Skrevet af Betina
Efter at have læst mange spændende beretninger om læsernes fødsler gennem min graviditet, synes jeg, det er tid at berette om min dejlige fødsel af Laurits. Jeg havde termin den 25. november 2005 og havde håbet på at føde 14 dage før tid - ligesom alle andre gravide sikkert ønsker. Men tiden gik, og terminen nærmede sig.
Mandag den 21. november sker der så pludselig noget. Jeg har gået rundt hele dagen og puslet med småting, gjort rent og holdt mig i vigør som altid. Vil lige nævne, at jeg har haft en ubesværet graviditet med kun en lille smule ondt i ryggen, så jeg har været en af de meget heldige.
Kl. 17.15 vil jeg lige tage et hurtigt bad, da en veninde skal komme på besøg lidt senere. Alt imens jeg står i badet og nyder det varme vand, giver det et lille smæld, og en slimprop ligger på gulvet, og jeg føler, at jeg står og tisser. Jeg bliver lidt chokeret - er det vandet, der er gået? Eller er det bare vand fra bruseren? Jeg er meget usikker på, om det er vandet, for jeg har jo ikke ondt nogen steder, så veer kan jeg vel ikke have?
Jeg får mig tørret og kommer på toilet. Det render stadigvæk en smule. Ro på, tænker jeg. I det samme ringer en veninde for at høre, om der snart sker noget. Jeg er lidt rundt på gulvet, og spørger til sidst, om fødslen af hendes børn startede med, at vandet gik. Hun synes, jeg skal ringe til fødegangen, som jeg jo godt er klar over, man skal, hvis vandet er gået.
Jeg får afsluttet samtalen og beslutter mig for at tage lidt at spise først og se, hvad der sker. Min mand er ikke hjemme, så jeg vil lige se tiden an, inden jeg ringer til ham. Mens jeg spiser, ringer min tvillingesøster. Hun er også højgravid med barn nummer 2 og er gået 5 dage over tid.
Hun spørger, hvordan det går, og jeg siger, at jeg tror, mit vand er gået. Der bliver lidt stille i det andet rør - og selvfølgelig en smule begejstring og en anelse misundelse, kan jeg høre. Hun siger også, at jeg skal ringe til fødegangen, så det beslutter jeg mig for at gøre. Klokken er nu ca. 18, og jeg har stadigvæk ikke ondt - altså ingen veer.
Jeg synes, det er lidt komisk at ringe til fødegangen og sige: "Jeg tror, mit vand er gået, men er usikker på det". Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke kunne være andet. Jeg havde nemlig småtisset, lige siden jeg kom ud fra bruseren.
Jeg aftaler med en jordemoder, at vi skal komme ind på sygehuset mellem kl. 20 og 21 og blive tjekket for at se, at alt er, som det skal være. Men jeg får at vide, at vi godt kan risikere at blive sendt hjem igen. Jeg ringer til min mand og siger, at jeg tror, at der er ved at ske noget, og at han skal komme hjem og få noget at spise og et bad, inden vi kører.
Panik, panik. Jeg flyver rundt og begynder at pakke min taske færdig. Barnets taske har været klar et par dage, men min egen mangler en del småting endnu. Det begynder så småt at gøre ondt i lænden og ryggen, og jeg tænker, at det må være veerne, der er ved at starte.
Min mand kommer hjem og gør sig færdig og lufter lige hunden, inden vi kører. Vi beslutter at tage taskerne med for en sikkerheds skyld, selv om jeg egentlig regner med, at vi bliver sendt hjem igen. Så ondt har jeg da heller ikke endnu. Det bider "bare" i lænden.
Efter 10 minutter ankommer vi til Horsens Sygehus. Vi møder en sød jordemoder, som kører en CTG på maven - klokken er nu 21.30. Efter 20 minutter fortæller hun, at alt er, som det skal være, og at jeg er ca. 4-5 cm åben. "Vil du i bad", spørger hun? Jeg er meget overrasket over at være så meget åben, så ja tak, det vil jeg da meget gerne. Jeg er glad for, at vi valgte at tage taskerne med alligevel.
Jeg får et lavement, og på grund af smerter i lænden får jeg bistik til lindring (av for p... det gør ondt). Så kommer jeg i badekar - dejligt, sikke en lettelse. Imens jeg er i badet, tiltager veerne, og omkring kl. 23 er jeg ca. 8 cm åben. Så er der vagtskifte, og en ny jordemoder kommer på banen.
Jeg bliver liggende i vandet i ca. 1½ time endnu, og kl. ca. 01.30 er jeg 10 cm åben og skal derfor forlade vandet og op på briksen. Hvordan jeg er kommet op af vandet, er en gåde, for jeg synes, det var svært mellem veerne, men pludselig er jeg på briksen og skal nu til at presse.
Veerne går lidt i sig selv nu, og jordemoderen giver mig ve-drop for at sætte skub i tingene. Jeg har stadigvæk meget ondt i lænden, og endnu engang får jeg bistik til lindring (om bistikkene hjalp, er jeg i tvivl om, for smerter havde jeg også bagefter, men om det blev mindre efter stikkene er svært at sige). Da jeg endelig finder presseteknikken, begynder der så småt at ske noget, men jeg synes, det går meget, meget langsomt.
Efter næsten 1½ times pressen sker det endelig. Kl. 01.54 den 22. november føder jeg vores lille søn på 3.820 gram og 53 cm. Det er en vild underlig fornemmelse pludselig at have sådan en lille størrelse på maven, men superdejligt.
  Laurits, som vores søn skal hedde, er perfekt og skriger med det samme, da han ser dagens lys. Jeg bliver syet en lille smule, og bagefter får vi lov til at rekreere på fødegangen med te og brød, og efter et par timer kommer vi på patienthotellet.
Alt i alt har min fødsel været en dejlig oplevelse. At det skulle gå så hurtigt (lidt under 9 timer, fra vandet gik, til Laurits blev født), havde jeg ikke turde drømme om som førstegangsfødende, men jeg har en meget positiv oplevelse med i bagagen, som jeg simpelthen måtte dele med læserne - og Laurits skal helt sikkert ikke være enebarn.
Til orientering fødte min søster en lille dreng dagen efter mig, så jeg blev både mor og moster på 2 dage - dejligt.
11-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025