Skrevet af Iben
Også jeg har jo, som alle I andre, læst de mange dejlige, hyggelige, frygtelige, smertefulde og skønne beretninger om fødsler her på Netbaby. Det giver mig lyst til nu selv at fortælle om fødslen af min lille datter.
Jeg havde termin den 10. oktober 2005 med mit barn nr. 2. Min graviditet havde været præget af meget besvær, kvalme og slemme plukkeveer. Alt dette resulterede i, at jeg var sygemeldt en stor del af min graviditet, hvilket var svært at acceptere, da min første graviditet havde været perfekt uden problemer.
To uger før terminen fik jeg pludselig kraftige veer med kun 2-3 minutters mellemrum. Jeg blev hastet til Skejby, da vi havde fået besked på at komme i god tid på grund af en meget hurtig fødsel første gang. Jeg fødte vores første barn Sebastian i marts 2003 bare 2 timer efter ankomst til hospitalet.
Nå, men ved ankomst til Skejby var jeg denne gang allerede 1½ cm åben, men veerne gik i sig selv, og min mand og jeg valgte at tage hjem igen. Jordemoderen mente dog nok, at vi skulle ses igen senere på dagen, hvor fødslen sikkert gik i gang igen, men nej. Der skete ikke spor i 14 dage, og vi undredes mildest talt lidt herhjemme.
Torsdag den 6. oktober meldte lillesøster så til gengæld sin ankomst med storm! Efter at have haft lidt sivende fostervand fra om morgenen, valgte jeg dog alligevel at tage på kaffe-slapperas om middagen hos en veninde, som godt nok mindede mig om, at hun helst ikke så mig føde på hendes sofa.
Kl. 15 bestemte jeg mig så for at GÅ op og handle og derefter hente min søn i dagplejen.
Vejret var pragtfuldt, det smukkeste efterår nogensinde, og jordemoderen fra Skejby havde i telefonen forsikret mig om, at jeg da ikke var i tvivl, hvis jeg var i fødsel. Så jeg drog fortrøstningsfuldt afsted.
Kl. 16.30 kom min mand hjem fra arbejde og spurgte, om det nu også var smart, at det var mig, der tog afsted til gymnastik med Sebastian kl. 17.
Fostervandet sev godt nok stadigvæk, men det var til at styre, og jeg havde det fint og ville gerne afsted. 10 minutter senere ændrede jeg dog mening, da der nu ikke var tvivl om, at det for alvor var fostervand, der løb.
Det har senere vist sig at være på grund af, at lille-pigen allerede på det tidspunkt var så langt nede i bækkenet, at vandet ikke gik i en skylle som vanligt. Nå, vi fik hurtigt fat i farmor, som tog med til gymnastik.
Min mand mente, han hellere måtte blive hjemme hos mig i tilfælde af, at der pludselig skulle komme gang i sagerne. Jeg mente dog godt, at han lige kunne tage med til gymnastik, da de ville være hjemme igen kl. 18. Jeg kunne da nok ligge på sofaen indtil da, selv hvis jeg skulle begynde at få veer. Det viste sig dog at være en god beslutning, at han holdt fast i at blive hjemme - ellers havde jeg endt med at føde alene i stuen.
Jeg kontaktede Skejby kl. 16.50 og forklarede situationen. Herfra lød det, at så længe jeg ikke havde veer, ville de alligevel ikke gøre noget ved mig før dagen efter. Kl. 17.00 kom den første ve. Og ikke noget med miniput-veer her - nej, det var igen lige på og hårdt med regelmæssige veer hvert 2.-4. minut.
Jeg lå på sofaen og tog tid i en halv time, hvorefter vi besluttede, at vi nok hellere måtte komme afsted. Jeg skulle lige skifte tøj, så klokken endte alligevel med at blive 17.45, inden vi kom ud ad døren. Det var en noget turbulent køretur, da jeg mildest talt havde det lidt hårdt. Veerne kom nu med 1-2 minutters mellemrum, og min mand begyndte at blive nervøs.
Da vi nærmede os Skejby, begyndte jeg at få pressetrang. "Det er løgn, det kan simpelthen ikke passe", tænkte jeg, og så holdt jeg ellers igen, det bedste jeg havde lært! Vi nåede lige ind i receptionen, da jeg blev overmandet af den vildeste presseve - og så var der ikke længere noget at gøre.
En jordemoder fik hentet en bækkenstol på hjul, hvorefter jeg blev ”"øbet sidelæns" ned ad gangen i bedste Holywoodfilm-stil og slæbt over på en briks. Hvordan jeg fik bukser og sko af, stod noget uklart, men jeg nåede lige at høre min mand udbryde: "Hold kæft, det går stærkt det her".
Herefter fik jeg to enorme presseveer, og den lille trold kom ud. Jeg fik hende op på maven, og min mand klippede navlestrengen, og først herefter var der tid til at hilse på jordemoderen og assistenten. Det skal siges, at jeg stadig lå med bluse på, den havde vi ikke nået at få af i farten.
  Pyha, sikke en oplevelse. Lillesøster blev født kl. 18.14 præcis 4 minutter efter ankomst til Skejby, og 1 time og 15 minutter efter første ve. Vi synes begge, at det var en temmelig voldsom oplevelse, men vi kunne selvfølgelig ikke klage over, at det var hurtigt overstået, når nu både mor og barn havde det godt.
Så kl. 23 samme aften gik vi i vores egen seng igen som vanligt, blot med den lille søde pige imellem os. Helt perfekt, 2.960 gram og 49 cm lang. En forunderlig oplevelse sådan lige at "smutte" ud på Skejby og hente en baby!
Nikoline er i dag 3 måneder gammel og helt vidunderlig.
04-03-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025