Jeg har med meget lyst læst mange af fødselsberetningerne her på Netbaby, blandt andet fordi tiden var lang, da jeg ventede mit barn nr. 2, eftersom jeg gik 6 dage over tiden.
Jeg er en 28-årig pige, som skulle føde mit 2. barn med termin den 17. november 2005. Hele graviditeten har forløbet uden de store komplikationer, lidt kvalme i starten (som så mange andre) og ellers ikke de store gener, udover sure opstød og en efterhånden besværet mave.
Min jordemoder var i hvert fald sikker på, at jeg IKKE ville gå over tid. Jeg havde bestemt mig for ikke at lytte til hende, lige hvad det angår, for man hører jo om, at de ikke altid har ret. Og det havde hun heller ikke.
Ventetiden var lang til sidst. Jeg skulle have født torsdag den 17. november, men både fredag og lørdag meldte der sig ingen baby. Åhhh, det er til at blive vandvittig af. Jeg havde bestemt mig for, at det så skete, når det skete, og at jeg jo ikke kunne gøre det helt store for at fremprovokere fødslen.
Så onsdag morgen den 23. november var der tegnblødning, og jeg krydsede fingre for, at det var tegn på, at der ville ske noget inden for kort tid, men jeg ville samtidig ikke håbe og tro på for meget, for sæt nu jeg skulle blive skuffet og gå endnu flere dage over tiden.
Jeg havde en aftale med en rigtig god veninde om kaffe i løbet af formiddagen. Jeg kunne godt mærke, at jeg så småt fik smerter i ryggen, og jeg var efterhånden også klar over, at det var de længe ventede veer, som var i gang. I starten var der ca. ½ times mellemrum, så jeg nød min morgenmad og kørte på kaffe-visit i løbet af formiddagen.
Kl. ca. 11 måtte jeg informere min veninde om, at jeg faktisk var ret sikker på, at der var optakt til noget. Nu var der 20 minutter mellem veerne, men ikke noget, som gjorde synderligt ondt. Jeg kørte dog hjem og ringede til min kæreste ved 12-tiden. Jeg fortalte ham, at han nok skulle forberede sig på noget enten i løbet af dagen eller næste dag.
Allerede kl. 12.45 ringede jeg til ham igen. "Så kan du godt komme hjem fra arbejde". Da var veerne med ca. 13-15 minutters mellemrum, dog noget ustabile. Da han nåede hjem ca. 15 minutter senere, var der kun 7-8 minutter imellem veerne, og nu gjorde de rigtig AV!
Jeg ringede til Skejby: "Hvis der er så lang tid imellem veerne, bliver du sendt hjem igen, hvis du kommer nu. Tag eventuelt et varmt bad og ring igen, når du synes, det tager mere til". Jeg gik herefter i brusebad, men det var ikke særlig smertestillende, tværtimod.
Veerne tog til, og efter badet var der kun 6-8 minutter imellem. Jeg ringede igen til Skejby og fortalte, at vi altså kørte nu. Vi var på Skejby kl. 15.00, hvor der var vagtskifte. Jeg kunne naturligvis ikke huske, hvor vi skulle ind, og vi gik derfor lidt forkert.
Vi fik dog fundet fødestue nr. 3, og jeg hilste på den nymødte jordemoder. Hun var utrolig sød og rar, og kunne til min glæde fortælle mig, at jeg allerede var åbnet 9 cm. Kanon, så vidste jeg, at jeg var godt i gang med fødslen, og at der forhåbentligt ikke var så langt igen.
Jeg kom i badekar for at dulme de værste smerter, og i løbet af 1 time fik jeg så småt pressetrang. Jeg lå i badekarret, og min jordemoder syntes da bare, at jeg kunne blive liggende. Vi havde forinden snakket frem og tilbage, om jeg havde specielle ønsker i forbindelse med min fødsel, men jeg havde besluttet mig at tage tingene, som de kommer. Det kan være svært på forhånd at planlægge en fødsel. Så det endte med en fødsel i badekaret.
Kl. 16.20 fik jeg for alvor pressetrang, og i løbet af de næste 17 minutter lå jeg og pressede i takt med, at min søde jordemoder holdt øje med babys hjertelyd. Kl. 16.37 blev lille Nicolai født, en sund og velskabt dreng på 4.050 gram og 56 cm lang, så det blev en ret så stor dreng. Min kæreste og jeg har i forvejen en dejlig livlig datter på 2¼ år, som nu er verdens bedste storesøster.
Hele fødselsforløbet gik ovenud, hvad jeg havde forventet. Det hele gik noget hurtigere, end jeg havde turde håbe på. Kroppen arbejdede i takt hermed, og jeg var nok også ret fokuseret på, at denne fødsel skulle "overstås" så hurtigt som muligt, idet min sidste fødsel var noget lang og trættende.
Min positive oplevelse kan til dels også skyldes min dejlige jordemoder Jette Ranum, som under hele fødslen var en utrolig stor støtte og hjælp. En sød pige, som undervejs sørgede for at tørre min mascara af, som var løbet ud, så jeg jo kunne se godt ud på fotos bagefter, og som hele tiden sørgede for, at jeg og min kæreste havde det godt. Hun var også klar på en kvik bemærkning og snak, noget som til dels afledte mig fra de smertefulde veer. En stor tak til jordemoderen.
I dag 5 uger efter fødslen er Nicolai blevet en endnu større dreng. Han måler nu 58 cm og vejer ca. 5.100 gram, så han er vokset godt.
Nu nyder jeg min barsel og glæder mig til de næste mange måneder på hjemmefronten med mine dejlige børn og min kæreste.
15-05-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025