Skrevet af Maria
Da min lillesøster fortalte mig, at hun var gravid, må jeg indrømme, at jeg til at starte med ikke blev ovenud begejstret. Min mand og jeg har forsøgt i hundrede år (mindst), og det eneste, det er blevet til, er et par spontane aborter. Så at ens 6 år yngre lillesøster pludselig kommer og siger, at hun er blevet gravid ved et uheld, ja så hopper man ikke ligefrem op og ned af begejstring.
Men det være, hvad det være vil, og jeg tog mig sammen og forsikrede hende, at jeg ikke var i tvivl om, at det ville blive en dejlig baby, og at jeg naturligvis nok skulle blive en god moster.
Gennem hendes graviditet - som jeg fulgte nøje, da min søster og jeg altid har været meget tæt - dukkede skinsygens grimme monster da også op i ny og næ, for jeg ville da også have sådan en flot mave. Men jeg sparkede kræet væk og begyndte for alvor at glæde mig til at skulle være moster.
Da min søster så forsigtigt spurgte mig, om jeg ville være med til fødslen, blev jeg meget glad og så det som en stor ære, at hun sådan ville have mig med til denne store oplevelse. Jeg sagde naturligvis straks ja, og vi aftalte, at hun skulle føde en tirsdag, for da har jeg fri, og behøvede jo så ikke at sygemelde mig.
En sen aften ca. to uger før hun havde termin, sms'ede vi lidt frem og tilbage, og hun skrev, at hun vist nok havde veer, men at hun ikke var helt sikker. Storesøster sprang straks ind i bilen og drønede af sted. Kun for at sove i en ukomfortabel lænestol i deres stue - ingen fødsel denne gang.
Dagen før hendes termin var hun til jordemoder, som fortalte hende, at barnet vist ikke voksede helt, som det skulle. Hun fik sat en tid til scanning 4 dage efter. Men allerede to dage efter var min søster naturligvis helt opløst af bekymring, så vi tog ind på hospitalet, hvor de - efter lidt overtalelse - scannede hende. De fortalte, at barnet havde det helt fint. Samtidig undersøgte de hende og kunne konstatere, at hun var knap to fingre åben.
Vi tog hjem igen, og dagen efter tog jeg på arbejde som sædvanligt - med mobilen åben. Jeg blev ved med emsigt at spørge, men min søster påstod hårdnakket, at hun i hvert fald ikke skulle føde lige nu! Hun havde kun plukkeveer, og de var hverken kraftige eller regelmæssige. Sgu.
Den sidste "Nej, du behøver ikke komme, for det er ikke nu!" fik jeg kl. 15.45. Kl. 16.00 ringede hun og meddelte, at vandet var gået. "Ud over det hele, og det er temmelig nasty". Hun bad mig hente hendes kæreste fra arbejde og komme derned.
Ikke særlig stressende i øvrigt at sidde der i en bil med en ung mand, som skal være far for første gang, midt i myldretidstrafikken på Motorring 3.
Da vi nåede derhjem, havde min søster i mellemtiden fået veer, men var ved godt mod (og i øvrigt ved at hænge vasketøj op). Veerne kom regelmæssigt og med korte mellemrum, så vi besluttede at køre ind på hospitalet, hvor hun blev undersøgt. Stadig kun to fingre åben.
Veerne var kraftige nu, og de gjorde ondt, så da jordemoderen forsigtigt foreslog, at vi kørte hjem igen, høstede hun et skarpt blik fra min søster og et "Jeg skal fandeme ikke hjem!". I stedet blev vi opfordret til at gå en tur på en times tid og så komme tilbage.
Så vi satte os ned i bilen for at køre ind til byen og gå en tur. Da vi nåede derind og kom ud af bilen, skulle min søster dog overhovedet ikke gå nogen steder! Hun skulle i øvrigt heller ikke stå der, og hun skulle i hvert fald ikke ind i bilen igen!
Hendes kæreste og jeg kiggede lidt rådvilde på hinanden, men det lykkedes os dog at overtale hende til at sætte sig ind i bilen igen. Herefter var vi nødt til at huske hende på at trække vejret, når der kom en ve. Ellers gjorde hun det ikke.
Tilbage på hospitalet fik vi bugseret min søster op på fødegangen, hvor hun besvimede. Hun blev straks lagt ind på en fødestue, hvor de undersøgte hende og sagde, at hun desværre stadig kun var to fingre åben.
Der gik en times tid med kraftige veer, eder og forbandelser fra min søsters side, forvirrede og lettere skræmte blikke fra kæresten og tålmodig og meget pædagogisk (hvis jeg selv skal sige det) vejrtrækningsassistance fra mig.
Så kom der heldigvis en mægtig flink læge og lagde et epiduralkateder på min søster. Sikke glad hun blev. Hun både smilede, talte pænt og sagde, hun var forelsket i narkoselægen og overvejede at løbe væk med ham.
Denne for alle involverede vidunderlige pause holdt i en times tid, og vi nåede at bestille og spise pizza og det hele. Min søster var nu godt og vel to fingre åben (hmmm). Så kunne de se på strimlen, at veerne aftog, så de lagde et drop med vestimulerende. Og så gik det brandbrøleme stærkt!
I løbet af knap 40 minutter var hun fuldt åben og fik presseveer. Og dem kunne hun mærke, så nu begyndte hun igen at skælde ud. Hun pressede og råbte, og mellem hver presseve meddelte hun, at hun ikke ville være med mere og gik ud som et lys. Selv stod jeg nede i fodenden med et kamera, som en paparazzifotograf på amfetamin og råbte begejstret, at jeg kunne se hovedet (hvilket udløste et forpustet "Og hvad så!" og lidt efter et "Har den hår?").
Jordemoderen skældte hende ud og sagde, at nu skulle hun altså være til stede, for hun skulle føde sit barn. Min søster skældte igen og sagde, at det skulle jordemoderen overhovedet ikke blande sig i, for nu havde hun altså besluttet, at hun ikke ville alligevel!
Heldigvis var pressetrangen dog større end hendes stædighed, så det endte alligevel med, efter kun en lille times pressefase, at en dejlig lille, lyserød pige smuttede ud og skreg goddag til verden. Og tænk engang, så var alle besværlighederne forsvundet som dug for solen.
En fantastisk oplevelse at se et lille barn komme til verden. Jeg er så taknemmelig for, at jeg måtte være med, og glæder mig til selv at kunne dele oplevelsen med min søster, når det engang bliver min tur.
PS: Hun fødte natten til en tirsdag; helt i overensstemmelse med aftalen.
09-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025