Skrevet af Lisbeth
Det var lørdag morgen den 2. november 2005, og jeg var gået 3 dage over tiden. Kæresten og jeg havde lige fået morgenmad på sengen, da jeg tænkte, at det nok blev endnu en dag, uden der skete noget. Jeg havde haft minimalt med plukkeveer gennem min graviditet, og der var absolut intet, der tydede på, at der var ved at ske noget.
Jeg havde lige været på toilettet og lagde mig tilbage i sengen. 1 minut senere syntes jeg, at det var som om, der flød noget ud af mig. Jeg gik ud på toilettet igen, hvor det nu løb ned ad benene på mig. Jeg råbte ivrigt ind til min kæreste, at nu var vandet altså gået. Klokken var 9.25.
Jeg satte mig på toilettet og kunne slet ikke begribe, at nu var der altså ved at ske noget. Mens jeg sad der, ringede jeg ind til fødegangen. Vi aftalte, at jeg skulle kigge ind for at få konstateret, om det var vandet, der var gået. Men det kunne godt være, at jeg ville blive sendt hjem igen.
Min kæreste begyndte at pakke de sidste sager og skulle selvfølgelig også lige smørre madpakke, da vi havde hørt, at sådan en fødsel jo kunne tage mange timer. 10 minutter efter, vandet var gået, kom den første ve. Og ved 4. ve var de allerede regelmæssige med 3 minutter imellem, og de varede 1-1½ minut.
Endelig fik min kæreste snøvlet sig færdig, og 45 minutter efter vandafgang kom vi afsted. Turen ind til Odense Universitetshospital tog 20 minutter. Jeg syntes bestemt ikke, at det var sjovt. Jeg kunne slet ikke forstå, at det skulle gøre så ondt. Jeg synes ellers ikke, at jeg er en pivskid, men for den da, hvor gjorde det bare ondt.
Klokken 10.35 holdt vi på OUH's parkeringsplads. Vi holdt et godt stykke væk fra fødegangen, da vi ville være sikre på, at vi ikke skulle til at flytte bilen midt i det hele. Det tog os 20 minutter at komme fra bilen og ind på 4. sal, hvor jeg først skulle undersøges. Vi måtte hele tiden stoppe op på grund af veerne. Jeg vil tro, at det normalt ville have taget os 5 minutter at komme fra bilen til 4. sal.
Klokken 10.55 ankommer vi så på 4. sal, hvor jeg nærmest råber til sygeplejersken, der skal vise os til undersøgelsesrummet, at hun lige kan vove på at sende mig hjem igen. Ved undersøgelsen er jeg 4 cm åben, og jeg bliver heldigvis sendt ned på 3. sal, hvor fødegangen ligger.
Her får jeg hospitalets tøj på og står så for enden af sengen og arbejder med mine veer. Ret hurtigt får jeg nok af smerten og vil gerne have noget smertestillinde. Men, men, men, da fødslen ser ud til at nærme sig hurtigt, er det eneste, jordemoderen kan tilbyde mig, ilt, lattergas og saltvandsindsprøjtninger.
Da jeg få saltvandsindsprøjtningerne, hyler jeg som en stukken gris. De gør mere ondt at få lagt end veerne. Jordemoderen ser undrende på sprøjten, og min kæreste bliver selvfølgelig bekymret og spørger, om der er noget galt. Jordemoderen forklarer, at normalt skriger patienterne meget højere, når de får saltvandet sprøjtet ind, så lidt sej må jeg altså have været.
Klokken 11.55 vil jordemoderen have mig op i sengen for at kunne undersøge mig. På grund af mit dårlige bækken bliver jeg næsten skubbet derop, og ligger nu på alle fire og nægter at lægge mig på ryggen. Jeg havde nemlig hørt, at det ville lette fødslen, hvis man undlod at ligge på ryggen. Nå, men jordemoderen kunne så heldigvis godt undersøge mig på denne måde, og jeg var nu 7-8 cm åben.
Her begynder veerne at vælte ind over mig, og jeg får ingen pause imellem dem. Jeg bruger ilt- og lattermasken rigtig godt, og det eneste tidspunkt jeg bliver hysterisk er, da masken går i stykker. Min kæreste er heldigvis vaks på fingrene, og får den hurtigt lappet sammen.
Klokken 12.10 vil jeg igen undersøges, og er nu 9-10 cm åben. Jordemoderen siger, at jeg gerne må begynde at presse lige så stille, så jeg presser selvfølgelig, alt hvad jeg kan med det samme. Lige pludselig kommer hovedet til syne, og jordemoderen bliver helt febrilsk. Fødelejet er nemlig ikke blevet gjort klar endnu.
Hun troede, at der var masser af tid. Nå, men hun siger til min kæreste, at han skal skynde sig at hive i den røde snor, for nu skal det gå hurtigt. Min kæreste kunne i al forvirringen ikke se, hvilken snor, der var den røde. Han fik hevet 4-5 ledninger ud af diverse apparater samtidig med den røde snor.
Jeg kommer over på fødelejet 10 minutter senere og presser herefter alt, hvad jeg har lært. Pludselige kommer hovedet ud, og jeg får at vide, at jeg skal vente på den næste presseve, før jeg må presse resten af kroppen ud. Men på grund af mine stærke udvidelsesveer, kunne jeg overhovedet ikke mærke presseveerne, så jeg pressede bare, da jeg syntes, at der var gået lidt tid.
Klokken 12.37 kom en lille perfekt pige på 3.028 gram og 50 cm ud til os. Alt i alt tog min første fødsel 3 timer og 12 minutter. Hvor hurtigt mon ikke den næste kommer til at gå?
10-03-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025