Skrevet af Gitte
Jeg vågnede ved 3-tiden om natten med en underlig stikken i maven. Jeg var gået 4 dage over tid, så jeg tænkte, at det måske kunne være veerne, der var gået i gang. Jeg lå og mærkede lidt efter, og den var vist god nok, så jeg vækkede min mand for at sige, at nu var der vist ved at ske noget.
Vi ringede ind til fødegangen, og tilfældigvis fik vi fat i min egen jordemoder, og hun sagde, vi skulle tage tid på, hvor langt der var i mellem veerne, og hvor længe de varede, og så mente hun, at vi nok kunne tage den lidt med ro og prøve at sove lidt.
Min mand kunne ikke sove, så han gik i bad, ringede til sin far for at sige, at nu fik vi snart vores baby, og ellers sad han bare og ventede på, at vi kunne komme afsted til fødegangen. Der var langt i mellem veerne, så vi faldt dog alligevel i søvn og tog den med ro.
Ved 13-tiden syntes jeg, det gjorde meget mere ondt, så vi rigede til fødegangen igen. Jordemoderen sagde, vi skulle kigge ind til en undersøgelse, så vi fik fat i min mands svoger, som skulle køre os der ind. Da vi kom der ind, blev jeg undersøgt, og jeg var kun 1 cm åben, så de ville sende os hjem igen.
Ved 23-tiden gjorde det virkelig ondt, så vi tog afsted igen. Jeg var kun 2 cm åben, så det så ud til at blive en lang nat, vi havde i vente. Vi insisterede på at blive, for vi var afhængige af kørsel af min mands svoger, og vi ville ikke belemre ham mere med køreture frem og tilbage hele natten.
Jordemoderen misforstod det åbenbart, så inden vi havde set os om, stak hun en sprøjte i låret på mig. Min mand spurgte, hvad det var, hun havde givet mig, og hun svarede bare, at det var bare lidt, så jeg kunne sove lidt. Min mand blev tosset og forlangte, at hun svarede på, hvad det var, hun havde givet mig. Hun sagde, at det var morfin, for jeg fødte jo alligevel ikke inden for de næste 4 timer, så det ville bare hjælpe mig. Men det endte i et mareridt!
Jeg kom ind på en ventestue, hvor jeg fik en seng at ligge i. Klokken var blevet 1 om natten, så vi var trætte. Kl. 2 vågnede jeg ved, at vandet gik, så vi kaldte efter en jordemoder.
Jeg fik tørt tøj på og ville lige gå på toilettet, inden jeg kom op at ligge igen. Ude på toilettet sad jeg og pressede, men ingenting kom ud, så jeg gik tilbage i sengen igen og tænkte ikke mere over det.
Jeg faldt i søvn på grund af morfinen og vågnede en gang i mellem ved presseveerne, og jeg forstod ingenting af, hvad der var ved at ske, for jordemoderen havde jo sagt, at min fødsel først ville gå rigtig igang næste morgen.
Da jordemoderen kom ind, fik hun travlt. Jeg var jo i fødsel, og var nu 10 cm åben. De havde ikke gjort en fødestue klar, og der var ikke tid til at få fat på en portør, som kunne køre mig ind på fødestuen, så den tjans måtte min mand tage. Jeg blev ved med at sove lidt i mellem veerne, og jeg forstod sadig ikke, at det var nu, jeg skulle føde. Rettere sagt følte jeg mig rigtig skæv og ville bare gerne sove.
Inde på fødestuen fik jeg en CTG rundt om maven, og den viste ikke særlig gode tegn. Min baby fik sat elektroder på hovedet, så de kunne følge med i hjerterytmen. Den blev ved med at falde og ville ikke rette sig, så de fik travlt med at ringe efter en børnelæge. Jeg havde ikke kræfter nok til at presse så hurtigt selv, så de måtte tage hende med sugekop.
Kl. 2.52 blev vores lille pige født. Hun havde det fint, da hun kom ud, men hun var stadig pårvirket af morfinen, så hun fik noget for at modvirke det. Bagefter fik vi morgenmad, og så kom vi op på barselsgangen.
Vi var meget chokeret over alt det, som lige var sket, at det lige pludselig gik så hurtigt, og at vores lille piges liv var i fare på grund af en sprøjte, som vi ikke engang selv havde bedt om!
Vi brugte begge to meget tid sammen med en sygeplejerske for at få snakket ud om det, der var sket. Nu er det snart 3 år siden, og jeg må da sige, at det først var efter min 2. fødsel, jeg kom over den første og opdagede, at en fødsel også kunne være en dejlig oplevelse.
23-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025