Skrevet af Birgitte
Da vi fik vores datter Isabella i januar 2004, var vi enige om, at vi gerne ville have en mere, når hun var 2-2½ år. Men vi vidste også, at det nok kunne drille lidt, da vi var 17 måneder om at "producere" hende.
Men men men. Den 17/4-2005 tog jeg sørme en positiv test. Jeg havde termin 24/12-2005. Ikke just drømme-datoen, men pyt med det. Barnet kommer på sin fødselsdag, hverken før eller senere, så vi måtte jo bare vente og se!
Graviditeten gik som den første med kvalme de fleste dage, lige til den dag jeg fødte, samt bækkenløsning fra uge 20, der endte ud med en sygemelding i starten af oktober.
Fredag den 9/12 var jeg til zoneterapeut, mest fordi jeg fra min første graviditet vidste, det var godt for nattesøvnen, som det efterhånden kneb med, men også for at se, bare for sjov, om det mon kunne sætte gang i en fødsel.
Isabella kom til verden i uge 40+4 3 dage efter en gang zoneterapi, så man kunne jo aldrig vide. Zoneterapeuten mente dog ikke, at min krop var klar til at føde, så jeg fik en tid til onsdagen efter.
Lørdag morgen kom der regelmæssige plukkeveer, og de fortsatte til søndag kl. 19.15, hvor de pludselig ændrede karakter. Av for...
  Kl. 20.15 blev vi lukket ind på fødegangen, og kl. 23.42 blev Victor født på 3. presseve. Han vejede 3.100 gram og var 53 cm lang. Han tissede øjeblikkeligt på jordemoderen. Så vidste vi jo, at det virkede. En time senere lavede han meconium, så der var hul igennem, troede vi.
Vi tog hjem dagen efter og skulle nu i gang med at være en familie på 4. Amningen gik fint, han var nem og glad og spiste som om, han aldrig havde lavet andet! Han gylpede dog en del, men det gjorde storesøster også, så det tog vi ikke for noget.
Onsdag eftermiddag begyndte han at blive sløv, og om natten var han meget urolig og ville slet ikke spise. Gylpen havde også skiftet fra den sædvanlige konsistens og gul/hvide farve til grøn/brunt og grumset. Det lignede mest af alt mosevand.
Torsdag formiddag kastede han det op i stråler ud over alt. Dér sagde jeg stop og ringede til barselsgangen. Jeg anede ikke, hvor jeg ellers skulle henvende mig. De sagde, vi skulle henvende os i børnemodtagelsen hurtigst muligt. De ville give besked om, at vi kom.
Der var vi kl. 11.45, og han blev kigget på af et par læger. Han vejede 2.650 gram og var dehydreret at se på. "Vi indlægger jer med det samme. Vi skal have noget væske i ham, men ingen panik!", var beskeden.
På børneafdelingen kom flere læger og kiggede på ham, og han fik lidt af min udmalkede mælk på flaske. Han sked i bleen (meconium), og de virkede ikke bekymrede. Så kom der en anden læge, og han ville have en mavesonde på ham, så han skulle på overvågning - men stadig ingen panik!
Da de lagde mavesonden, bad han sygeplejersken tømme maven, så de kunne holde styr på, hvad han fik fra nu af. De trak så 120 ml - ja et hundrede og tyve - grønt og grumset tarmsaft/mælk op af hans lille bitte mave.
Så gik det stærkt. Røntgen kom i løbet af 5 minutter. Lægen gik direkte med ned, så han ikke skulle vente på en portør til at komme med billedet. 5 minutter senere kom han op. Jeg så hans ansigtsudtryk, da han åbnede munden for at sige noget, og jeg sagde: "Jeg vil have, at du siger det lige ud. Jeg vil have den rene skære sandhed uden indpakning!". "OK", sagde han.
"Der er en obstruktion på hans tarme. Vi kan ikke sige præcis hvad eller hvor, men maden kan ikke komme længere end til mavesækken, så han får hverken væske eller næring. Han skal opereres på Rigshospitalet hurtigt. Bliver han ikke opereret, dør han. Men med operation er der gode chancer for total helbredelse. I bliver hentet af en ambulance indenfor en time".
Bang! Lige i hjertet på en hormonel nybagt mor. Ikke den direkte besked, det havde jeg jo bedt om, men mit lille smukke barn var sygt og kunne DØ fra os? Det kunne jeg ikke bære! Jeg vrælede midt på gangen. Min mand var taget hjem for at arrangere hentning og pasning af vores datter. Hun skulle jo ikke glemmes midt i alt det her. Så der stod jeg alene og bange som aldrig nogensinde før!
Vi blev hentet og kørte mod Rigshospitalet. Victor lå i en kuvøse, hvor jeg selv fik lov at putte ham, inden vi kørte. Meget mod sædvane fik jeg lov at køre med i ambulancen. Kutymen er ellers, at mor og far bliver sendt afsted i en taxa bagefter.
Vi ankom til "Riget", og her blev han indlagt på intensiv med alle mulige overvågningsapparater tilsluttet. Han begyndte at blive urolig, og ret hurtigt begyndte han at skrige på mad, men vi måtte ikke give ham noget, han skulle jo faste inden operationen.
De gav ham drop med saltvand og næring, så han kunne komme op i værdierne, så han hurtigst muligt kunne blive opereret. Han var så dårlig, at de regnede med, han tidligst kunne blive opereret lørdag (det var torsdag den 15/12 kl. 16.45, vi ankom til Riget), men allerede fredag morgen kl. 05.00 var hans værdier bedre, end de skulle være, så han blev skrevet op til operation fredag.
Kirurgen kom kl. 9 og sagde, de regnede med at hente ham ved middagstid, afhængig af de andre operationer og akutte tilfælde, der måtte komme. Kl. 14.15 hentede de ham. Vi fik lov at gå med ned på operationsgangen og sige godnat.
Vi blev udstyret med grønne huer og gule stofkitler samtidig med, at 3 store læger kom gående. De skulle operere på mit lillebitte barn, der nu kun vejede 2.400 gram mod 3.100 gram 5 dage før, og jeg blev helt hvid i hovedet.
Vi måtte på skift kysse ham godnat, min mand først. Min store kæmpe støtte af en mand på 2 meter og 100 kg lignede en lille usikker dreng på 5 år, der var blevet væk fra sin mor. Han rystede og bævede og var så tæt på at gå i gulvet.
Jeg kunne ikke få mig selv til at kysse Victor. Jeg havde det så skidt med det, men jeg kunne bare ikke. Tænk hvis det var sidste gang, jeg fik lov til det? Jeg strøg ham på kinden, mens mine salte tårer dryppede ned på ham, som han lå der med elektroder på hele kroppen og sonde i næsen.
Vi gik ud på gangen og klamrede os til hinanden og græd, som var vi pisket. Vi gik ned i cafeteriaet. De lovede at ringe på vores mobil, i samme øjeblik de fik besked om, at operationen var overstået. Vi skulle regne med, det tog 4 timer, og at han bagefter ville ligge i respirator i minimum 24 timer, fordi han var så lille, så det ville være nemmere for ham.
2 timer og 15 minutter efter gik vi op. Jeg blev nødt til at malke ud. Idet vi kom ind på afdelingen, sagde vores yndlings-sygeplejerske Sara, at de lige var gået ned for at hente ham. Vi gik ud i forældrekøkkenet og bad dem hente os, når han var lagt til rette i sin seng. Det er nemmere, når far og mor ikke står og ånder dem i nakken.
Da vi kom ind til ham igen, havde han ingen respirator. Forvirring, men han havde bare vist alle tegn på, at han ville og kunne trække vejret selv, så det fik han lov til. Nu skulle vi så bare vente på, at han lavede stort i bleen, for så måtte han få lidt mad igen. Jeg skulle notere, hver gang han gylpede, og vise kluden til sygeplejersken, men han gylpede bare ikke mere.
Langsomt men sikkert kom han op i madmængde. Jeg malkede alt det ud, han ikke måtte spise, men efter et par dage kunne jeg se, hvor meget det trættede ham at sutte ved mig. Han kunne næsten ikke vågne, når jeg skulle vække ham 3 timer senere for næste fodring, så jeg bad om en flaske, og den var han glad for. Jeg var bare glad for, han fik mad og var i live, så det gjorde mig ikke noget at måtte opgive drømmen om at amme ham. Den store blev heller ikke ammet.
Kirurgen fattede ingenting. Hver gang han kom på stuegang, var Victor længere i sin helings-proces, end de havde regnet med. De startede med at sige, vi skulle være indlagt i minimum 1 uge og måske helt op til 2 uger, men allerede onsdag den 21/12 blev vi sendt hjem på orlov. Vi skulle bare ind og have ham vejet dagen efter og igen den 28/12, hvor de ville tage sting og udskrive os permanent.
Da vi tog hjem onsdag, vejede han 2.906 gram, og torsdag vejede han 2.932 gram, så det var 26 gram på et døgn. Ingen klager over det! Onsdag ugen efter vejede han så 3.135 gram, så vi blev udskrevet. Vi var lykkelige over, at nogen havde holdt hånden over os i de sværeste døgn i vores liv!
 Isabella har elsket sin lillebror fra første dag. Ingen jalousi overhovedet. Hun reagerede også temmelig kraftigt på, at han pludselig om torsdagen ikke var der, da hun kom hjem, og mor var også væk. I flere uger efter vi blev udskrevet, måtte jeg bare ikke nærme mig hoveddøren uden hende, og slet ikke hvis Victor var med!
Det går dog fint nu, og Victor stor-trives. Han er 12 uger og vejer ca. 5.400 gram. Han er glad og nem og har ingen mén bortset fra et ar tværs henover maven. En hård start på livet, men han sejrede og fik vist det helt rigtige navn med sig på livets vej.
21-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025