Skrevet af Ditte
Efter at have forsøgt at blive gravid i 1½ år, testede jeg endelig positivt den 7/4-2005. Jeg havde en nem og skøn graviditet.
Jeg fødte den 21/12-2005 en dejlig prinsesse. En stor dejlig pige på 4.800 gram og 55 cm. I slutningen af min graviditet blev jeg scannet en del, fordi de havde mistanke om, at hun var stor, men desværre havde de taget meget fejl. Dagen før hun blev født, skønnede jordemoderen hende til 4.000 gram!
Jeg havde den 20/12-2005 fået lagt en stikpille, og kl. 1 om natten gik vandet. Fødslen tog ialt 13 timer, hvilket er hurtigt for en førstegangsfødende. Jeg gik desværre meget i stykker og endte med at måtte en tur på oprationsbordet.
Min største frygt blev en realitet - jeg skulle væk fra min lille pige og min mand! Det var og har været smertefuldt for mig at tænke tilbage på, at jeg kun flygtigt fik min pige op på maven, og at hun måtte undvære mig de første 5 timer af sit liv.
Ved jordemoderens undersøgelse af vores lille pige opdagede de, at hendes hofter klikkede, hvilket ofte betyder, at barnet har medfødt hofteskred. Vi snakkede om det, men i min narkoserus og lykken over, at vores første ønskebarn endelig var kommet til verden, blev der ikke tænkt ret meget over det, før der kom en læge fra ortopædkirurgisk afdeling.
Han kom og skulle undersøge hende den 23/12-2005 kl. 14.50, 10 minutter før besøgstid! Dommen faldt hurtigt: Freya var født med hofteskred og skulle hurtigst muligt have skinner på.
Min verden faldt sammen. Selvom der kunne være mange andre alvorlige ting, så var jeg ulykkelig. Jeg græd og græd, og samtidig begyndte der at komme familie og venner på besøg. Alle sagde, at det jo ingenting betød, og at vi skulle være glade for, at det var blevet opdaget.
Selvfølgelig er jeg i dag glad for, at det blev opdaget så hurtigt, men i nuet, hvor jeg stod med en baby, der var 2 dage gammel, kunne jeg ikke overskue fremtiden, og syntes, det var synd for hende.
På grund af jul og nytår fik Freya først sine skinner på den 4/1-2006. Jeg skulle egentlig have været alene afsted, men min mor insisterede på at tage med, og det endte jeg med at blive glad for.
Jeg havde selvfølgelig regnet med, at hun blev ked af det, men ikke, at hun blev SÅ ked af det. Freya skreg med en lyd, jeg aldrig før havde hørt hende skrige, og jeg græd sammen med hende! Det stod klart, at intet af det tøj, jeg havde, kunne hun have på med de skinner, så mor og jeg tog afsted med et skrigende barn. Jeg stress-shoppede en masse nattøj og kjoler.
De første 2 dage var et sandt helvede, for Freya skreg som besat. Hver gang, jeg lagde hende, skreg hun, så i 2 dage lå hun på mit bryst. Herefter var der intet at mærke på hende. Hun er et glad og nemt barn, som affinder sig med de ting og forandringer, der er i hverdagen.
Efter 6 uger med skinner på skulle vi til kontrol. Jeg var rystende nervøs. Bare hofterne nu var begyndt at vokse rigtigt sammen, og der var kommet kalkaflejringer. HURRA, det var der, og vi fik en dato for, hvornår Freya ville blive befriet for skinnerne.
Jeg kan se en ende på det hele nu, og nu kan der tælles dage. Jeg glæder mig til at skifte en ble på normal vis og se hendes små ben sprælle.
19-05-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025