Emils fødsel Rikke fik at vide, at hvis ikke hun fødte inden 20 minutter, ville hun få kejsersnit.
3991
Skrevet af Rikke
Dagen var den 7. september 2005, og jeg var gået 7 dage over tiden. De første småveer var begyndt at melde sig, så det var lidt svært at få sovet, da de vækkede mig hvert 20. minut.
Da der var gået en hel dag med det (fra kl. 5 om morgenen), ville jeg meget gerne sove. Da jeg havde ligget under dynen i 5 minutter, blev de der småveer lige pludselig ret kraftige - iiaavvv!
Nå, jeg måtte jo bide tænderne sammen og vandre jamrende frem og tilbage i soveværelset. Det fik jeg dog kun lov til et par gange, så blev jeg sendt i stuen for at trave i stedet for - min kæreste ville gerne sove!
Da klokken blev 1, syntes jeg ikke, jeg gad lide alene mere, så han blev altså vækket igen. Og klokken 3 fik han overtalt mig til at ringe til fødegangen. De mente dog godt, jeg kunne vente lidt endnu. Desuden ville jeg blive sendt til Svendborg (vi bor i Odense), for der var 16 fødende og kun 10 fødestuer. Så kunne jeg godt lige klare et par timer mere hjemme.
Da klokken blev 7, ringede jeg igen. Nu var jeg ved at blive vanvittig, det gjorde ret ondt! Men ak, der var stadig fuldt hus på fødegangen. Klokken 10 ringede det på døren. Hvem hulen skulle nu komme og forstyrre? Det var da selvfølgelig svigermutter. Der lå jeg i undertøj på tværs af sengen og jamrede og kastede op i en opvaskebalje! Hun fik kaffe og skyndte sig afsted igen.
Kl. 11 ringede vi igen til fødegangen for at sige, at nu kørte vi. Mine veer stilnede selvfølgelig af på vej derind på grund af de to panodiler, jeg var blevet beordret til at tage.
Vi kom derind og fik en seng på AOSA, for der var stadig ingen ledige stuer. Jordemoderen sagde dog, at hvis jeg var i fødsel, kunne de ikke sende mig afsted. Jeg blev undersøgt og var 4 cm åben! Yes, så var jeg i fødsel.
Jeg fik en fødestue efter et par timer på AOSA, hvor vi lå 4 tøser i samme rum og havde veer (det må have lydt ret sjovt med al den pusten og stønnen).
Min fødselsjordemoder var flink og havde medbragt en studerende, som allernådigst fik lov at være med. Han så dog mere skræmt ud end mig.
Da jeg efter 1½ time ikke havde åbnet mig mere end de 4 cm, fik jeg lavet en hindesprængning, og det satte da også ekstra gang i det hele.
Kl. 18 (torsdag) var jeg dog så træt og smerteplaget (jeg havde jo ikke sovet siden natten mellem tirsdag og onsdag), at jordemoderen ville få en narkoselæge op og lægge en epiduralblokade, og det var da det bedste, der længe var sket for mig. Hold da op det hjalp. Så jeg lå der med veer klar til at bestille pizza (jeg havde jo heller ikke spist i en evighed).
Pizza blev det dog ikke til. Jeg åbnede mig stadig ikke, så jeg fik lagt et ve-drop, og tak narkoselæge for min bedøvelse, for nu kom veerne væltende, kunne jeg se på skærmen.
Da jeg var 9 cm åben, gik det galt. Babys hjertelyd faldt og faldt og steg igen for derefter at falde mere. Fødselslægen blev tilkaldt og fik taget blodprøver fra baby og sat elektroder på dens hoved. Han forklarede, at hovedet stod en anelse skævt i bækkenet, så han kunne ikke sætte en sugekop på.
Jeg fik en iltmaske på og skulle suge, alt hvad jeg kunne. Så fik jeg lov til at presse et par gange, men det hjalp ikke. Jeg blev så vendt om på alle 4 med røven i vejret og måtte nu IKKE presse.
Fødselslægen kom op til mit hoved og forklarede os, at jordemoderen fik 20 minutter mere til at få bebsen ud, ellers blev det desværre kejsersnit, for hjertelyden var ikke god nu, og baby var ved at være træt.
Efter 20 minutter fik min kæreste et sæt grønt papirstøj stukket i hånden, og vi blev kørt afsted til operationsstuen i fuld galop. Jeg havde fået noget medicin til at stoppe veerne, og det medførte, at mine arme rystede fuldstændig ukontrolleret. Min kæreste troede selvfølgelig, at det var fordi, jeg var nervøs for operationen (men jeg var så træt, at jeg ikke rigtig fattede noget). Han var selv grædefærdig og stod med tårer i øjnene, da vi kørte ned med elevatoren.
Vi kom ned til 10 blåtklædte mennesker, og min elskede narkoselæge fra tidligere var der også. Jeg fik et skud bedøvelse i ryggen, og efter 5 minutter kl. 1.23 den 9. september 2005 var Emil født. En dejlig knægt på 3.842 gram og 54 cm. Jeg fik lov at se ham, inden han blev taget væk og suget for slim og tørret.
Jeg faldt i søvn, mens de lappede mig sammen, og blev kørt på en opvågningsstue, hvor jeg sov et par timer. Jeg vågnede op kl. 4, og så kunne det ellers ikke gå hurtigt nok med at blive kørt op på barselsgangen, hvor min søn ventede på mig :-)
Relaterede artikler
© 1999-2025