Kl. 03.10
Jeg vågner med smerter i lænden og manøvrerer mig møjsommeligt ud på toilettet. Det er tredje gang, jeg er oppe, og jeg gik i seng omkring kl. 23.00. På toilettet konstaterer jeg dels, at det stadig er midt om natten (jeg troede, det var morgen efter alle de ture, jeg har været oppe), dels at jeg bløder lidt. Hm hm. Så bliver det jo nok "min egen" fødsel - jeg skulle ellers møde på fødegangen samme formiddag for at blive sat i gang i dag, 3 uger før terminen på grund af meget svær bækkenløsning.
Kl. 03.15
To smæld i maven, og vandet strømmer ud. Jeg er nået ind i seng igen og beder min mand hente nogle håndklæder, vandrejournalen og min mobiltelefon. Jeg får med det samme en meget lang og kraftig ve og puster mig igennem den, mens jeg utålmodigt venter på at kunne komme til at ringe til fødegangen. Dette er min fjerde fødsel, og jeg fornemmer, at det kommer til at gå stærkt. Den her ve, den er voldsom, og den åbner mig. Jeg kan nærmest mærke det hele give efter dernede.
Kl. 03.20
Fødegangen beder mig komme med det samme. Ja, hvad ellers, tænker jeg.
Kl. 03.25
Jeg vralter rundt med veer og får tøj på, propper toiletsager i tasken, der næsten var pakket færdig, og hundser med min mand. "Hent det, gå ned og sig til pigerne at vi kører nu, gå ud og start bilen, så den ikke er så kold".
Kl. 03.30
Jeg ringer til min mor og siger, at vi kører på fødegangen, og jeg har stærke veer. Jeg beder hende komme over til pigerne kl. 7, så hun lige kan være der for dem (de er mellem 9 og 16 år gamle og kan godt klare sig selv, men alligevel - de bliver trods alt storesøstre igen i nat).
Kl. 03.35
Vi er på vej. Vi har under 5 minutters kørsel til hospitalet, og jeg ringer til min jordemoderveninde, der skulle have været med ved den igangsatte fødsel. Nu kan hun ikke nå det. Øv.
Kl. 03.45
På fødegangen hersker total panik. Ingen jordemoder er ledig til mig, en anden kvinde er i livsfare på modtagelsesstuen ved siden af. Jeg modtages af en ung sygehjælper og bliver lagt på en smal briks med bar numse og åben dør. Hm, jeg skal bare klare mine seje veer lige nu.
Kl. 03.55
En stakkels, fortravlet jordemoder bruger præcis halvandet minut på mig. Hun undersøger mig og konstaterer mig 6 cm åben. "Bare træk i snoren, hvis du skal presse!", siger hun og forsvinder igen ind ved siden af til den dårlige patient.
Kl. 04.00
No way! Jeg vil ikke ligge her på modtagelsen, som ikke er specielt tæt på fødegangen, uden jordemoder som fjerdegangsfødende med vandafgang og vilde veer, når jeg er 6 cm åben. Jeg ved, at det her jo går forbandet stærkt! Jeg beder min mand få fat på sygehjælperen.
Kl. 04.10
Sygehjælperen vurderer, at jeg trods det, at der ikke er en jordemoder til mig endnu, bare skal over på den fødegang, før det er for sent. Hun finder en (punkteret!) kørestol, og de får mig bakset over i den. Jeg har stadig bar røv, sindssyge veer stort set uden pause og jo altså også meget ondt i mit bækken. På denne måde - dog med et lille klæde til lige at dække lidt af mit understel - bliver jeg i huj og hast transporteret til fødegangen gennem iskolde gange. Den tur var grænseoverskridende og smertefuld.
Kl. 04.20
Jeg har fået en seng på en fødestue, jeg har været ude at tisse, så de ikke senere skal tvinge mig ned fra sengen og derud, og jeg ligger nu på siden med ryggen mod døren og kæmper med mine veer. De er korte men smertefulde. Jeg er lettere konfus og kan ikke forstå, at jeg nærmest lige har forladt min seng og nu om lidt skal føde mit barn. Stadig ingen jordemoder.
Kl. 04.30
Jordemoder Helene dukker op som en hvirvelvind. Just ankommet hjemmefra. Hun undersøger mig indvendigt, og jeg er fuldt åben. Det opfatter jeg dog ikke selv lige nu. Min mand bliver sendt retur til modtagelsen for at finde min bortkomne journal. Åh nej, please don't go.
Kl. 04.35
Min mand er tilbage - journalen er væk, og jeg må i stedet gennemgå et hastigt interview, så jordemoderen kan få en idé om, hvem jeg er. Fjerdegangsfødende, bækkenløsning, 3 uger før termin, navn, alder.
Kl. 04.40
Pressetrang! "Så presser du da bare med", siger hun opmuntrende. Og jeg som ikke en gang har fattet, at jeg faktisk er åben og klar. Er det nu?! Jeg gribes af angst og vil ikke, for jeg har ikke fået min pudendusblokade - den jeg mente skulle redde mig igennem pressefasen, som jeg finder meget værre og mere smertefuld end udvidelsesveerne. Men jeg tager en kort samtale med mig selv og presser. Stadig på siden, nu med højre ben i en bøjle.
Kl. 04.47
Hovedet er født, men han sidder fast med skuldrene på tværs. Oh gru og skræk for nogle smerter. De næste 2 minutter skriger jeg konstant, mens jeg vendes om på ryggen, der bakses og ordnes og lirkes. For helvede da.
Kl. 04.49
Viggo er født. Han er mørkeblå i hovedet på grund af medfarten, men er OK. Han afnavles og suges, inden jeg overhovedet kan se ham, fordi jeg igen ligger der på siden og ikke kan komme til. "Har han hår?". "Er han fin?". Det er han, forsikres jeg. 3.600 gram, 49 cm, tæt sort hår, min første dreng efter tre døtre. Fantastisk. Der er gået 1 time og 34 minutter, siden vandet gik og rev mig ud af min varme dyne.
19-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025