Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 GRATIS!  LÆS DET NYE "GRAVIDA" GRATIS

Læs den nye udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig med alt om den positive graviditet og fødsel. Læs det gratis her
Førstegangsfødende går da over tid Førstegangsfødende går da over tid

Men det gælder ikke for alle. Læs om Camillas fødsel.
 10863 

Skrevet af Camilla

Endnu engang har jeg siddet og slugt en dejlig fødselsberetning, og nu må jeg hellere dele min med jer også.

Min graviditet blev en dejlig ønskeoplevelse. Jeg havde ingen gener ud over den obligatoriske, men meget tilforladelige kvalme i begyndelsen. Ja, og så det store søvnbehov de 3 første måneder.

Jeg meldte mig ind i et fitnesscenter for at kunne holde formen ved lige og undgå at tage alt for mange kilo på. Jeg nød træningen og fortsatte med det til det, der skulle vise sig at blive dagen før min fødsel. Mærkeligt nok fik jeg sjældent plukkeveer på stepmaskinen, mens de ofte kom ved en kort gåtur.

Min termin var sat til den 30/5-2005, og vi havde hele foråret travlt med at gøre lejligheden i stand, så den var fin til en lille ny beboer. Vi tog også et fødselsforberedelseskursus, da dette i Århus ikke tilbydes i offentlig regi.

Det var det hele værd. Jeg er helt sikker på, at de vejrtrækningsøvelser, jeg fik lært her, har en stor del af æren for forløbet af min fødsel - selv om vi undervejs grinede en del af os selv, når vi sad der 8 par og pustede, det bedste vi kunne!

Jeg gik på barsel den 1/5 og så frem til mindst en måned, hvor jeg kunne gå og nusse om de sidste ting. De første 14 dage kunne jeg dog ikke det store, da jeg lige skulle have overstået et lille indgreb i mit venstre håndled, og derfor ikke kunne bruge hånden i 2 uger.

Tirsdag den 17/5 var jeg ved læge og fik taget stingene ud og bagefter et smut i fitnesscenteret - og så ellers af sted hjem for at få noget fra hånden! Jeg fik lavet en del og lagt endnu flere planer for dagen efter.

Men da jeg sad i sofaen om aftenen, vidste jeg instinktivt godt, at de planer nok ikke blev til så meget. Jeg havde en del plukkeveer, og de nev lidt. Men tanken strejfede mig alligevel ikke, at det kunne være begyndende veer. Jeg havde jo næsten 14 dage til termin - og i øvrigt går førstegangsfødende jo altid over tid, ikke?!

Om natten vågnede jeg som vanligt ved 2-tiden og skulle tisse. Jeg var lige kommet ud på badeværelset, da der lød et lille "plask", og efter lidt forvirring gik det op for mig, at det var en smule helt klart fostervand, der var landet på gulvet.

Pulsen steg en smule - så var det jo snart nu. Da jeg skulle tørre mig, gik resten af slimproppen, der havde løsnet sig lidt over den sidste uges tid. Et bind på og ind i seng igen. Det var jo om at få sovet, før strabadserne gik løs.

Jeg måtte dog lige vække kæresten og fortælle ham den store nyhed, og så var det selvfølgelig ikke nemt at falde i søvn igen.

Klokken 2.30 begyndte de første små veer at komme. Jeg sov imellem dem og kiggede så lige på de røde tal på vækkeuret, når der kom én. 10 minutter imellem. Der var nok langt endnu.

Klokken 6 stod jeg op. Nu var det ikke rart at ligge ned mere. Veerne var dog stadig ikke værre end små menstruationssmerter, og for mig, der er vant til meget kraftige menstruationssmerter, var de "piece of cake".

Jeg stod bare op og trak vejret helt ned i maven, mens jeg slappede så godt af i underlivet, som jeg kunne. Det var jo det, jeg havde lært til fødselsforberedelse. Og det virkede rigtig godt.

Klokken 7 ringede jeg til fødegangen for at fortælle om min vandafgang. Veerne kom nu med 3 minutters mellemrum, men de varede kun 20-30 sekunder og var stadig meget tilforladelige.

Jordemoderen bad mig ringe tilbage efter vagtskifte klokken 8, men sagde dog, at hun mente, min kæreste skulle blive hjemme fra arbejde. Dét syntes han dog ikke. Jeg havde valgt at gå i fødsel i én af deres travleste uger, så af sted han tog. Det tager jo også lang tid for en førstegangsfødende, ikke?!

Jordemoderen, jeg talte med klokken 8, bad mig komme ind til check klokken 11, så de kunne bekræfte vandafgang. Fint med mig - jeg havde det stadig ganske fint. Jeg fik skiftet sengetøj og vasket et par maskinfulde tøj, alt imens jeg holdt pause, når der kom en ve.

Kæresten kom hjem, og på Skejby blev jeg klokken 12 undersøgt af en sød jordemoder. Hun kunne konstatere, at min livmoderhals var fuldt udslettet og helt blød. Jeg var dog kun 2 fingre åben, og da baby i øvrigt havde det fint, fik vi lov at tage hjem igen.

Der blev allerede talt om eventuel ve-stimulerende, fordi man jo ikke må gå mere end 24 timer efter vandafgang. Så jeg fik indtryk af, at dette kunne tage lang tid. Jeg synes godt nok, at veerne ændrede karakter, inden vi tog derude fra, men jeg var jo førstegangsfødende, så...

Vi tog hjem med beskeden om at ringe ved 16-tiden og fortælle om den videre udvikling. Ja, hjemme igen tog veerne hurtigt til, og jeg skulle nu koncentrere mig for at styre vejrtrækningen og slappe af i underlivet. Jeg begyndte at få kvalme og kastede op.

Klokken 15 syntes jeg ikke længere, at det var spor sjovt. Smerten skar og lagde sig som en jernring om min livmoder og bækken. Jeg kunne tydeligt mærke barnets hoved bevæge sig nedad, selv om det ikke stod klart for mig på daværende tidspunkt, at det var dét.

Ved tanken om, at jeg stadig kun var i begyndelsesfasen, bad jeg kæresten ringe til fødegangen og sige, at nu kom vi altså. Jeg kunne ikke klare mange timer til på denne måde - jeg ville have en epidural.

Det var OK, vi skulle bare tage den med ro og så komme derud stille og roligt. Nu var jeg efterhånden overbevidst om, at jeg var den største pjevs - hvis jeg allerede havde så ondt nu, hvordan skulle jeg så klare mig gennem en fødsel? Jo, epiduralblokade "here I come".

Turen i bilen var slet ikke sjov denne gang. Åhh, at sidde ned under en ve. Kæresten læssede mig af foran indgangen, og mens han parkerede bilen, bevægede jeg mig op ad trapperne og ind på venteværelset, hvor jeg ringede på klokken 16.

Jeg stod og pustede og stønnede over sådan en hængedims med armlæn, da en sygeplejerske kom ud til mig og konstaterede, at "jeg da vist havde gode veer". Joh tak, det syntes jeg også.

Jeg måtte vente på en jordemoder, da de havde travlt, og hurtigt fortrak jeg til venteværelsets toilet. Jeg følte, at det hele "var på vej ud", hver gang der kom en ve.

Klokken 16.20 bad jeg kæresten ringe på klokken igen, for nu kunne jeg ikke mere. Straks kom en super sød jordemoder, og hun viste mig hen mod en fødestue og skulle lige hente mine papirer. Jeg fortrak straks til fødestuens toilet og sad dér, da jordemoderen kom ind.

Bagefter har min kæreste fortalt mig, at der gik det op for hende, at fødslen vist var længere fremskreden end som så. Ind på stuen med mig, af med bukser og trusser og op på briksen.

Knapt har min dejlige jordemoder kigget på mig, før hun udbryder de magiske ord: "Jamen, lille ven - du er fuldt åben og klar til at føde jeres barn". Uh, jeg kunne have kysset hende, hvis jeg ellers havde kunnet komme op.

Så kunne jeg da se en ende på disse smerter, og så var der jo også en grund til, at de havde været så hårde. De sidste 8 centimeter var gået hurtigt. Jørgen bliver opfordret til at kigge og kan konstatere, at barnets hoved står helt nede og er dækket af en sort manke - anede man en lille tåre dér?

Jeg blev tilbudt lattergas og sagde uden tøven ja tak. Ah, det hjalp. Bagefter ville jeg ønske, at jeg havde nøjedes med ilt, da de næste 20 minutter står temmelig tåget for mig. Og til sidst slukkede de da også for gassen - jeg var blevet lettere "beruset".

Klokken 16.50 får jeg presseveer og får sat et spejl op, så jeg kan følge med. Jordemoderen guider mig gennem dem, så jeg ikke presser alt for voldsomt. Al ros til hende - hun var SÅ sød, rolig og professionel.

Jordemoderen og sygeplejersken når lige at berette om, hvor sjældent det er, at børnene skriger, før de får hele kroppen ud, før jeg får presset hovedet ud, og barnet stikket i et højlydt vræl!

En presseve mere, og klokken 17.06 har jeg født vores dejlige datter. Hun kommer op på maven, og farmand klipper navlestrengen. Helt perfekt er hun. Dækket af fosterfedt og blod, men åh så dejlig! Apgarscoren var i top, 3.150 gram og 50 centimeter.

Hun snød de sidste 3 jordemødre, der havde mærket på min mave. Alle havde sagt 2.700 gram, og min mave så heller ikke ud til at kunne rumme mere. Men hun må have puttet sig godt derinde.

Så lå vi der og sundede os. Jeg var helt høj oven på den fantastiske oplevelse. Og stolt af min krop og det, den havde præsteret. Så havde jeg jo faktisk været lidt sej alligevel! Jeg gjorde det gerne igen. Men næste gang tror jeg, vi tager af sted lidt før. Jeg skulle jo nødig føde i bilen!

04-05-2006

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Få din fødselsberetning i GRAVIDA

GRAVIDA #2

Fortæl om din fødsel

Silles lynfødsel

Tilfældigt om fædre må overnatte på fødestuen

En fars fødselsberetning

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

fødselsberetning

Skejby

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn





Læs den nyeste udgave af magasinet MIN BABY - et GRATIS magasin til dig, med alt om det bedste vi har!

 Min Baby





Vi er eksperter i privat pasning og tilbyder erfarne børnepassere til familier, som I en periode kan have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Vi kan også passe børnene, hvis I skal til fest, eller bare har brug for en aften uden børn.

 PVB Pædagogisk Vikarbureau






GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2025

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Facebook