Skrevet af Louise
  Søndag den 30/10-2005 - den store dag, hvor jeg havde termin, var endelig kommet. Men kunne jeg mærke noget? Nej, ikke engang en lille plukkeve, så jeg ville jo nok som så mange andre før mig gå over tiden.
Jeg havde dog på fornemmelsen, at det ville blive den efterfølgende fredag, nemlig på min mors fødselsdag - en ting jeg havde sagt lige fra dag et af, og at jeg ventede mig en pige. Det kunne ikke blive anderledes.
Onsdag den 2/11-2005 havde jeg haft en del plukkeveer, der også var begyndt at nive mere og mere, men de ville dog ikke blive til mere. Om aftenen føler jeg, at mine trusser er blevet våde, og jeg tænker: "Yes, mit vand er gået, men jeg har jo ingen veer, så kan det nu passe?".
Jeg får ringet til fødegangen, og de vil da også lige kigge på mig, men hun mente dog ikke, at det var vandet, der var gået. Vi ankommer så til fødegangen godt en time senere, og nej mit vand er ikke gået.
Jeg får kørt en strimmel for at se, om den lille nu også har det godt. Det har hun, og imens jeg ligger med strimlen på, får jeg de første veer, og jeg er ikke i tvivl. Jeg når at have ca. 5-8 stk., så jordemoderen vil da lige kigge på mig for at se, hvor meget der er ved at ske. En lille smule livmoderhals tilbage, så der er ikke langt igen.
Vi bliver sendt hjem igen med besked på at få os noget søvn, da der nok snart sker noget. Vel hjemme igen er mine veer desværre stoppet, og jeg får en god nats søvn.
Torsdag den 3/11-2005 bliver jeg vækket kl. 04.45 af de første veer. De kommer tæt og gør pænt ondt, men jeg har det fint og hygger mig med min kæreste, der er hjemme på grund af influenza, hvilket jeg kan mærke også er under optræk hos mig.
Jeg arbejder godt med mine veer, er god til at huske min vejrtrækning og kan også klare mig med varme bade, så det er først ved 15-tiden, at jeg synes, at det er tid til et tjek på fødegangen, så jeg ringer derop og aftaler med en jordemoder, at vi bare kan komme, når jeg synes.
Så et par timer efter står vi igen i Svendborg og ringer på klokken til fødegangen. Vi bliver modtaget af en jordemoder, der undersøger mig og siger, at jeg desværre kun er godt en finger åben, så hun foreslår efter at have løsnet hinder, at vi går os en tur i byen for at sætte lidt skub i tingene. Jeg er først lige en tur på wc og kan da konstatere, at jeg er begyndt at bløde, så det er jo gode tegn.
Vi begiver os så ned i byen, besøger diverse butikker, inden de lukker, og møder så en bekendt i bycentret, der da godt lige vil prøve at trykke lidt på mine fødder for at sætte skub i tingene. Så her sidder jeg temmelig højgravid og med veer på en cafe i Svendborg bycenter og får nulret tæer, sikken et kønt syn.
Jeg får ringet til min mor, der er på vej, for at sige, at der ikke sker så meget endnu, og at hun bare kan tage det stille og roligt (vi havde jo regnet med, at hun ville være mormor på daværende tidspunkt). Vi aftaler så, at hun kører forbi Svendborg og tager os med hjem igen, da vi ellers skulle med Falck, hvilket jeg absolut ikke havde lyst til, da vi jo lige var kommet med dem få timer forinden.
Efter nogle timer i byen begynder vi så småt at begive os tilbage mod sygehuset igen. På fødegangen er de travlt optaget, og der går en rum tid, før de lukker os ind. Jeg kommer så endelig ind på stuen igen, og jordemoderen kommer lidt efter.
Jeg bliver undersøgt igen, men er stadig kun en finger åben, så hun foreslår, at vi tager hjem og sover, hvilket jeg fortæller, at vi sådan set ikke har gjort i godt 2 døgn nu. Men vi får bare at vide, at hvis det bliver værre, og jeg ikke får sovet, så kan jeg jo bare komme igen og få en cocktail (en blanding af morfin og noget at sove på). Så vi vender næsen hjemad. Min mor er kommet og kører os hjem.
Kl. ca. 19 er vi hjemme igen og får lavet os noget aftensmad, og mine veer begynder at tage til, så søvn får jeg intet af.
Min kæreste og mor skiftes til at være hos mig, så min kæreste kan få noget søvn. Jeg selv får ikke meget hvile, da jeg kun kan stå op under mine veer eller hænge ind over vores sofa med en varmepude på lænden. Den varme bruser er også god smertelindring.
Mine veer fortsætter og tager til i styrke, og Kristian spørger da også et par gange, om det ikke er tid til at ringe til fødegangen igen. NEJ, jeg er blevet stædig og vil ikke ringe, før jeg er sikker på, at der er vagtskifte, da jeg ikke vil op til den samme jordemoder igen. Ikke tale om.
Kl. ca. 23.30 er der så meget ro på, at vi begynder at kravle i seng. Mine veer er desværre også stoppet, så det ser ud til, at det bliver en rolig nat. Men jeg tog fejl.
Kl. 00.05 mærker jeg et "plop", og mit vand er gået, og nu tager mine veer for alvor til. Jeg får bakset mig ned på badeværelset for at se på sagerne, men det er godt blandet med slim og blod, så min slimprop er åbenbart også gået.
Jeg får Kristian til at ringe til fødegangen og melde vores ankomst, og vi får også vækket min mor, der kun lige er faldet i søvn. Det skal lige siges, at det fra starten ikke var meningen, at min mor skulle med til fødslen, men nu havde hun ikke noget valg, nu fik hun ikke lov til at gå igen.
Vi ankommer til fødeafdelingen ca. kl. 01, og vi bliver modtaget af en meget sød jordemoder, der undersøger mig, og jubii jeg er 5 cm åben. Mit vand er gået, men det er grønt, så mit ønske om en vandfødsel kan jeg godt glemme alt om. Men jeg får da lov til at komme i vand som smertelindring, så karret bliver fyldt op.
Jeg får kørt en strimmel, og den lille har det godt, så der er ikke noget i vejen for, at jeg kan komme i karret 20 minutter senere.
Det er da også dejligt at komme i vand, men jeg kan ikke være i det med veer, og da jeg har det bedst stående oppe med mine veer, dur denne løsning ikke, og jeg kommer op igen kun efter godt 15 minutter.
De næste timer går så med, at jeg skiftevis går rundt på stuen eller hænger over min kæreste. Ca. kl. 02 får jeg så akupunktur til at slappe af på med en god effekt, og jeg får også hvilet mig, hvilket jeg trænger til.
Tiden går, og klokken nærmer sig 03, og jeg får tilbudt masken med en god blanding af ilt og lattergas - en mærkelig fornemmelse men med god effekt.
Ca. kl. 04 begynder jeg så småt at få pressetrang, og jeg har også åbnet mig de fulde 10 cm, så nu er der ikke langt igen. Den første ½ time står jeg op og presser med støtte af fødelejet og min kære kæreste.
Den lilles hjertelyd dykker temmelig meget, og der bliver sat en elektrode fast på hendes hoved (noget man ikke mærker). Lægen bliver tilkaldt, og jeg bliver bakset op på fødelejet, så de bedre kan holde øje med den lille.
Klokken er nu godt 05, og jeg har haft presseveer i en god time. Jeg er meget træt og udkørt, og presser ikke ordentlig med på verne, der da også begynder at aftage. Jeg kan huske, at jeg råber på en sugekop, da jeg bare ikke kan mere - ikke på grund af smerte, men jeg er bare så træt. Men nej, naturen skal gå sin gang, og hun er da også begyndt at vise sin hårpragt, så der er ikke så langt igen.
 Kl. 05.25 begynder de at snakke om at lægge ve-drop, da den lilles hjertelyd nu for alvor dykker, men de beslutter at lade mig prøve selv. Jeg vil for alt i verden ikke stikkes, så droppet kan de godt glemme alt om, og kl. 05.44 er vores lille prinsesse ude i dagens lys.
Hun blev født på sin mormors fødselsdag, som jeg havde sagt lige fra starten. Så en bedre gave kan man vel ikke give sin mor, der skal være mormor for første gang, og som tilmed får lov til at være med til fødslen.
På trods af den dårlige hjertelyd under mine veer, har hun det godt og får med det samme en samlet score på 10. En fin lille pige, der måler 53 cm og vejer 3.900 gram.
Moderkagen fødes ca. 20 minutter senere, og den er fin og hel. Jeg selv slipper med et par små rifter og skal ikke syes, hvilket jeg er glad for, da der stadig ikke skal stikkes nåle i mig.
Min mor kører så hjem for at hente min lillebror og lufte vores hund for så at komme tilbage senere, inden hun kører helt hjem. Vi bliver kørt ned på barselsafdelingen, så vi lige kan sunde os. Min mor og lillebror kommer så igen, så han kan se sin lille niece, inden de kører mod Møn igen.
Vi havde, før jeg fødte, snakket om en ambulant fødsel, og vi vælger lige at få middagsmaden med, før vi tager hjem, hvilket varmt kan anbefales. Der er nu engang mere ro på derhjemme.
Her til slut skal det lige siges, at det var en lidt lang men god fødsel, der ikke gjorde så ondt, som jeg havde forestillet mig. Det værste var dog, at jeg ingen kræfter havde, og var så træt til sidst. Det var nok også derfor, jeg havde presseveer i 1½ time.
Så til jer derude, der venter i spænding: Det er ikke så slemt, og når først guldklumpen ligger og kigger på en, ja så er alt glemt.
Men et lille råd skal I da have med på vejen: Lad være med at fare rundt og gøre rent. Spar på jeres kræfter. I får brug for dem senere.
04-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025