De værste dage i mit liv Julies søn blev født med øget tryk i hovedet på grund af vand i hovedet, manglende hjernevæv og forhøjet blodtryk.
9357
Skrevet af Julie
Jeg sidder på en trappe og lader tårerne trille ned ad kinderne. Af en eller anden grund har en overlæge lagt sin arm omkring mig. Samme læge, som få minutter forinden har smidt en dødsdom over min nyfødte søn. Hvorfor fjerner hun ikke bare sin arm fra mig? Jeg kan ikke holde hendes nærvær ud - hun kommer alt for tæt på mig, men jeg har ingen chance for at flygte.
Min hjerne arbejder på højtryk, og det hele arbejder imod hinanden. Jeg troede, at vi fik et sundt og raskt barn, og her sidder jeg nu udenfor intensiv børneafdeling på Skejby. Det hele er gået så hurtigt, og jeg kan ikke følge med - hverken fysisk eller psykisk.
Få dage forinden har jeg født vores barn. Jeg har haft en problemfri graviditet uden kvalme eller andre former for ubehageligheder. Ingen scanninger har vist noget - hverken 2D eller 3D scanninger - så det hele er mig ubegribeligt.
Vores barn kom til verden den 19. juli 2005 kl. 8.07 på Herning Sygehus. Fødslen gik godt. Jeg havde veer i 6 timer, hvorefter vi kører til fødegangen i Herning. Vi ankommer kl. 6. Jeg får taget blodprøver og bliver tjekket og kommer derefter i bassin. Jeg ligger der i en god halv time.
Vandet går kl. 7.15, og jeg får presseveer, og en lille time senere er vores pragtfulde søn kommet til verden. Han klarer Apgar-scoren til 10 begge gange.
Hans hoved viser sig at være en del større end gennemsnittet, hvorfor en børnelæge bliver tilkaldt. Børnelægen kan ikke overskue problemet, og vi bliver sendt op til scanning af hans hoved.
Det viser sig, at vores søn har ekstremt meget ekstra væske i hovedet, og scanningen viser desuden en gammel blødning. Da de i Herning ikke er specialister på det område, bliver vi sendt til Skejby, hvor vi er omkring kl. 18.30.
Vi er udmattede og aner ikke vores levende råd. Der er da ingenting galt med vores dejlige dreng. Aftenen går, og det viser sig, at vores søn også har en gammel blødning i sin nyre. Vi bliver sendt i seng ved midnatstid - ingen af os kan tænke klart efter 50 timer uden søvn.
Det er underligt ikke at få lov til at ligge i sengen uden sit nyfødte barn. Der er bare et eller andet, der afviger fra normen, men vi er for trætte til at protestere.
Da vi møder vores kontaktlæge den følgende morgen, får vi den besked, at vores dreng er flyttet på intensiv for at give ham mere ro. I situationen tænker vi, at det var da pænt af dem, men set i bakspejlet burde alarmklokkerne have ringet.
Den 20. juli går med at få forklaret, hvad lægerne er nået frem til. Øget tryk i hovedet på grund af vand i hovedet, manglende hjernevæv og forhøjet blodtryk er, hvad vi i korte træk opfanger.
Ingen af os er realistiske, og vi tror ikke, at det kan gå galt. Men da lægen spørger, om vi har overvejet at få vores dreng døbt, knækker filmen for os. Vi takker ja, og vores dreng bliver døbt den 21. juli. Han er 2 dage gammel og alt for smuk. Vi har en dejlig dag med hans bedsteforældre - men ikke den dåbsdag, vi havde drømt om.
Den 22. juli får vi besøg af hans farmor og farfar, og lægerne råder os til at komme lidt ud af huset. Vi tager ind til Århus på en café og får os lidt lækkert. Der er bare noget, der mangler. Jeg kan ikke længere leve uden min søns nærvær. Da vi efter nogle timer kommer tilbage, sker det forfærdelige.
Lægen, der har vagt, vurderer vores søn til at være meget ustabil. Hun oplever ham som mere syg og påvirket end tidligere. Hun er bange for, om den overordnede styring af de vitale funktioner er ved at sætte ud. Hun vil ikke hjælpe ham, hvis hans vejrtrækning sætter ud. Det må være hans tegn på, at han ikke vil mere.
Jeg bliver ligbleg og rejser mig fra den vindueskarm, jeg sidder i, og går over imod min kæreste. Han står lænet over håndvasken og kaster nærmest op. Halvvejs ude på gulvet falder jeg sammen og skriger, men bliver fanget af to sæt stærke arme.
Jeg har ikke lyst til at stå op, jeg har ikke lyst til at leve uden min skat, mit livs lys og den største gave i mit liv. 3 minutter senere sidder jeg på den skide trappe udenfor afdelingen. Med en arm om mig.
Jeg bad hele den aften for min søns liv. Jeg fortalte ham, at han kun skulle tage kampen op, hvis den var det værd. Jeg kunne kun håbe på, at det hele bare var en spøg, og at der snart var en, der hoppede frem fra et skab og råbte "suprise". Men det skete aldrig.
Mine bønner må være blevet hørt. Jeg har i dag en dejlig dreng på 5 måneder. Han blev skønnet til at blive ekstremt spastisk. Han lever med et indopereret dræn, og vi venter på ventiloperation.
Hans venstre nyrefunktion er nedsat, men det får muligvis ingen betydning for hans liv. Han er mobil og er god til mange ting. Både til at ligge på maven, fange vores øjne, spise med ske og gribe ud efter ting. Ingen kan se på ham, at han skulle være anderledes - og det tror vi på til den dag, andet bliver bevist.
Vores barn kom til verden den 19. juli 2005 kl. 8.07 på Herning Sygehus. Fødslen gik godt. Jeg havde veer i 6 timer, hvorefter vi kører til fødegangen i Herning. Vi ankommer kl. 6. Jeg får taget blodprøver og bliver tjekket og kommer derefter i bassin. Jeg ligger der i en god halv time.
Relaterede artikler
© 1999-2025