Skrevet af Anja
Først lidt forhistorie. Vi fik en dreng i marts 2004. Vandet gik kl. 7.15, men jeg fik først veer kl. 21.45, og så gik det stærkt. Han så dagens lys kl. 01.52.
Jeg blev gravid igen, da han var 5½ måneder gammel. Graviditeten forløb helt normalt bortset fra en bækkenløsning, jeg stadig har "glæde" af. Da jeg nærmede mig terminen, fik jeg at vide af min jordemoder, at jeg skulle komme med det samme, når jeg mærkede veer, fordi min første fødsel gik så stærkt, og det kun var lidt over et år siden.
Jeg havde termin den 21/5-2005 ifølge scanningen, men den 12/5-2005 efter menstruationen, og hun kom den 12/5-2005.
Jeg havde haft fup-veer, som jeg ville kalde dem, hele ugen op til fødslen. De startede gerne ved 4.30-tiden med sammentrækninger, men de blev ikke rigtigt til noget, og efter en time var de væk igen.
Sådan startede den 12. maj også. Jeg stod op for at tisse, og der kom en lille slat vand, da jeg rejste mig op. Jeg ringede til fødegangen og fik at vide, at det ikke var fødslen, der var gået i gang, som jeg havde håbet. Men jeg skulle komme til kontrol, når jeg havde afleveret den "store" i dagpleje.
Jeg gik i seng igen, og fup-veerne forsvandt, som de jo plejede. Da jeg havde ligget lidt og ikke kunne falde i søvn igen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg lige så godt kunne stå op og gå i bad, så vi kunne få en stille og rolig morgen.
Klokken er nu 5.15. Jeg går på toilettet og ind i brusekabinen, tænder for vandet og står og nyder det varme vand på min efterhånden store mave. Da føles det som om, jeg får en mavepuster. Jeg knækker sammen, og så går vandet i en stor skylle. Jeg slukker for bruseren og kalder på min mand. Han kan godt ringe til mine forældre, så de kan komme og tage sig af Mikkel, for nu er det nu.
Jeg kommer i tanke om, at hovedet ikke står fast, og jeg skynder mig ind i seng, hvor jeg bare kan konstatere, at min mand er så rundt på gulvet, at han ikke kan finde ud af at bruge telefonen. Jeg ringer så selv til mine forældre og derefter til sygehuset. Jordemoderen, jeg taler med, bestiller en ambulance og siger, at der godt kan gå ½ time, før den kan være der.
Mine forældre kommer efter 15 minutter og ambulancen efter 20. Falckmanden spørger, hvor lang tid der er imellem veerne, men det har jeg glemt at tage tid på, så jeg får besked på at sige til, når de kommer, så han kan følge lidt med. Jo nærmere vi kommer til Hillerød, jo oftere kommer veerne, og han begynder at blive nervøs og spørger hele tiden til, om jeg føler pressetrang. Jeg tror, han er mere nervøs, end jeg selv er.
Vi kommer ind på fødestuen, og jeg kommer over og ligger på fødebriksen. Jordemoderen undersøger mig og kan konstatere, at jeg er helt åben, og at jeg bare skal sige til, når jeg føler pressetrang. Det får jeg lige i det samme, mens hun står og mærker på mig. Hun kigger lidt forbavset på mig og siger, at jeg lige må holde lidt igen, for hun skal jo lige have hånden ud.
Klokken er nu 06.25. Jeg presser et par gange og råber, at der må være noget galt, da det gør meget mere ondt end første gang, men hun beroliger mig med, at det er fordi, det går så hurtigt.
Jeg beder hendes hjælper om at få masken med ilt, så jeg lige kan samle kræfter. Jeg suger herefter tre gange i masken og presser igen. Min mand går ned bag jordemoderen for ikke at stå i vejen i den meget lille fødestue. Så er hovedet ude, og en gang til, og Lærke er født kl. 6.27. Hun måler 53 cm og vejer 3.750 gram.
Jordemoderen og ikke mindst min mand er meget overrasket over, hvor hurtigt det er gået, og jordemoderen spørger, hvad vi dog skulle der ind efter - det kunne vi da selv have klaret derhjemme. Min mand blev helt hvid i hovedet bare ved tanken herom.
Jeg får en indsprøjtning, så livmoderen kan trække sig sammen igen. Lidt efter gør jeg jordemoderen opmærksom på, at nu kommer moderkagen altså. Hun ligner et stort spørgsmålstegn og konstaterer så: "Ja, det gør den". Hun er forbavset over den kontrol, jeg har over kroppen, og det er jeg sandelig også selv.
Da det hele er overstået, ringer jeg hjem til min mor og ønsker hende tillykke med endnu et barnebarn. Hendes første kommentar er: "Jamen, I er jo næsten lige kørt herfra", og det kan jeg jo kun give hende ret i.
Lærke er bare så sulten efter alle strabadserne, at hun giver sig til at sutte, og hun slipper først brystet efter en time, hvorpå hun lægger sig til at sove.
Hun er nu 9 måneder gammel, og storebror er snart 2 år, og jeg kan varmt anbefale at få sine børn så tæt på hinanden. De har allerede meget glæde af hinanden.
06-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025