært, så sugekoppen faldt af 4 gange, før det lykkedes at få den til at sidde, så lægen kunne trække, når jeg pressede.
Kl. 02.23 efter 4 presseveer blev barnet forløst og straks afnavlet og ført bort. De eneste ord, vi hørte, var "ring efter narkosen". De næste 30 sekunder stod alle bøjet over vores datter, som intet sagde, og ingen sagde noget til os - aldrig har 30 sekunder været så lange.
Til sidst råbte jeg: "Så sig dog noget - lever hun eller er hun død?". Jordemoderen vendte sig og sagde, at hun bare lige skulle have lidt hjælp til at trække vejret, så alt var i den skønneste orden.
Så blev moderkagen født, og jeg blev syet i en times tid, mens vores datter blev målt og vejet - 52 cm og 3.950 gram.
Efter fødslen havde jeg meget svært ved at håndtere oplevelsen. Selvom jeg snakkede med personalet på barselsgangen, var det som om, tankerne ikke ville slippe mig. Hver gang jeg skulle sove, kørte det hele rundt i hovedet på mig, så dagene på barselsgangen var vanskelige for mig. Samtidig havde jeg ondt i syningerne, så jeg følte mig slet ikke som en god mor.
Efter 5 dage på barselsgangen kom vi hjem igen med vores lille Caroline. Det var dejligt og trygt at vende hjem i de vante rammer. Desværre skulle det vise sig, at weekenden blev meget drøj, for pludselig fungerede amningen ikke. Caroline skreg i op til ½ time, før hun tog ved brystet, og det var frygteligt at være vidne til.
Efter weekenden kom vores sundhedsplejerske, men hun kunne heller ikke hjælpe, og opfordrede os bare til at kæmpe videre. Efter endnu nogle dage faldt Caroline til ro, og amningen kom til at fungere igen.
Fødselsoplevelsen sad stadig i baghovedet og forstyrrede den glade begivenhed, så jeg tog kontakt til min konsultationsjordemoder og fik en aftale med hende om, at hun ville gennemgå fødslen med mig med henblik på at få oplevelsen bearbejdet. Det var rigtig positivt, og hun skrev i min journal, at forløbet ved en ny fødsel skulle gøres så kort som muligt, såfremt der igen skulle opstå komplikationer.
Vi tog derfra meget lettede og meget afklarede. Desværre fulgte der en dårlig nyhed 3 dage senere, da vi var til den rutinemæssige 5-ugers undersøgelse med Caroline. Det der bare lige skulle overstås, så vi kunne komme hjem og spise aftensmad, blev til 3 døgn på børneafdelingen på Kolding Sygehus, hvor vi ikke vidste, om vi fik vores datter med hjem i live.
Lægen konstaterede en mislyd ved Carolines hjerte, så vi blev straks indlagt. I 3 døgn blev hun undersøgt og overvåget i døgnets 24 timer, og herefter blev vi kørt til Skejby Sygehus til scanning af hendes hjerte. Undersøgelsen i Skejby viste, at Caroline er født med det man i daglig tale kalder for et "hul i hjertet".
På scanningen kunne man se, at hullet fra starten havde været stort, men at hun allerede var godt på vej til at lukke det selv. Lægen sagde også, at det ikke var farligt, men at vi naturligvis skulle holde ekstra øje med hendes almene tilstand. Samtidig kunne han fortælle os, at ammeproblemerne i starten skyldtes hendes hjertefejl, da hjertet først kommer i fuld funktion i barnets 2. leveuge, og det var lige netop på det tidspunkt, at amningen ikke fungerede.
Siden de 3 døgn på sygehuset har vi været til adskillige kontroller, og i juni 2004 siger lægerne til os, at hullet næsten er lukket, så hun slipper for operation og hjertemedicin - pyha. Da vi fik denne besked, kunne vi slappe af og besluttede derfor, at tiden var kommet til, at Caroline skulle være storesøster.
Stort set med det samme blev jeg gravid igen, og terminen blev beregnet til 4. maj 2005. I forbindelse med Carolines hjertefejl blev jeg tilbudt hjertescanning af det nye foster, så i december 2004 blev lillesøster scannet, og heldigvis viste der sig ikke at være grund til bekymring.
Denne gang forløb graviditeten også uden gener, men i marts 2005 blev jeg ramt at halsbetændelse, mellemørebetændelse, kæbehulebetændelse og øjenbetændelse og lå syg i 3 uger på penicillin. Det var en frygtelig periode, og jeg begyndte virkelig at frygte for mit ufødte barns tilstand.
Min mistanke viste sig at holde stik, for da jeg var til 35-ugers undersøgelse ved min læge, sendte hun mig til scanning, fordi hun vurderede barnet til at være for lille. Scanningen viste intet unormalt, men lægen havde ret i, at fosteret var lille. Scanningen sagde 2.150 gram, og set i lyset af, at storesøster Caroline vejede næsten 4 kg ved fødslen, ønskede sygehuset nu, at jeg skulle følges hyppigere end ellers.
Så de sidste uger af graviditeten rendte jeg på sygehuset stort set hele tiden til scanninger og undersøgelser. På intet tidspunkt viste undersøgelserne noget unormalt andet end fosterets vægt, der stadig var meget lav. Vi var derfor meget bekymrede for, om der ville være noget galt med vores lille pus.
Terminsdatoen oprandt og som sidst uden, at der skete noget. Men natten til den 9. maj vågnede jeg kl. 03.00 med veer. Jeg tog min dyne og gik ind i stuen, hvor jeg lå og hvilede mellem veerne. Kl. 06.30 vækkede jeg min mand og spurgte, om han var klar til en dag på fødegangen. Han blev naturligvis lidt konfus, men vi kom alle i bad og fik morgenmad, og han kørte Caroline i børnehave.
Da han kom retur kl. 08.00, ringede vi på fødegangen og meldte vores ankomst. Kl. 9 blev jeg undersøgt, og her var jeg 3 cm åben. Jeg fik snakket med jordemoderen (som heldigvis var min konsultationsjordemoder) om min første fødsel, for straks jeg trådte ind på sygehuset, vældede følelserne op i mig igen. Hun beroligede mig og sagde, at hun næsten med sikkerhed kunne love mig, at jeg ville have født inden middag.
Jeg fik lattergasmasken og fandt en stilling, hvor jeg stående kunne læne mig ind over fødesengen med lattergasmasken i hænderne, mens min mand masserede mig over lænden. Jeg ville bare ikke op på sengen, for det havde været så frygteligt den første gang, at jeg bare lå der og ikke kunne andet end at have ondt.
Da der var gået ca. en time, og klokken var 10.30, bad jeg om at blive undersøgt. Min egen fornemmelse var, at der ikke var langt igen, og selvom jordemoderen var lidt tvivlende, undersøgte hun mig. Hun kunne til sin overraskelse konstatere, at jeg var 7-8 cm åben. Hun bad mig lægge mig op på højre side på briksen, da det primært var i den ene side, at jeg stadig manglede lidt.
Så skal jeg ellers lige love for, at det gik stærkt. Jeg kunne simpelthen mærke, at de efterfølgende 3 veer var så kraftige, at jeg selv var sikker på, at nu skete der virkelig noget. Og ganske rigtigt, i løbet af ganske få minutter kom presseveerne.
I første presseve kom hovedet helt ned at stå, i 2. presseve kom hovedet ud, i 3. presseve skulle jeg gispe, da navlestrengen sad stramt om halsen, og derfor skulle klippes, og i 4. presseve er kroppen født kl. 10.58.
Hun kom straks op på min mave, og hun var bare så lille og fin at se på. Umiddelbart var der ikke nogle synlige tegn på, at der var noget galt med hende. De efterfølgende undersøgelser viste heller intet, så vi var lykkelige. Hvorfor hun så var så lille, kan ingen forklare - vægten sagde kun 2.750 gram og længden 51 cm, så hun vejede 1.200 gram mindre end sin søster, som endda havde en hjertefejl!
Bagefter sagde jeg til min mand, at det bare havde været sådan en god oplevelse, og at jeg jo ikke engang var træt. Jeg er lykkelig over, at jeg valgte at føde naturligt igen. Jeg havde mange overvejelser om at vælge et kejsersnit, men jeg blev ved at tænke, at jeg ikke ville lade den dårlige oplevelse fra første gang stå alene - det kunne simpelthen ikke passe, at jeg ikke skulle have lov at få en god oplevelse i anden omgang.
Og heldigvis fik jeg ret. Jeg gør det gerne igen og håber min historie kan få nogle af jer med en dårlig førstegangs oplevelse til at tænke jer godt om, når I skal vælge, hvordan I vil føde anden gang. For mig har det helt klart været lindrende, at jeg fik denne rigtig gode oplevelse med.
08-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025