Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
At erkende en efterfødselsreaktion At erkende en efterfødselsreaktion

Ann fortæller om de første 15 svære måneder med sønnen Julius, og om hvordan det var at erkende, at hun havde en efterfødselsreaktion.
 3996 

Skrevet af Ann

Jeg har på opfordring af en anden læser på Netbaby skrevet om de første 15 måneder med Julius, om hvordan det var at erkende, at jeg havde en efterfødselsreaktion. Måske andre kan have glæde af mine oplevelser.

Julius er fra 11. oktober 2004, og jeg vil tro, at de fleste problemer opstod efter jul og nytår. Ja, det vil sige, jeg havde en lang fødsel (veer i 6 dage) og derefter lynfødsel på grund af vedrop. Han blev så også et ifavn-barn, og jeg blev i den grad brugt som bryst, da vi ikke kunne få ham til at tage sut.

Der var en masse problemer med, at han ikke ville tage på i vægt, og da jeg endelig overgav mig og ville prøve flasken, så ville han ikke tage den. Så jeg ammede vel omkring hver time en halv time af gangen. Når han sov, så var det i skødet på mig, da han ikke ville ligge selv. Jeg kunne ikke få det til at fungere med slyngen. Han sov, hvis jeg trillede med barnevognen, men så snart den stod stille, vågnede han op.

Jul og nytår holdt vi hos familien og venner, og det var slet ikke sjovt. Derefter blev han syg og græd meget. Jeg kunne kun rigtig trøste ham ved at give brystet, og ofte blev han så bundhysterisk af det, fordi han sikkert ikke var sulten.

De første reaktioner og mistanke om efterfødselsreaktion var i januar, hvor jeg slet ikke kunne kapere, når han græd og ikke ville trøstes. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og sitre (nærmest ryste ham) for at stoppe, og lægge ham ned for ikke at komme til at gøre noget ved ham. Det var også meget tit, at jeg råbte ind i hovedet på ham: Så hold dog kæft unge, og så blev han ellers lagt meget lidt blidt ned i sengen.

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg trods alt havde så meget forstand, at jeg ikke gjorde fysisk vold på ham. Men jeg må virkelig indrømme, at jeg godt kan forstå, hvor det går galt for de forældre, der mishandler deres børn.

Jeg var meget åben om det og snakkede en del med min sundhedsplejerske om det. Hun har flere gange rost mig for min åbenhed, og det har da også været med til at hjælpe mig igennem det.

I februar efter over en måneds sygdom, hvor Julius bare kaster op hele tiden og slet ikke tager på - tvært imod - gik det for alvor op for mig, at jeg havde brug for hjælp. Jeg var i mødregruppe, og jeg sad det meste af tiden på gulvet ude i køkkenet, mens de andre var i stuen. Julius var umulig, og jeg var ved at smide ham ned i vasken!

Da jeg skal til at gå hjem, bliver han umulig, men jeg orkede ikke at være der mere. Jeg pakker ham ned, og går hjemaf. Men han skriger bare mere og mere, og jeg flår barnevognen frem og tilbage, op og ned, og han triller rundt nede i liften. Til sidst flår jeg ham op af barnevognen og stikker babsen i munden på ham midt på gaden. Hold op det var koldt, og hvor jeg dog græd. Hvordan jeg kunne behandle ham sådan, det fatter jeg ikke.

Jeg ringer til lægen, hvor der selvfølgelig er sekretær på, da det er uden for konsultationstid. Men hun kunne godt høre på mig, at det var galt, og hun siger, at jeg bare skal komme forbi, så er der en læge, der får tid til at snakke med mig. Jeg tudede hele vejen derned (og det gør jeg også nu ved at beskrive det).

Jeg kunne ikke fatte, at jeg var så langt ude. Mig, der ellers altid har styr på alt. Jeg er kontrolfreak til op over begge ører. Men nok netop derfor gik det galt. Jeg kunne ikke kontrollere min lille dreng. Det hele var ikke rosenrødt, som jeg ellers syntes, alle andre mødre gav udtryk for. Og det er jo virkelig tabu at indrømme, at man kan have en depression, som det jo faktisk er.

Da jeg kommer rundt om hjørnet, hvor lægehuset ligger, står den jordemoder, som jeg gik til fødselsforberedelse hos, uden for sin konsultation og ryger en smøg. Hun kunne godt se, at jeg var ked af det, og spurgte om, hvordan det gik med Julius. Jeg brød helt sammen. Tårerne løb bare ud af øjnene, mens jeg hulkende forklarede, hvad der var galt. Hun tog sig tid og forklarede mig, at jeg jo ikke kunne gøre for, at jeg havde fået en besværlig dreng, som bare havde brug for tryghed og mors nærvær. Hun gav mig det råd, bare at sidde og holde om ham og vise ham, at jeg kunne klare hans gråd.

Det hjalp at snakke med hende, så jeg ringede til lægen og aflyste det akutte møde. Men jeg fik så en tid hos min egen læge dagen efter. Der snakkede vi det hele igennem, og hun mente ikke, at jeg var så langt ude, at jeg havde behov for behandling eller konsultation hos en psykolog. Hendes råd var at droppe amningen og gå over til flaske, og så ville det hele blive meget bedre. Og så skulle jeg komme igen 14 dage efter.

Det var bare ikke det, jeg havde behov for. For ingen af os havde overskud til at tage den kamp med at få Julius til at tage flasken. Så jeg undersøgte selv mulighederne for at snakke med en psykolog. Et eller andet måtte der ske.

Jeg var ikke nem at bo sammen med. Hele min vrede gik ud over Søren, fordi jeg skulle holde mig selv tilbage og ikke lade mig påvirke, når jeg stod med Julius i armene. Der blev smækket ivrigt med døre og råbt og skreget en del, når Søren stillede urimelig krav til mig. Bare det, at han kunne finde på at spørge, hvad jeg ville have at spise, kunne tricke et hysterisk anfald hos mig, hvis Julius samtidig græd.

Når han græd, lukkede hele verden sig ude. Min puls begyndte at hamre i dobbelt fart, og et eller andet indvendigt skreg bare. Det var som om, mit hoved var ved at eksplodere. Jeg skulle bare af med det, der blev ophobet. Ofte skete det så ved at smække en dør meget kraftigt eller skrige ned i en pude eller stampe i gulvet meget hårdt (jeg forstuvede min fod den ene dag).

Jeg kom så i tanke om, at vi via min fagforening har en sundhedsforsikring, hvor der er akut psykologhjælp med i ordningen, og det er uden beregning. Jeg kontaktede dem og spurgte, om efterfødselsreaktioner var dækket. De ville lige undersøge det, og de ringede tilbage efter 10 minutter. Ja, det var dækket. Jeg ville blive ringet op af en psykolog i løbet af dagen. Der gik en time, og så ringede han. Han havde tid til mig to dage efter.

Jeg tog op til den ene times konsultation og fik en del gode ting med hjem. Han forklarede, hvordan barnegråd er lavet til at stresse. Så de reaktioner, jeg havde, når han græd, de var stressrelaterede. Løsningen var ørepropper og motion. Høj fysisk aktivitet i mindst 20 minutter hver dag. Og det var ikke nok kun at gå med barnevognen.

Og så skulle jeg aflastes. Men den del var jeg ikke klar til. Han foreslog et par timer hver dag, hvor vi skulle få Julius passet. Så det vi klarede det med var, at Søren tog Julius, når han kom hjem fra arbejde. Så kunne jeg cykle på min motionscykel og bagefter tage et bad uden at skulle stresse.

Det hjalp i en periode, men det sidste stykke tid, inden jeg skulle starte på arbejde, måtte Søren tage fri et par dage om ugen, for jeg turde ikke være alene en hel dag med Julius. Det var lige som om, at det hobede sig op. De første par skrigeture kunne jeg godt klare, men hen af eftermiddagen gik det helt galt.

Når jeg var ude til gymnastik eller i mødregruppe, var der som regel aldrig noget. Der kunne jeg styre mig og klarede fint, når han begyndte at græde. Men hjemme gik det bare ikke.

Det bedste, der skete for mig var, da jeg startede på arbejde, og Søren gik hjemme på barsel. Jeg trivedes rigtig godt med at være væk de timer hver dag. Og stort set samtidig med det fik vi ham til at tage sut. Han var 5½ måned, da han endelig ville tage en sut, og mit bryst kunne blive aflastet. Og han var 6 måneder, da jeg startede på arbejde.

Om natten var jeg dog stadig sut for ham. Det var først, da han blev 8½ måned, at han kom på eget værelse og lærte at sove uden mor. Når jeg ser tilbage på det, skulle det være sket langt tidligere, men det havde vi bare ikke overskud til.

Jeg besøgte psykologen en gang mere, men bad så selv om at stoppe. Han var ikke lige min kop te, og jeg følte lidt, at jeg spildte tiden. Jeg fik ikke helt det ud af det, som jeg havde håbet på. Men jeg har fået en del gode redskaber fra ham. Blandt andet sagde han, at jeg skal lade være med at se for langt frem og forestille mig, hvordan jeg vil gøre i diverse situationer. For jeg kigger ud fra et landkort, som højst sandsynligt har ændret sig, når jeg når frem. Så jeg prøver nu at leve i nuet og ikke tage sorgerne på forskud.

Jeg har stadig mine tilbagefald, hvor jeg lukker verden ude og ikke kan koncentrere mig om andet end Julius, der græder. Og jeg er vist heller ikke helt blevet den glade spontane kone, som Søren giftede sig med, og som han havde, før vi fik Julius. Men jeg prøver hver dag.

Jeg har planer om at finde en godt psykiater eller psykolog, som jeg kan tale lidt bedre med, end jeg gjorde med ham, jeg blev "tildelt". Jeg har bare ikke fået taget mig sammen endnu.

Da jeg havde det værst, var der også nogle, der gav mig linket til Gaia-Instituttet, men ud fra den test, de har på hjemmesiden, var jeg slet ikke i nærheden af kategorien efterfødselsreaktion. Det mente min egen læge og sundhedsplejerske heller ikke, men det tror jeg nu selv, at det har været. Det var i hvert fald helt galt med hormonerne.

Jeg håber, at andre kan have gavn af at læse min beretning. Selvom jeg har været åben om det hele vejen igennem, så har det været dejligt at sætte ord på nu 15 måneder efter fødslen.

Hilsem Ann, der nu endelig er en lykkelig mor - men kan man andet end at smelte, når man får sådan et smil her:



08-03-2006

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Gratis psykologhjælp til gravide

Dette køn gør mor mest deprimeret

Mødre screenes for fødselsdepression

For tidlig fødsel traumatiserer forældrene

Blodprøve kan forudsige fødselsdepression

Screening kan afsløre fødselsdepression

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

efterfødselsreaktion

psykolog

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Gør barnedåben personlig og få navn og dato trykt på servietterne. Vælg mellem mange flotte farver og søde motiver.

 Servietter med tryk





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn





På Babysutten.dk hjælper vi dig med at finde en personlig gave. En gave der er en glæde at give og en glæde at modtage. Kom ind og se vores store udvalg af sutter med navn, sengetøj med navn og mange andre personlige babyting.

 Babysutten.dk





Copenhagen Fertility Center behandler alle former for barnløshed. Ring og få en uforpligtende samtale med en speciallæge, eller besøg vores hjemmeside med de mange oplysninger til ufrivilligt barnløse.

 Copenhagen Fertility Center






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook