Hyperaktive børn kommer mere til skade Hyperaktive børn har større risiko for at komme til skade og blive syge.
3568
Både hyperaktive børn og børn, der mangler opmærksomhed, har ikke kun en daglig kamp for at blive accepteret af deres omgivelser, de har også større risiko for at skulle en tur til lægen med skader og sygdom ifølge en ny rapport offentliggjort i Journal of the American Medical Association.
For at udfylde et hul i informationerne omkring omkostningerne ved behandling af børn, der er diagnosticeret som hyperaktive, undersøgte forskere fra den berømte Mayo Clinic i Minnesota 4.880 hyperaktive børn over en 9-årig periode.
Undersøgelsen viste, at hyperaktive børn sammenlignet med "almindelige" børn havde en større risiko for at blive indlagt på hospitalet eller frekventere skadestuen, og at omkostningerne ved deres behandlinger var mere end dobbelt så store, som de normalt aktive børns. F.eks. fik 59% af de hyperaktive børn en eller anden form for større skade i løbet af de 9 år, mens procenten for de "normale" børn var nede på kun 49. 22% af de hyperaktive børn fik astma mod kun 13% af de andre børn.
Hvis du mener, at dit barn har symptomerne på hyperaktivitet (er mere uopmærksom og opfører sig meget mere aktivt eller impulsivt end hvad normalt er), bør du tale med din læge, som sikkert vil sende dig og dit barn videre til en ekspert, f.eks. en børnepsykolog, for vurdering.
Det er som regel ikke dig selv, der først lægger mærke til, at dit barn måske har dette problem, men meget ofte de pædagoger, der passer dit barn til hverdag. Terapi kan hjælpe dit barn til at opføre sig mere normalt, og det kan eventuelt suppleres med medicin såsom Ritalin, der kan hjælpe med til at kontrollere symptomerne hos hyperaktive børn.
Et hyperaktivt barn behøver ikke have det dårligt eller fungere dårligt socialt. De har bare svært ved at sidde stille og koncentrere sig om stille aktiviteter. Hyperaktivitet har således ikke noget med barnets intelligens at gøre.