Skrevet af Tina
  I hele graviditeten havde jeg følelsen af, at vi ikke ville få lov til at beholde Jackie. De fleste i familien fik også først kendskab til graviditeten imellem uge 20 og uge 24, mens nogle enkelte venner først fik besked meget senere.
Jackie blev født i uge 40+5 søndag den 28. august 2005. Jeg havde fået veer kl. 7 og var fuld åben ved 10-tiden, men på grund af svigtende presseveer (endnu engang) kom han først ud kl. 12.39. Han fik nogle gode "karakterer", og vi fik at vide, at han var helt OK.
Jeg var meget lettet, da jeg jo havde været sikker på, at der var noget galt, og da jeg sad med ham i armene, sagde jeg til ham, at jeg godt vidste, at jeg skulle passe endnu mere på ham - selvom han vejede 600 gram mere end sin storebror ved fødslen.
 Storebror Nicky kom ind kort efter og strålede ved synet af Jackie. Det var tydeligt at se, at han var meget stolt, og han skulle både kysse og kramme sin lillebror.
Jackie ville ikke rigtig tage fat, hvilket bekymrede mig - jeg blev dog forsikret om, at nogle børn bare var meget trætte efter fødslen. Han faldt i søvn efter et par timer efter fødslen, og han vågnede aldrig op til dåd igen.
2 dage gammel blev han lagt i respirator på grund af overfladiske vejrtrækninger og trækninger i den ene arm og mundvige. Lægerne vidste på det tidspunkt ikke rigtigt, hvad han fejlede, og der blev taget diverse prøver for de mest almindelig ting. Men her blev der ikke fundet noget.
Dog var der en læge på afdelingen, der havde mistanke til, hvad det kunne være, da han havde set et par tilfælde før, men han fortalte os ikke om den diagnose, han havde mistanke til.
Da Jackie var 3 dage gammel, fik vi ham døbt Jackie Marcus Høstrup Berling. Det var kun os, storebror Nicky, et par sygeplejersker og præsten, der var til stede. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være et af mine børns gudmor, men det blev jeg her.
Da Jackie var 4 dage gammel - torsdag formiddag - skulle vi til MR-scanning. Denne blev dog aflyst, da de havde fundet ud af, hvad han fejlede.
Jackies fars hjerte hammerede løs, mens mit stoppede med at slå. På den måde, lægen sagde det, og hans udseende - jeg var sikker på, at det var generne, at de ikke kunne gøre noget. Jeg fik grådkvalt sagt til min mand, at det var generne, og at det var alvorligt.
Da vi satte os ind i rummet til lægen og sygeplejersken, løb tårer stadig frit, og jeg tænkte hele tiden "godt nyt, kom med noget godt nyt", men så sagde lægen den skæbnesvangre sætning, som jeg aldrig nogensinde vil glemme: "I er desværre blevet ofre for et af naturens luner".
Jeg røg ud af mig selv. Jeg blev til en, der betragtede os, lægen og sygeplejersken. Lægen sagde navnet på sygdommen "non ketotisk hyperglycinæmi" og sagde de værste ord, man som forældre kan høre: "Vi kan intet gøre for jeres barn - det er kun et spørgsmål om tid".
Jeg ville ikke tro, at det var sandt - det kunne ikke være sandt - ikke vores søn. Lægen og sygeplejersken lod os være lidt alene, og så skreg jeg af ren fortvivlelse: "Nej, nej, ikke Jackie, ikke vores Jackie".
Jeg nægtede at tro på det. Jackie så jo så perfekt ud, og så kommer lægen og fortæller os, at jeg har født vores søn for, at han skal dø. Jeg har båret på ham i over 9 måneder, og så når han er født, i live og OK, så skal han væk her fra igen - hvorfor?
Spørgsmålene var mange, og følelserne var meget blandede: Vrede, frustration, afmagt, skyld, håbløshed, gråd, sorg, benægtelse etc. Min hjerne sagde realistisk nok, at det under ingen omstændigheder var vores skyld, men mit hjerte skreg af skyldfølelse. En mors vigtigste job er at beskytte sine børn, og hertil havde jeg fejlede stort.
Da Jackie var 7 dage gammel - 1 uge gammel - slukkede lægerne for respiratoren. Det var hårdt bare at skulle vente, og jeg havde svært ved at skulle forlade ham ved toiletbesøg. Jeg sad og sang for ham og fortalte ham historier.
Dagen efter var der kommet længere tid mellem hans vejrtrækninger. Hans far sad med ham, kyssede ham og sagde, at det var okay for ham at give slip. Jeg kan huske, at jeg panisk tænkte "nej, hvordan kan du sige det - han må ikke - han må ikke".
Et par timerne senere hviskede jeg til Jackie, at det var okay, hvis han ville give slip. Han skulle ikke blive for min skyld, da jeg nok skulle klare mig. En halv time senere tog han sin sidste men lettet vejrtrækning, mens jeg sad med ham - 25½ time efter, at respiratoren var slukket, blev vores lille søn til en engel.
Jeg ville have givet alt for at have haft ham 1 time mere, 1 dag mere, 1 uge mere. Jeg vidste, at han var væk. Jackies far var lige trådt væk for at hente kameraet, og så var Jackie væk. "Han er væk - Jackie er væk".
Sygeplejersken havde hentet lægen, og jeg bad sådan til, at han ville sige, at Jackies hjerte stadig slog, men alt hvad lægen kunne sige var: "Jeres søns hjerte slår ikke mere".
8 dage var hvad vi fik med vores vidunderlige Jackie.
1 dag i ro og sige hej.
4 dage i uvished.
2 dage til "afklaring".
1 dag til at sige farvel.
Et liv til at savne og elske ham.
Vi blev gravide igen efter at have fået grønt lys, men vi mistede desværre barnet hurtigt igen knap 8 uger henne. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at Jackie har sørget for det, da barnet var sygt som ham, og vi ikke endnu engang skulle opleve det samme som med ham. Men hvorfor alt dette her skulle ramme os, får vi nok aldrig svar på. Vi kan kun bede til, at der ikke venter os mere ulykke.
Du kan læse mere om Jackie på www.stjernebarnet.dk
16-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025