Skrevet af Vivian
Jeg har snart termin igen, og har igen og igen fortalt min fødselsberetning for at bearbejde alle de mange blandede følelser, jeg havde i forbindelse med fødslen. Og nu fortæller jeg den igen for alle jer. Måske det kan hjælpe mig et skridt tættere på målet; nemlig at være klar til næste fødsel.
Det er skrevet, som de ting jeg selv kan huske, og de ting jeg har læst mig til i min fødselsbeskrivelse.
Jeg havde termin den 17. december 2002. Men der var bare ingen tegn på, at der ville ske noget som helst, så vi tog det ganske roligt. Den eneste forskel var venner og familie, som nærmest ringede på skift for at høre, om der ikke snart var ved at ske noget.
Den 27. december var Kristian taget på arbejde om formiddagen, og jeg havde ryddet lidt op og hen ad aftenen sat mig godt tilrette på chaiselongen for at se lidt tv, inden jeg ville gå i seng.
Kl. 22.30 hørte jeg et knald, lidt som lyden af en, der springer tyggegummibobler. Jeg troede, det var en af fjedrene i chaiselongen, der var gået, for den var trods alt temmelig gammel. Jeg ville lige rejse mig op for at tjekke efter, for det ville jo ikke være rart med en fjedder i ryggen. Lige da jeg kommer op at stå, kan jeg mærke et skvulp og plask. Der var bare SÅ vådt på gulvet. Jeg blev godt nok lidt febrilsk, for hvad gør man lige?
Jeg fik tørret gulvet og taget bukserne af og med rystende hænder ringet til Rigshospitalet for at høre, hvad det lige var, der var sket. De bad mig tage det ganske roligt, tage et bad og så ellers komme ind ligeså stille, hvis jeg kunne se, at vandet var klart. Men hvordan skulle jeg som førstegangsfødende vide, hvad der er klart vand? *g*
Kristian blev ringet op, og jeg fik sagt til ham, at han bare skulle tage det roligt, for jeg skulle alligevel i bad osv., før vi skulle på Riget. Men der gik godt nok ikke lang tid, så stod han i lejligheden og så helt underlig ud i hovedet.
Fat i en taxa og afsted. Jeg havde ikke fået veer, kun noget der føltes som lette menstruationssmerter.
Inde på fødeklinikken blev jeg med det samme bragt ind i observationsrummet og lagt på briksen. Der fandt de ud af, at vandet faktisk ikke var klart, faktisk var det helt mørkegrønt. Det var pinligt, synes jeg, at jeg ikke havde set det selv. Et saltvandskateter blev lagt op ved Alexanders hoved for at skylde ham ren. CTG blev sat på, og den viste, at jeg havde meget lette veer.
På grund af det grønne vand måtte jeg så en tur på fødegangen, for fødeklinikken tager kun imod "lette" fødsler. Mens vi går derover, får jeg vidst lidt for kækt sagt til Kristian, at hvis det her er veer, så er det da ingen sag at føde. Nej nej!
Kl. ca. 24 begynder veerne ellers at komme for fuld kraft. Den første halve time var der et par minutter imellem, men kl. ca. 1 kommer de bare nonstop. Jeg har svært ved at finde rigtig ro, for jeg skal slæbe rundt på det der kateter samtidig, og de har ikke noget stativ, jeg kan hænge det op på.
Kl. 1.15 kommer jeg op at ligge på lejet, får CTG på og en sækkepude under benene. Nøj, hvor gør det ondt, og hvor er det svært at trække vejret og koncentrere sig.
Omkring kl. 3 får jeg akupunktur, som hjælper i 5 minutter, så har jeg så ondt, at jeg får skubbet nålene længere ind i huden, og de må tage dem ud igen.
Kl. 3.30 kommer jeg i karbad, og det er virkelig rart. Det gør stadig utrolig ondt, men ikke helt så ondt som før. Efter 10 minutter må jeg op og ind at ligge igen.
Kl. 6.00 bliver jeg mærket efter, og de kan fortælle mig, at jeg er 1 cm åben. Det er simpelthen det mest nedslående svar, jeg overhovedet kunne få, og alt mod forsvinder fuldstændig. Jeg er grædefærdig og knuger bare Kristians hånd så hårdt, jeg overhovedet kan.
Kl. 6.45 kommer en ny jordemoder og spørger, om jeg ikke vil have en epidural og et vedrop, så det kan gå lidt hurtigere, eftersom jeg ikke har åbnet mig mere. Jeg når ikke at svare, før Kristian bestemt siger "JO!". Epiduralen bliver bestilt, og nu glæder jeg mig til, mine smerter forsvinder.
Kl. 7.30 kommer de endelig og lægger den, og det er virkelig en befrielse. Det gjorde ikke ondt at få den lagt, og nu er smerten bare væk. Jeg bliver bedt om at få noget søvn, og Kristian bliver beordret hen i sengen, så han også lige kan sove et par timer.
Efter ½ time med epidural og vedrop synes jeg godt nok, at det nu igen begynder at gøre ufatteligt ondt.
Kl. 9 råber jeg til Kristian, at nu kan han godt vågne, for nu gør det virkelig ondt igen. Jordemoderen bliver tilkaldt, og narkoselægen får besked på at komme og se, hvad der er galt. Epiduralen var så ikke blevet lagt langt nok ned, så nu skal jeg have lagt en ny.
Efter den er lagt, hjælper det i ca. ½ time igen, og så er det slut. Vedroppet bliver skruet op hver ½ time, og jeg har det som om, jeg bare vil dø nu.
Kl. 14 kommer der en læge, en jordemoder, en elev og en SSA, og jeg er nu 6 cm åben. Endnu engang nedslående nyheder. Lægen siger, at hvis ikke jeg er åbnet de sidste 4 cm indenfor den næste time, så ryger jeg altså på et kejsersnit, for et eller andet må der være galt.
Han er meget hårdhændet og føler på Alexanders hoved i hvad, der føltes som timer. De fortæller mig, at han ligger alt for skævt til at komme ud naturligt, men de vil lige give det lidt tid. Jeg bliver væltet rundt og op på knæ for at se, om det ikke vil hjælpe lidt. Tilbage igen på ryggen, og lattergassen kommer frem. De næste 3 kvarter kan jeg ikke huske overhovedet, for jeg var simpelthen så groggy af lattergas.
Kl. 15 siger jeg til Kristian, som efterhånden ligner en, der er ved at give op, at det føles som om, jeg skal presse, om han ikke godt lige gider hente en jordemoder. De er dog midt i vagtskifte, og ind kommer i stedet en SSA. Tror nok jeg blev lidt sur, for jeg mente ikke, hun kunne hjælpe mig med noget som helst.
Kl. 15.15 kommer der endelig en jordemoder, som slukker for lattergas og vedrop og giver mig ren ilt, for det lyder som om, Alexanders hjerte dykker meget.
Kl. 15.40 kommer Alexander til verden efter 25 minutters intensiv presen og klippen. 4.780 gram og 56 cm med et hoved, der var så skævt, at han lignede en lille gorilla.
Kristian græd en masse, men jeg synes bare han var så ulækker. Ikke lige det, jeg havde regnet med, når nu alle havde sagt, at man glemte alt om fødslen, lige så snart man fik sit barn i armene. Efter et par dage begynder jeg dog at synes om ham, og nu kan jeg jo slet ikke undvære ham.
Det viste sig, at det slet ikke var Alexander, der stod skævt, men at hans hoved bare var blevet skævt af at stå fast i så mange uger før fødslen. Hans hjertelyd havde heller ikke dykket, det var tværtimod min, der gjorde det. Men det lykkes dog at få ham ud til sidst.
06-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025