Skrevet af Christine
Vi havde planlagt det hele. Det skulle være en dejlig hjemmefødsel i vore nye hus med ro og fred en varm septemberdag. Vi havde fået grønt lys af jordemoderen, da han vendte rigtigt og lå fast. Vi ventede bare på, at den lille trold gav lyd fra sig.
Det skete 5/9 kl. 7 om morgenen. Jeg vågnede ved, at vandet gik. Jeg var dødspændt og ringede straks til min mand, som lige var kørt på arbejde. Dernæst ringede jeg til Hillerød Sygehus, som bad mig ringe igen, når jeg fik veer.
Det var barn nummer to, og min første blev født meget hurtigt. Derfor skulle vi ikke vente for længe. Jeg fik veer en time senere. De ville sende en jordemoder og en elev ud. Min mand kom hjem, og jeg begyndte at få meget ondt imellem veerne. Den lille trold bevægede sig kraftigt, og det var meget ubehageligt.
Jordemoderen og eleven kom, og vi snakkede vores ønsker og forventninger igennem. Jordemoderen mærkede efter, om alt var, som det skulle være. Jeg var meget lidt åben, og hun kunne ikke mærke et hoved. Hun syntes, at hun mærkede noget, der mindede om et ben.
Det kom jo lidt bag på os, men som det så ud, måtte vi køre ind på Hillerød Sygehus og se, hvad der var i vente. Der blev ringet efter en ambulance, og min mand kørte bag efter. Da vi nåede sygehuset, blev jeg scannet, og vi kunne se, at han havde vendt sig, og at han lå med hovedet op under mine ribben.
Så drømmen om en hjemmefødsel gik op i luften, og vi aftalte et akut kejsersnit. Mens vi ventede på, at stuen blev gjort klar, blev det klart for os, at den lille ikke havde det helt så godt. Hver gang, jeg fik en ve, mistede han pulsen. Så det skulle gå lidt stærkt. Jeg fik en rygmarvsbedøvelse, og min mand sad ved mit hoved, mens de forløste vores lille dreng. Han var sund og rask, og alt gik godt.
Jeg har dog længe måtte kæmpe med følelsen af at være blevet snydt. Jeg ved godt, det er fjollet, men sådan har jeg det. Det tog langt tid, før jeg kunne rydde de ting væk, som vi havde lagt frem til hjemmefødslen. Det tog endnu længere tid, end jeg troede, at bearbejde de følelser, jeg havde.
Min dreng er super dejlig, og jeg elsker ham meget. Men jeg sidder med en oplevelse, som jeg troede, ville være dejlig og fantastisk. En oplevelse, som jeg ville fortælle om og dele med andre. Men jeg syntes ikke, at vores oplevelse var fantastisk eller værd at dele før nu, hvor jeg har fået det på afstand. Jeg er super glad for, at vi lever i Danmark og ikke i Afrikas ørken, for vi har en dejlig, sund og glad dreng.
12-03-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025