Skrevet af Camilla
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid i september 2004. Det var ikke planlagt, men hold da op, hvor jeg blev glad, men også bange. Jeg skulle jo være mor.
Jeg var i 6. uge, og tiden skulle bare gå stærkt, for jeg kunne ikke vente. Jeg glædede mig bare så meget. Tiden kom, og det var tid til nakkefoldsscanning. Mit resultat var ikke godt. Mine tal var 1:250, så jeg skulle have taget en fostervandsprøve.
Jeg var bare så bange. Tænk hvis der var noget galt med mit barn. Den første uge var hård med mange tanker og tårer. Tænk nu, hvis der var noget galt. Min kæreste og jeg talte meget om det, og blev enige om, at vi ville have barnet, selvom der var noget galt (selvfølgelig ikke, hvis det ikke kunne klare at overleve).
En morgen kom brevet, og jeg rystede helt vildt og kunne ikke læse det. Jeg gav det til min kæreste. Det var en pige, vi skulle have, og hun var helt normal. Pyha, jeg var lykkelig. Nu kunne der ikke gå noget galt, men jeg blev klogere.
En mandag morgen i februar, da jeg var ca. i 22. uge, var jeg på arbejde. Jeg havde det godt nok lidt skidt og havde meget udflåd. Det var vel meget normalt, tænkte jeg, for jeg havde jo ikke prøvet at være gravid før.
Næste dag meldte jeg mig syg. Jeg havde det stadigvæk dårligt og lå bare på min sofa hele dagen og tænkte "i morgen tager jeg på arbejde".
Jeg vågnede næste dag kl. 4, en time tidligere end normalt, og skulle så lige tisse. Da jeg tørrer mig, er der lidt blod. Mit hjerte hamrer, og jeg ringer til lægevagten. Han siger, at det er meget normalt, men jeg skal lige kontakte min egen læge senere og se, om jeg kan få en tid.
Jeg kommer så til læge, og han undersøger mig ikke, men sender mig videre på hospitalet med den besked, at det nok ikke er noget særligt, og at jeg nok bliver sendt hjem igen. På hospitalet på fødegangen bliver vi mødt af en jordmoder, som jeg synes er lidt fræk i munden. Hvad laver vi der? Jeg måtte sætte mig ind og vente på, at der blev tid, for de havde travlt.
Så blev det endelig min tur. Jeg kom ind i et rum og op med benene. Den jordemoder, der tog imod os, og en kvindelig læge var der for at se, om der var noget galt. Der går lidt tid, og ja siger den ene, og ja siger den anden med rigtig opgivende stemmer. Lægen kigger mig så lige ind i øjnene: "Ja, du har åbnet dig 3-4 cm, og du er i 22. uge, så der er ikke så meget, vi kan gøre. Du vil nok føde i løbet af et par dage".
Jeg fattede ikke, hvad hun snakkede om. Jeg havde da ikke åbnet mig. Jeg skulle jo først være mor om 18 uger, så det forstod jeg ikke. Jeg havde jo ikke ondt eller haft veer. Jeg fik en seng og blev kørt op på svangregangen. Først dér brød jeg sammen. Skulle jeg ikke være mor alligevel? Jeg ville bare dø ved tanken om, at jeg skulle føde mit barn, og at hun døde. Det kunne jeg bare ikke.
Næste dag kom en læge og undersøgte mig. Jeg havde nu åbnet mig 4-5 cm og havde stadigvæk ingen veer eller ondt. Han spurgte så, om jeg var frisk på et forsøg, som han gerne ville prøve på mig. Om det ville lykkes, ville han ikke kunne love mig. Han ville prøve at sy en snor igennem og rundt om livmoderhalsen.
Den minder meget om en cerclage, så måske den ville holde til 24. uge, så jeg kunne få mit barn alligevel. Men jeg skulle ikke regne med at få et barn, der ville blive normalt. Det ville nok blive handicappet. Ville vi være klar til det? Vi kom så frem til, at det var vi.
Jeg skulle faste, for om aftenen ville han gøre forsøget og sætte den på. Det tog omkring 20 minutter at gøre dette. Jeg var kun bedøvet fra hoften og ned. Det var så uvirkeligt at ligge der og tænke på, om det nu ville gå galt. Det gjorde det heldigvis ikke.
Tiden gik meget langsomt, og det eneste jeg måtte var at ligge ned i en seng, tage et hurtigt bad en gang om dagen og gå på WC. Ellers skulle jeg bare ligge der. Jeg måtte ikke sidde op overhovedet, og jeg skulle også ligge ned og spise. Da jeg var i uge 23+5, blev jeg overført til Rigshospitalet, hvis jeg nu skulle føde. Så der lå jeg, og tiden gik meget langsomt.
Jeg lå der i 4 uger, og da jeg var 28+1 blev jeg overført til Hvidovre efter eget valg, da det var nemmere for min kæreste og familien at komme der, og fordi jeg ikke kunne lide Riget. Da jeg var 28+4, begyndte mit vand at sive, og ham lægen ville lige undersøge mig.
Jeg havde så ud af min livmoder en lille pose med vand, og jeg ville derfor ikke kunne føde normalt. Det ville være for farligt, hvis navlestrengen kom ud før barnet. Så jeg skulle have kejsersnit. Det fik jeg at vide ved 11-tiden. Vildt - jeg var glad, for jeg vidste nu, at mit barn kunne overleve, men også bange for, hvis det gik galt. Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg kunne gå tiden ud, men når det nu skulle være sådan, så var det bare sådan.
Kl. 14.06 kom min lille skattepige til verden. 1.305 gram og 39 cm lang. Hun var så fin, sagde alle, og jeg fik hende hurtigt at se. Så skulle hun videre til neonatalafdelingen. Tiden på neonatalafdelingen var lang. Dagen før, hun skulle have været født, den 1. juni, blev vi udskrevet.
Alt var bare gået så godt, og hun har ikke været syg endnu (7-9-13). Emma er i dag 10½ måneder gammel, og hun er 75 cm lang og vejer ca. 10 kg, hvilket svarer til, at hun er som en baby på 7½ måneder.
Denne historie er bare kort fortalt, at det har været utrolig hårdt bare at ligge der i en seng. Der har været mange tårer, og jeg havde hjemve og var mange gange tæt på at opgive, for jeg følte, det var ren tortur. Men den dag i dag kunne jeg gøre det igen. Det var det hele værd.
22-03-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025