Skrevet af Anna
Torsdag den 2. september 2004
Jeg har hele dagen haft stærke plukkeveer. Sådan nogle, som kom med ca. 5 minutters mellemrum. Min mand og jeg er straks sikre på, at det bestemt bliver i dag, at vi skal være forældre.
Vi bestemmer os for at tage en tur ned i byen for at se, om det kan sætte fødslen lidt i gang. Det fortryder jeg dog hurtigt. For det første gjorde mine plukkeveer rigtig ondt, og for det andet var det ikke særlig morsomt at stå der og pruste som en fed flodhest hvert 5. minut midt nede i gågaden. Vi tog derfor hjem igen, efter at vi fik købt en morgenkåbe, som jeg skulle have med på sygehuset.
Fredag den 3. september 2004
Natten gik med plukkeveer, som gjorde MEGET ondt, men de var begyndt at komme meget uregelmæssigt. Nogle gange gik der 2 minutter mellem, andre gange gik der måske 15 minutter.
Om morgenen var plukkeveerne det samme, og jeg havde nu fået meget ondt i den nederste del af maven. Vi bestemte os dog for at vente lidt med at kontakte sygehuset. Jeg gik i stedet for ud i vores opgang og gik op og ned af trapperne for at prøve at sætte fødslen noget bedre i gang.
Om aftenen havde jeg fået endnu mere ondt i maven. Min mand opfordrede mig derfor til at ringe til fødegangen. Det gjorde jeg med det samme. De sagde dog, at jeg bare skulle tage den med ro, da der sikkert var lang tid igen.
Lørdag den 4. september 2004
Natten gik igen uden ret meget søvn og med stærke veer. Veerne havde nu taget til i styrke, og det jog i min mave det meste af tiden. Dagen føltes meget lang, og i dag var der ikke noget med at løbe op og ned af nogen gågade eller trapper overhovedet. Jeg havde virkelig ondt i min mave. Min mand var meget urolig for mig og barnet. Han sad ved siden af mig hele dagen og noterede hvor lang tid, der var mellem mine veer.
Da der over et par timer kun havde været ca. 5 minutter mellem veerne, bestemte vi os for igen at ringe til fødegangen. Denne gang fik vi at vide, at vi gerne måtte komme ind, men at der sikkert ville gå lang tid endnu, inden der skete noget. Vi takkede ja til tilbudet.
Så min mand gik op til overboen, som havde lovet at køre os, når det var tid. Men de lå selvfølgelig begge to med tømmermænd. De havde været til stort gilde. Nu var det lige før, der kom lidt panik på fra min side, for min mand og jeg havde bestemt os for, at der ikke var nogen som helst i vores familie, som skulle vide noget om, hvornår vi tog af sted. Så hvem skulle vi ringe til? Og så en lørdag aften? Det endte dog med at blive min mands søster, som fik lov til at køre. Og det ville hun selvfølgelig gerne.
Vi ankom til fødeafdelingen ca. kl. 23. Vi blev pænt taget imod, og de var glade for at se nogle menneske, da de ikke havde haft nogen fødsel siden om morgenen. Jeg blev undersøgt, og det viste sig, at jeg kun var 2 cm åben. Åh nej, og det gjorde allerede så ondt.
Vi fik lov til at blive på hospitalet, da de regnede med, at fødslen nok ville gå i gang i løbet af natten. Vi fik et rigtigt hyggeligt værelse med en dobbeltseng, hvor vi kun var os selv. Da jeg havde meget ondt i maven og nu også lænden, blev jeg tilbudt akupunktur.
Det hjalp dog ikke, og jeg fik derefter steriltvandspabler lagt ind i huden både på mave og lænd. Det hjalp bestemt heller ikke, hvilket undrede sygeplejersken meget. De kunne derfor ikke gøre mere for mig end at give mig varmeomslag på mave og lænd. Det hjalp faktisk lidt - men KUN lidt. Det lykkedes mig heldigvis at falde i søvn.
Søndag den 5. september 2004
Om morgenen blev jeg undersøgt igen, hvor jeg var 3,5 cm åben. Det kunne bare ikke passe, at jeg ikke havde åbnet mig mere. Men jo, den var god nok. Sygeplejersken sendte mig i bad, da hun troede, at hvis jeg skulle nå det i dag, så skulle det nok være nu. Så jeg gik i bad, og bagefter stod min mand og jeg ude på en terrasse og hørte på det piblende vand i åen, som løb så smukt lige ved siden af sygehuset.
Kl. 14 havde jeg ikke åbnet mig mere, og jeg var bange for, at de sikkert ville sende os hjem. Men jordemoderen kom nu til. Hun sagde, at mine veer var meget dårlige og ikke rigtigt ville samarbejde med kroppen. Så nu blev de altså nødt til at give mig noget ve-stimulerende og nødt til at prikke hul på vandet.
Det ve-stimulerende middel hjalp lidt, men det gjorde smerterne meget værre, end de allerede var. Til min forundring men glæde var fostervandet heldigvis helt klart, da hun prikkede hul. Jeg havde næsten forventet, at det ville være grønt, for jeg ville bestemt mene, at jeg var ved at være stresset.
Jeg var nu 5 cm åben. Jordemoderen sprøjtede derfor noget op i min numse, og der gik heller ikke længe, før jeg skulle ud på toilettet. Nu gjorde det så ondt i min mave, at jeg næsten var overbevist om, at jeg skulle dø. Jeg var ved at falde sammen, da jeg ville rejse mig fra toilettet, og jordemoderen måtte næsten bære mig ind til fødebriksen.
Da jeg ca. kl. 15.30 kun var 7,5 cm åben, bestemte vi os for, at jeg gerne ville have en epiduralblokade for at tage smerterne. Lægen kom ind og gav mig det første stik. Men lige før, han skal til at give mig det sidste, så råber jordemoderen: "STOP! Du behøver ikke give hende resten. Hun er nu 10 cm åben".
Hvordan jeg pludselig kunne åbne mig så meget og så hurtigt, kunne de ikke forstå. Men nu var det altså blevet tid til, at jeg skulle presse. Først lå jeg på siden. Men det gik bare ikke. Jeg følte hele tiden, at jeg skulle tisse. Jeg sagde det til jordemoderen, og hun sagde til mig, at jeg bare skulle tisse, hvis jeg ville!
Jeg blev lidt chokeret, for jeg lå jo der på briksen og følte ikke, at jeg havde særlig meget lyst til at tisse på jordemoderen. Men pludselig gik der et jag af smerte gennem min krop, og NU skulle jeg altså bare tisse. Det gjorde jeg så, og hold da op hvor gjorde det ondt, da jeg tissede. AV, det sved meget.
Men det åbnede åbenbart for et eller andet, for i samme øjeblik fik jeg en stor presseve, og jordemoderen kunne nu se babys hår. Jeg fik endnu en presseve, og nu kunne jeg mærke, at hovedet var på vej ud. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det ikke var så slemt, men at det føltes som om, at baby var på vej ud af min numse i stedet for.
Der kom endnu en presseve, og så kom hovedet ud, og ved den sidste presseve kom resten af kroppen. Klokken var nu 16.18. Det føltes faktisk mere ubehageligt at føde kroppen end hovedet. Min mand, som havde været en fantastisk støtte under hele fødslen, stod nu og græd af glæde, så tårerne trillede ned af hans kinder. "Se", sagde han igen og igen, "er den ikke sød?".
Men jeg var meget bange, for baby sagde ikke noget. Jeg spurgte, hvorfor baby ikke sagde noget, men fik ikke noget svar. Jeg nu nærmest råbte: "Hvorfor siger den ikke noget". Jeg fik stadig ikke noget svar. Den eneste trøst jeg havde, var min mands stolte ansigt. Endelig hørte jeg et skrig. Det var den mest fantastiske lyd i verden. Jeg fik baby op, og vi så nu, at det var en lille vidunderlig pige.
Jeg fik nu endnu en ve, og ud kom moderkagen. Jordemoderen stod glad og fortalte løs om den og dens funktioner. Men jeg tror ikke rigtigt, at hverken min mand eller jeg hørte efter. Jeg kunne heller ikke se moderkagen for mit venstre knæ. Men jeg sagde ikke noget om det og var faktisk ligeglad på daværende tidspunkt.
Vi blev med det samme kørt ind på en anden stue, da de havde en anden fødsel lige på trapperne. Vi fik en enestue, dejligt! Vi ringede nu rundt til vores familier, og de blev alle meget stolte.
Kl. ca. 18.45 kom der en sygeplejerske for at veje og måle vores datter. Hun undskyldte for, at der var gået så lang tid, men de havde haft 6 fødsler den dag, og normalt har de 3, så de havde haft meget travlt. Vores datter var en stor pige. Hun målte 53 cm og vejede 3.440 gram. Så det var helt perfekt. Far blev ved os om natten. Vi tog hjem torsdag den 9. september 2004.
08-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025