Hvem skal passe Jacob? Historien om Heidis søn, som blev født 13 uger for tidligt.
4674
Skrevet af Heidi
"Hvem skal passe Jacob", var titlen på en af mine yndlingsbøger som barn. Min søn blev kaldt Jacob, og det skulle vise sig, at der var rigtig rigtig mange, der kom til at passe ham, inden vi helt alene fik æren.
Men lad mig starte helt fra begyndelsen. Efter 6 års sekundær barnløshed (vi har et stort barn i forvejen), blev jeg endelig gravid. Graviditeten forløb uden større problemer end lidt kvalme i julen.
Da jeg nåede til uge 22, vågnede jeg en morgen med blodet styrtende ud af mig. Jeg fik ringet til fødegangen, som sendte en ambulance. Da jeg ankom til sygehuset en time senere, viste det sig, at jeg havde åbnet mig 3 cm, og fosterhinden hang ned. Jeg havde dog ingen smerter eller veer og mærkede fint liv.
Jeg blev lagt i seng, og en jordemoder kom og fortalte mig, at jeg var i fødsel, og at de intet kunne gøre for at redde barnet så tidligt. Hun ville på det kraftigste opfordre os til at tænke en begravelse igennem! BANG - der lå jeg så.
Jeg var skrækslagen og så frygtelig ked af det. Natten gik dog uden, at mere skete. Næste morgen kom en læge ind og sagde, at de ville tilbyde mig at få lagt en cerclage (snor om livmoderhalsen), som måske ville kunne give barnet mere tid i mig.
Det tilbud tog jeg selvfølgelig imod med kyshånd, da der jo ikke ligefrem var andre muligheder. I narkose kom jeg, og da jeg vågnede igen, føltes det som om, jeg havde født en oppustet badebold. Det gjorde bare så ondt.
Efter nogle dage kom jeg hjem med beskeden om at holde mig i fuldstændig ro. Så jeg indtog sofaen de næste uger. Det var en skrækkelig tid, hvor jeg simpelthen talte timerne for at nå hen til et tidspunkt, hvor barnet kunne få en chance. Hver dag gik med angst og bekymring.
I uge 26 begyndte jeg at bløde igen. Denne gang meget mere moderat men dog nok til, at jeg kontaktede fødegangen, som opfordrede mig til at komme med det samme. Det blev til yderligere 4 dage i hospitalsseng, hvor intet mere heldigvis skete.
Da det blev fredag, besluttede en læge sig for, at jeg lige så godt kunne tage hjem, da der jo var ro i sagerne igen. Glad tog jeg hjem.
Tidlig næste morgen vågnede jeg med smerter i lænden med jævne mellemrum. Veer! Denne gang var det alvor. Cerclagen blev klippet, og ind på en fødestue kom jeg. Min mand og jeg var i syv sind. Kunne barnet overleve? ville det dø inden fødslen? Hvor lille mon det var?
En læge fra neonatal kom ind og beroligede os lidt, og vi fik vist billeder af børn på omkring 900 gram, da det var det, som scanninger tydede på, at vores barn vejede.
Fødslen forløb helt "normalt", og efter 5½ time kom Jacob til verden. 1.115 gram og født i uge 27. Han skreg og sprællede og fik 10 i apgar-score efter 3 minutter.
Lægerne løb dog af med ham ned på neonatal og fik ham lagt i c-pap. Vi var fuldstændig overstadige af lykke. Vi havde jo forventet det værste. Det gik jo fremragende efter de odds, vi havde med os.
De første 10 dage gik på neonatal. Jeg vekslede mellem at være syg af bekymring og høj af lykke. Jeg var skræmt over så meget, jeg allerede elskede det lille bitte væsen (nu 960 gram) og hunderæd for, at der skulle ske ham noget. Alle sagde: "Han er så fin, klarer sig over al forventning, du bekymrer dig for meget".
Det skulle vise sig, at denne bekymring var berettiget. Jacob fik flere og flere pulsdyk. Alarmen ringede indimellem i et væk. Jeg følte, at han blev mere urolig og "knurrende", når han lå udenfor kuvøsen hos os. Sygeplejerskerne forsikrede os om, at det var umodenhed hos præmature børn og formentlig helt normalt.
Jeg fandt det dybt frustrerende, da jeg syntes, det hele så så sort ud for sådan et lille bitte menneske. Så jeg gik i en konstant stress-agtig tilstand og græd så let som ingenting.
På Jacobs 10. levedag skete der noget. I den første ble, vi skiftede den dag, var der blod i afføringen. Vi blev meget forskrækkede, men personalet beroligede os endnu engang.
Sen eftermiddag blev vi ringet op. Røntgenbilleder havde vist, at Jacob var syg i sit tarmsystem, og han blev derfor overflyttet til Odense så hurtig som muligt for at være der, hvor ekspertisen var størst. En ambulance hentede ham, og vi kørte bagefter i egen bil.
Der blev ikke sagt meget på den tur. Jeg kan huske, at jeg sad og krammede hans bamse og navneskilt og bad en stille bøn for, at det måtte være mindre alvorligt, end det lød. Det var desværre ikke tilfældet.
Vi nåede frem til neonatal afdeling et stykke tid efter ambulancen med Jacob i (efter deres anbefaling), og da vi træder ind af døren, er det som om, Jacob beslutter sig for at give op.
Senere fandt man ud af, at han var meget mere syg end først antaget. Betændelse i tarmen, som der var gået hul på, og betændelsen var sevet ud i resten af den lille krop (NEC). Jacob magtede ikke at trække vejret og blev flere gange håndventileret tilbage til livet igen.
Det endte med, at han sent om natten kom i respirator, hvilket faktisk var en lettelse for os, da det ikke var til at bære at se på, når han bare stoppede med at trække vejret. Vi fik anvist et værelse og blev "smidt i seng".
3 timers søvn senere stod vi på afdelingen igen, kun for at fortsætte vores mareridt. Vi fik at vide, at Jacobs tilstand var meget kritisk, og at de ville opfordre os på det kraftigste til at få ham døbt med det samme. Men vi ville ikke holde dåb på det tidspunkt, da vi følte, at vi derved opgav ham. Vi kunne på det tidspunkt ikke få os selv til det. Det føltes forkert.
Ved middagstid kom der endelig en læge, som besluttede, at Jacob skulle åbnes, så man kunne se, hvor slemt det stod til. Afsted kørte de endnu engang med ham, hvor vi måtte stå tilbage og bare håbe, at de gjorde alt for at redde vores dreng.
3 stive timer ventede vi. Jeg kan huske, at jeg prøvede at bede fadervor, da det var den eneste "bøn", jeg kunne overkomme. Og det irriterede mig grænseløst, at jeg pludselig ikke kunne huske de sidste ord af verset.
Omsider blev vi ringet op fra intensiv. Efter omstændighederne var operationen gået godt. De havde fjernet det syge tarm, og Jacob havde fået en stomi. Så var vi påny klar til et nyt kapitel.
Derfra gik det kort fortalt meget langsomt men sikkert fremad. Vi lærte hurtigt at håndtere hans stomi. Vi glemte meget hurtigt, at han overhovedet havde den.
Efter 22 dage blev vi igen overflyttet til vores lokale sygehus. Det havde vi ventet på med stor længsel, da vi havde været meget glade for personalet der og følt os i trygge hænder. Så det var en stor dag, da ambulancen kørte den "rigtige" vej med Jacob igen.
I den tid, Jacob havde været syg, havde han tabt sig lidt igen. Så han var lidt bagefter med sin vægt. Da han var 1 måned gammel og altså 31. graviditetsuge, vejede han ca. 1.300 gram.
Den sidste tids indlæggelse er gået forbløffende hurtigt. Tingene har udviklet sig positivt i en fart, som jeg næsten havde svært ved at følge med til.
Da alt overvågning blev taget af ham, og vi kunne flytte rundt med ham, var jeg stadig ikke kommet længere end, at jeg bare var lykkelig for, at operationen var gået godt. Jeg var ikke svær at få til at smide armene over hovedet i begejstring over min søn.
Den morgen en sygeplejerske med smil på læben sagde de magiske ord: "I skal til at gøre klar til at få Jacob med jer hjem". Da sværger jeg på, at mine fødder ikke rørte jorden!
Jacob er idag en fin dreng på 4,5 måneder, og han klarer sig godt. Han bliver lidt let stresset, og skal have megen ro og rytme i sin hverdag. Men det falder os nu ganske naturligt.
Jeg føler, at vi har været en tur i helvede og vende og tilbage til himlen igen. Sådan kan jeg næsten bedst beskrive de sidste mange måneder.
Jeg er overbevist om, at vores søn er en fighter af natur, og nok skal klare sig videre i livet.
Det var historien om Jacob. Jeg føler, at jeg kunne have beskrevet meget mere omkring de følelser, vi var igennem i forløbet, men et eller andet sted skal grænsen jo gå.
Relaterede artikler
© 1999-2025