Skrevet af Linda
I november 2004 blev jeg endelig gravid efter 5½ års kamp og 5 ægoplægninger i først 3 IVF-forsøg, så et forsøg med fryseæg og endelig et sidste IVF-forsøg. Glæden var stor, og graviditeten forløb uden større problemer ud over bækkenløsning og en del vand i kroppen.
Jeg havde termin den 18. juli, men dagen passerede, uden at der skete noget, så jeg forsøgte at væbne mig med tålmodighed.
Torsdag den 21. vågnede jeg midt om natten og havde regelmæssige veer med kun 5 minutter imellem, og jeg var sikker på, at nu skulle vi være forældre. Så jeg fik vækket manden og sendt ham i bad, mens jeg pakkede taske. Jeg gik også i bad, og så satte vi os ind i stuen for at tage tid på veerne. Desværre tog veerne af, og da der var gået 30 minutter med næsten ingen veer, gik vi i seng igen og sov trygt resten af natten.
Torsdag formiddag skulle jeg til jordemoder, som desværre ikke var min sædvanlige, og jeg fik en meget overlegen smøre om, at det skal gøre meget mere ondt for, at det er rigtige veer. Hun kunne jo ikke vide noget om, hvor ondt jeg havde haft. Men jeg måtte senere sande, at hun havde fuldstændig ret.
Søndag den 24. vågnede jeg kl. 5.30 med regelmæssige veer. De varede omkring 1 minut, og der var ca. 3 minutter imellem. Med tanke på, at vi havde været oppe og klar til at køre allerede natten til torsdag, besluttede jeg at slå koldt vand i blodet. Efter at have ligget og kigget på uret i omkring en halv time stod jeg op, men undlod at vække min mand i første omgang. Det kunne jo være, at det gik i sig selv igen.
Jeg syntes, at jeg lige så godt kunne gøre noget konstruktivt, så jeg satte en vask over og begyndte at lægge det tøj sammen, som hang på tørrestativet. Da jeg efter tre kvarter kun havde fået lagt 3 bluser og et par strømper sammen, fordi jeg måtte holde pause ved hver ve, gik jeg ind og vækkede min mand. Det tog ikke mindre end et kvarter, inden han stod op.
Ja ja, han vidste jo, at det kunne være falsk alarm. Men op og i bad kom han da, og jeg brugte så resten af det varme vand bagefter. Da vi havde pakket de sidste ting i tasken, og var klar til at tage af sted, satte vi os i sofaen og tog tid på veerne. Der var 3-5 minutter mellem dem, og de varede alle over 1 minut. Det ringede jeg til fødegangen og fortalte, og de ville gerne se os. Så af sted det gik mod Esbjerg.
Vi ankom til fødegangen omkring kl. 9, hvor jordemoderen konstaterede, at jeg var 1 cm åben. Jeg fik kørt en strimmel, hvor alt så fint ud. Da vi har tre kvarters kørsel til Esbjerg, blev vi tilbudt at vente et par timer der inde og så blive tjekket igen. De kom endda og serverede lidt morgenmad for os.
Så sad vi ellers i en sofagruppe uden for fødegangen og forsøgte at få tiden til at gå, mens jeg bøvlede med at finde en behagelig stilling (nej, det lykkedes ikke). Efter et par timer med stadige veer med max. 5 minutter imellem blev jeg undersøgt igen og fik at vide, at jeg var 1½ cm åben og godt kunne køre hjem igen. Jeg fik nogle piller med, så jeg kunne få slappet af og sovet lidt.
Da vi kom hjem, tog jeg pillerne og gik i seng i den naive tro, at nu ville jeg kunne sove et par timer. Jeg lå da også i sengen i omkring halvanden time, men sove kunne jeg ikke. Så fyldte min mand badekarret, og jeg lagde mig der ud. De næste 3 timer løb min mand i fast rutefart og fyldte varmt vand i, så snart det kogte. Ja, vi er jo så "heldige", at vi tømmer varmtvandsbeholderen ved at fylde badekarret halvt op.
Da jeg langt om længe havde lukket vandet ud og skyllet mig med bruseren, gik slimproppen. Jeg sad stadig i badekarret og kunne mærke det ret tydeligt. Min mand så lidt underlig ud i hovedet, da han sagde, at der altså kom et eller andet ud. Han gav mig noget toiletpapir, så jeg kunne tørre det væk, og jeg må da tilstå, at sådan en slimprop er temmelig meget større, end jeg troede.
Nå, men jeg kom da op, blev tørret og fik noget tøj på. Det tog godt nok lang tid, da veerne jo stadig kom med ret korte intervaller. Efter at have siddet inde i stuen lidt, mens Richard spiste en pizza (jeg nøjedes med nogle tørre boller, da jeg havde en let kvalme), ringede jeg igen til fødegangen, og de syntes godt, de ville se mig.
Så lidt over kl. 21 var vi igen i Esbjerg. Jeg blev undersøgt og var kun 2 cm åben. Det var altså ret deprimerende at få at vide, efter at have haft veer i over 12 timer, hvor den længste pause havde været max. 10 minutter. Jeg fik kørt en ny strimmel, og alt så stadig fint ud.
Jeg var på dette tidspunkt temmelig meget træt og fik tilbudt Pethidin og en seng. Dette tog jeg lykkeligt imod og fik indsprøjtningen kl. 22.40. Jeg faldt hurtigt i søvn og fik hvilet godt et par timer. Min mand fik en drømmeseng ved siden af, så han også kunne være frisk til det store slag.
Lidt over kl. 1 vågnede jeg med kraftige veer, der bare kom rullende oveni hinanden næsten uden pause. Jeg havde fået vendt mig om, så jeg ikke kunne nå snoren til at kalde på jordemoderen, så jeg skulle have min mand til det. Det var dog ikke helt nemt, for hver gang en ve var ovre, skulle jeg lige have vejret, inden jeg kunne kalde på ham, og inden jeg nåede at få det, kom der en ny ve. Jeg fik dog sagt hans navn imellem to veer, og da han sagde "ja", var der en ny ve over mig. Da jeg jo ikke svarede, spurgte han "hvad er der?" et par gange og var helt henne ved mig, før veen var ovre, og jeg hurtigt fik sagt "træk i snoren", inden den næste ve kom.
Endelig kom jordemoderen og konstaterede, at jeg var 4 cm åben og i fødsel. Yes!, tænkte jeg, så er der noget med minimum 1 cm i timen, så det er ovre om max. 6 timer. Ja tak! Jeg blev klogere. På dette tidspunkt var klokken omkring 1.30.
Jeg blev spurgt, om jeg ville i badekar, hvilket jeg straks sagde ja til. Indtil da havde jeg jo ellers forsvoret, at DET skulle jeg i hvert fald ikke. Men efter at have mærket, hvad det varme vand gjorde derhjemme, havde jeg ændret mening. Så jeg fik lavement, og de fyldte karret.
Jeg var så heldig, at den største fødestue med det store kar var ledigt, så det var jo lækkert. Jeg kom i karret omkring kl. 3.15. Der lå jeg så og nød livet indtil kl. 5.40. På dette tidspunkt bad jeg om at få mere varmt vand i, men jordemoderen ville godt have mig op på briksen og undersøge mig. Jeg lå lidt, og syntes bestemt ikke, at jeg havde kræfter til at komme op ad karret. Men jordemoderen sagde, at jeg altså ikke fik mere varmt vand i. Nå ja, så kunne jeg jo lige så godt komme op, for koldt vand lindrer jo ikke meget.
Føj, det var ubehageligt at komme op af vandet. Jeg frøs og rystede helt vildt, og min mand måtte støtte mig, mens jeg gik ud på toilettet. Ja, han måtte også støtte mig, mens jeg sad der, for jeg kunne slet ikke få kontrol over min krop. Og oven i kulderystelserne kom der jo også veer. Men efter 3 veer havde jeg fået varmen igen.
Oppe på briksen fik jeg at vide, at jeg nu var 7-8 cm åben. Dog var mine veer ikke ret gode mere og med 7 minutter imellem.
Jeg fik akupunktur både for smerterne og som ve-stimulerende. Den nål, der blev sat oven i hovedet, blev vi dog hurtigt enige om at tage ud igen, da jeg efter hver ve lige kørte hånden gennem håret. Ikke et hit at skubbe til en nål på den måde. Av av. Akupunkturen hjalp ikke på veerne, men de tog dog toppen af smerterne, så jeg kunne slappe af mellem veerne.
Jeg kom også op at stå, så det måske også kunne sætte lidt mere gang i veerne, men det hjalp heller ikke videre.
Kl. 6.40 var der ikke sket yderligere, og vi blev enige om, at et ve-stimulerende drop vist var på sin plads nu. Så op på briksen igen og bælte på, så vi kunne følge med i veerne og babys hjertelyd. Kl. 7.10 blev droppet lagt.
Kl. 7.25 havde jeg en ret kraftig ve, og pludselig blev der snakket meget højt. Min mand hjalp med at vende mig om på siden, og jeg fik smækket en iltmaske i hovedet. Først da jeg lå der på siden, og veen tog af, fattede jeg, hvad det gik ud på. For pludselig havde jeg frit udsyn til tallet over babys hjertefrekvens, og den var, da jeg så det, på 95. Jeg tog nogle dybe sug i masken, og tallet steg langsomt igen.
Jeg var møg bange på det tidspunkt og drejede hovedet om mod min mand og spurgte "hvad sker der?". Min pragtfulde mand lagde hånden på min skulder og sagde "det er ok, babyen har det godt nu". Dette sagde han helt roligt og afslappet på trods af, at han havde set tallet være helt nede og vende på 80, og han havde nået at tænke tanken, at vi jo ikke var garanteret at få en baby med hjem.
Ved de næste veer sugede jeg godt i masken for at være sikker på at, baby fik ilt nok. En enkelt gang faldt hjertefrekvensen lidt, uden jeg havde en ve, og min mand satte masken op til min mund. Hans blik var nemlig meget fokuseret på tallet, og han skulle nok holde øje med, at jeg fik taget ilten. Efter omkring 20 minutter var hjertet helt stabilt igen under veerne, så iltmasken blev hængt på plads igen.
Kl. 8 blev jeg undersøgt igen igen og fik at vide, at jeg desværre nu igen kun var 6 cm åben. Det var da godt nok bare meget meget deprimerende, da jeg jo tidligere havde været 7-8 cm åben.
Jordemoderen (en ny, som var kommet ved vagtskifte 7.45) sagde, at det nok ville vare en del timer endnu, før jeg fødte, og hun sagde, at det bedste, de kunne tilbyde mig, var en epidural. Jeg svarede uden tøven, at det ville jeg ikke have under nogen omstændigheder.
Hun ville mægtig gerne have mig om på siden at ligge i stedet for på ryggen. Jeg snakkede godt for at slippe for det, da jeg fik meget mere ondt i lænden, når jeg lå på siden, end hvis jeg lå på ryggen. Jeg spurgte, om jeg kunne få steriltvandspabler (også en ting jeg inden tiden havde sagt, at DET skulle jeg bare ikke have), men jordemoderen blev ved med at snakke om, at jeg skulle om på siden at ligge. Efter at jeg havde snakket om steriltvandspabler og hun om sideleje et stykke tid, sagde hun: "Hvis du nu får de steriltvandspabler, vil du så lægge dig om på siden?". Jeg kunne godt høre, at hun ikke var til at forhandle mere med, så det indvilgede jeg i.
Er du tosset, det gør ondt at få lagt de steriltvandspabler, men hold da op hvor det da godt nok er det værd. Nu kunne jeg pludselig slappe af i lænden og arbejde med veerne.
Omkring kl. 8.15 gik jordemoderen ud for at varme en hvedekernepude til mig. Kort efter hun var gået, fik jeg den første presseve, og hold da op, hvor det gjorde mig bange. Jeg vidste jo, at jeg under en halv time før kun havde været 6 cm åben, og at man åbner sig ca. 1 cm i timen. Jeg vidste da ikke nøjagtig, hvad der ville ske, hvis jeg pressede uden at være helt åben, men jeg vidste da, at det bestemt ikke er godt. Så jeg sagde helt panisk til min mand, at han skulle trække i snoren. Jeg fik ham forklaret hvorfor, og han blev da også temmelig forskrækket. Vist nok mest fordi jeg så totalt panisk ud i hovedet.
Jordemoderen kom tilbage og min mand sagde bare: "Hun siger, hun har lyst til at presse" op til flere gange. Jordemoderens svar var bare: "Nå, siger hun det?". Jeg må hellere lige tilføje, at jeg var meget meget glad for denne sidste jordemoder, da hun var sådan lidt af den gamle skole og bare sagde tingene lige ud. Ikke noget med noget pjat her.
Ved den næste ve fik jeg at vide, at jeg skulle gispe igennem den. Ja OK, sådan noget bullshit rent ud sagt. Min konklusion er, at den der med at gispe sig igennem en presseve og undlade at presse er noget, de kan gøre i amerikanske film. Jeg forsøgte ihærdigt at gispe, men endte med at presse lidt til sidst.
Ved den 3. presseve fik jeg også at vide, at jeg skulle gispe, men klarede den ikke ret længe, inden jeg pressede med alligevel. Jeg kunne mærke, at hovedet kom lidt ud og gled ind igen, da veen var ovre.
På den 4. fik jeg lov at presse med helt fra start, og sikken en lettelse det var. Pludselig var der jo ikke noget, der gjorde ondt mere på samme måde, som det havde gjort i nu over et døgn. Nu kunne jeg gøre noget aktivt. Det er nok den fedeste følelse, jeg nogen sinde har haft. Igen kom hovedet lidt ud og gled ind igen.
Da veen var ovre, kunne jeg mærke noget, der bare føltes helt forkert for neden. Jeg vidste jo, at det eneste, der skulle være dernede, var hovedet, og alligevel kunne jeg mærke noget andet bevæge sig. Jeg var helt sikker på, at der var noget helt galt, og det fik jeg så nogenlunde formidlet ud til jordemoderen.
Det eneste, jeg fik til svar, var, at jeg skulle tage at slappe lidt af, for alt var i orden, og hvis jeg blev ved med at være så hysterisk, ville jeg stresse mit barn. Hm hm. Det viste sig, at det, jeg kunne mærke bevæge sig, var babyens hånd, da hun blev født med den ene hånd over hovedet.
På den 5. presseve fik jeg presset hovedet halvvejs ud, og det gled ikke ind igen, da veen var ovre. Så lå jeg ellers der på siden med det øverste ben i bøjlen og turde ikke slappe af, af frygt for at klemme min babys hoved for meget. Heldigvis kom der endnu en ve kort efter, og hovedet kom helt ud.
Så gik der laaaang tid (føltes som ca. en evighed) uden veer, og jordemoderen blev da også ret utålmodig, så hun skubbede til min mave for at fremprovokere en ve. Der kom så endelig en meget svag ve, hvor jeg fik ordre til at presse, for NU skulle babyen altså ud. Hvor er det da hårdt at presse, når man ikke har en ordentlig ve, men ud kom hun da, og hun blev straks lagt op på min mave.
  Hun blev tørret, mens hun lå hos mig og fik et tæppe over sig og en lille hue på det våde hår. Da hun havde ligget hos mig en times tid, og de havde syet mig, blev hun målt (50 cm) og vejet (2.900 gram), og min mand gav hende tøj på.
Så skulle vi ud i den lille stue bagved fødestuen, så de kunne få gjort rent og klar til den næste gravide stakkel. Min mand bar prinsessen, og en sygeplejerske hjalp mig op at stå. Jeg var temmelig meget bekymret, for jeg har jo set, hvor forsigtigt andre kvinder, der lige har født, bevæger sig. Så stor var min overraskelse, da jeg slet ikke havde ondt, da jeg tog de første skridt. Og ja, heldige mig har ikke haft ondt af betydning siden. Jeg måtte selvfølgelig have nogle Pamol de næste dage for lige at holde det hele i skak, men ikke noget at pive over.
Vi fik at vide, at vi først kunne komme op på barselsgangen midt på eftermiddagen, da de lige skulle have sendt nogen hjem, så der kunne blive en stue fri. Jeg gik i bad (til stor overraskelse for jordemoder og sygehjælper), og bagefter sendte jeg min mand ned i bilen efter tasken med mine ting. Jeg skulle da lige have smidt lidt pudder og mascara i hovedet, så jeg ikke mere lignede en levende død. Både mine forældre og mine svigerforældre kom jo på besøg senere på dagen.
Ved 15-tiden blev vi fulgt op på barselsgangen og blev rettet til. En times tid efter kom alle bedsteforældrene for at beundre prinsessen. Da de tog afsted, kørte min mand med sine forældre (hans far kørte vores bil, da min mand jo ikke havde fået for meget søvn det sidste døgn og ikke stolede helt på sine egne evner som bilist), og jeg puttede mig i sengen og lå og kiggede på den fantastiske skabning, der lå ved siden af mig. Mine øjne var dog ikke åbne ret længe. Jeg blev vækket omkring kl. 19 af en veninde, som lige kom forbi. Da hun tog afsted, gik jeg i seng.
Tirsdag morgen mente sygeplejersken i dagvagten, at prinsessen så lidt gul ud, så der blev taget en blodprøve på hende. Hendes bilirubin-tal lå da også for højt, og lægen syntes, hun skulle have noget lys for en sikkerheds skyld. Desværre kunne hun ikke bare ligge i lys oppe på barselsgangen, da hendes vægt var så lav, at hun skulle i kuvøse for at holde varmen.
Damn, det var hårdt at skulle følge hende ned på neonatal og efterlade hende i en kuvøse. Værst var det, at min mand ikke nåede at komme inden, så jeg sad helt mutters alene, da jeg kom tilbage på stuen igen. Da jeg kom ned til hende igen kl. 13, havde hun fået en sonde i næsen, og nu lignede hun pludselig en syg lille pige med sonde, solbriller og i kuvøse.
Min mand kom kort efter, og det var vist godt, for jeg syntes bare, at det var SÅ hårdt. Vi stod og nussede hende lidt, inden vi gik op på barselsgangen igen. Da hun skulle have mad igen, (hver 3. time fik hun), gik vi ned, og hun blev lagt til mit bryst, mens hun fik mad gennem sonden. Jeg havde ikke noget mælk på det tidspunkt, og vi havde også store problemer med at få hende til at sutte ret længe ad gangen.
Vi havde hende ude af kuvøsen to gange mere den dag, inden jeg gik i seng. Jeg snakkede med personalet på neonatal, og vi blev enige om, at de bare skulle give hende mad om natten, uden jeg var der. Så kunne jeg få hvilet ordentligt ud.
Onsdag morgen kl. 8 var jeg nede hos hende igen og blev lykkelig over at få at vide, at hun ikke havde brug for mere lys, så jeg kunne tage hende med op. Hun skulle dog beholde sonden til dagen efter i tilfælde af, at blodprøven næste morgen skulle vise, at hun alligevel skulle have mere lys.
Resten af dagen gik med at vække hende hver 3. time og kæmpe med at forsøge at lægge hende til hos mig, mens hun fik mad gennem sonden. Aftenen og natten fortsatte på samme måde, dog med den variation, at hun ikke sov om natten, så det gjorde jeg heller ikke. Onsdag begyndte jeg i øvrigt også at stimulere med brystpumpe efter hvert måltid for at få mælken til at løbe til.
Da vi nåede til kl. 5 om morgenen, havde jeg endnu ikke sovet. Det var spisetid, og personalet havde mere end travlt. Så pludselig blev jeg kastet ud i selv at skulle give mad gennem sonden. Det var noget nær helvede. Jeg kunne ikke tage sprøjten af sonden, fylde den og sætte den på igen, uden at lægge hende fra mig, og så snart jeg gjorde det, græd hun. Jeg var selv meget meget tæt på at bryde helt sammen, men holdt ud ved hele tiden at fortælle prinsessen, at jeg gjorde det for hendes skyld.
Endelig omkring kl. 6 faldt vi begge i søvn, mens hun lå på min mave. Vi blev vækket kl. 8 torsdag, da der skulle tages blodprøve. Hendes tal var heldigvis fine, så hun fik sonden ud. Da min mand kom, tog han hende med hen ad gangen, og jeg fik et par timers søvn, inden det var madtid igen. Resten af det døgn gik med, at vi først kæmpede med at lægge hende til, hvorefter hun fik modermælkserstatning i kop, mens jeg var i gang med brystpumpen. Jeg begyndte da også at kunne malke lidt ud, og det fik hun så i kop til næste måltid.
Fredag gik på samme måde. Eneste forskel var, at jeg var begyndt at have en del mere mælk. Men sutte hos mig kunne hun bare ikke. Jeg har ikke tal på, hvor mange sygeplejersker, der har stået og hevet mig i brysterne, mens de har forsøgt at lægge prinsessen til. Det var frygteligt, men det mest frygtelige var at se prinsessens frustration. Hun søgte, fik fat, suttede få gange og begyndte så at græde.
Lørdag kom der en børnelæge for at se på hende og hendes tungebånd. Vi havde på det tidspunkt fundet ud af, at hun hele tiden smækkede tungen op i ganen, når hun forsøgte at sutte. Lægen mente ikke, hun var voldsomt meget tungebundet, men i betragtning af hvor dårlig en sutteteknik hun havde, skrev hun en henvisning til øre-næse-hals afdelingen, så hun kunne få klippet tungebåndet.
Natten gik med, at jeg bare selv forsøgte at lægge hende til i kort tid, hvorefter sygeplejersken gav hende kop, mens jeg malkede ud.
Søndag fik hun klippet tungebåndet. Uh, hvor havde jeg frygtet det, og så endte det hele med, at tøsen kun brokkede sig over at blive holdt fast, og så snart det var overstået, sov hun igen. Jeg troede jo ellers lige, at nu skulle Mor tage hende op og trøste, men jeg nåede ikke engang at få hende op, inden hun sov tungt.
Resten af dagen og om aftenen suttede hun faktisk rigtigt godt, og jeg blev da noget optimistisk omkring det hele. Men det hele faldt til jorden i løbet af natten. Hun suttede egentlig OK, men ved kontrolvejning før og efter viste det sig, at hun ikke fik mere end 15 ml ud af at sutte i en halv time.
Mandag morgen omkring kl. 7 fik hun igen mad, og det gik bare slet ikke godt. Hun havde igen svært ved at sutte ret længe ad gangen uden at smække tungen op i ganen.
 Da sygeplejersken i dagvagten kom ved 9-tiden og spurgte, hvordan det gik, brød jeg bare helt sammen og stortudede. Vi snakkede længe og blev enige om, at min mand skulle tage den sutteflaske med, vi havde hjemme, og så skulle vi prøve, om hun kunne finde ud af at spise af den. Han kom først på eftermiddagen, og så kan I ellers tro, at tøsen fik kørt noget mad ned.
Vi var ellers blevet enige om, at jeg først skulle prøve at lægge hende til ved hvert måltid, og så kunne hun få flasken bagefter. Dog syntes vi, at hun ikke skulle trættes med det, når hun nu skulle prøve noget nyt. Men da vi så, hvor dejlig afslappet hun var med flasken, og hvor hurtigt hun blev mæt og tilfreds, var vi i løbet af meget kort tid enige om, at vi hermed havde fået et flaskebarn.
Resten af mandagen og hele tirsdagen bare spiste og spiste hun, når flasken kom frem. Og dejligt var det jo, at jeg malkede så meget ud, at hun ikke behøvede at få erstatning, men kunne nøjes med min mælk.
Onsdag var den mest pragtfulde dag, siden den dag hun blev født. Min mand havde autostolen med, da han kom, og vi skulle HJEM! På vejen var vi lige forbi gågaden i Esbjerg for at hente en elektrisk brystpumpe, som vi havde lejet. Og så nåede hun i øvrigt lige nøjagtig op på sin fødselsvægt, inden vi tog hjem.
De næste 6 uger legede jeg så Maren-malkeko flere gange om dagen. Vi skoldede flasker og malkeudstyr i en uendelighed. Og kors, hvor var vi da alle glade og lykkelige.
Nu er vores dejlige lille prinsesse lige blevet 6 måneder og nyder stadig sin flaske, men er også blevet glad for grød og frugtmos. Hun er stadig en lille slank pige, men energiniveauet er i top, og hendes forældre har nogen gange svært ved at holde trit med hende.
Vi er stadig lykkelige til op over begge ører og kan slet ikke forstå, at vi har været så heldige at få så skøn en datter.
Vi er så heldige, at vi har et par strå med fryseæg liggende i Brædstrup, og dem skal vi til at bruge nu. Jeg er i gang med hormonerne og skal forhåbentlig have lagt æg op snart. Vi kan ikke forestille os, at vi kan få endnu et barn, der er lige så pragtfuld som hende, vi allerede har, men håber da at få mulighed for at gøre forsøget.
Hvis det lykkes for mig at blive gravid igen, er der et par ting, der skal gøres anderledes. Blandt andet ønsker jeg ikke at skulle have veer så længe, inden jeg får ve-stimulerende drop, og efter fødslen vil jeg bestemt ikke kæmpe en hel uge for at få amningen til at fungere. Hvis ikke babyen umiddelbart kan finde ud af at tage fat i løbet af et døgns tid, så er det flasken.
Men lad os nu se, hvor heldige vi er. Lykken har jo allerede tilsmilet os, og det kan vi sagtens leve højt på resten af livet, selvom vi ikke får flere børn.
10-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025