Skrevet af Mathilde
  Jeg kunne ikke på nogen måde forestille mig, hvordan det var at blive mor. Det eneste, jeg kunne forholde mig til, var at være gravid, og allerede her fyldte det en kæmpe stor del af mit liv!
Når jeg skulle se på dig, havde jeg altid gravid-brillerne på, altså "kan min mave mon være her i?". Jeg tænkte meget over, hvordan det ville blive efter fødslen, og da jeg var ved at være tæt på fødslen, gik der nærmest panik i mig og ikke mindst mine tanker:
• "Guuuud, jamen hvordan er man mor?".
• "Tænk hvis jeg ikke kan finde ud af at passe ordentligt på mit barn".
• "Tænk hvis jeg synes, mit barn er grimt, eller hvis jeg ikke kan lide hende/ham".
• "Kan jeg finde ud af at amme?".
• "Hvordan vil den kommende far nu tage det hele, ja og er det nu også os to, der skal være sammen for evigt?".
Alle disse tanker og mange mange flere til. Og hvad gør man som desperat gravid (efter man har sat sig ned med en pose saltaber og tudet), så smutter man på biblioteket og låner stakkevis af bøger om emnet "at blive mor". Jeg læste side op og side ned om, hvordan man får den bette til at sove, hvordan man pusler, bader dem osv.
Ud fra, hvad jeg læste, bestemte jeg mig for, hvordan jeg skulle behandle/opdrage min baby. Og det er bestemt noget, jeg ser tilbage på med et smil. For man kan ikke planlægge, hvordan man skal være som mor.
Jeg havde f.eks. bestemt mig for, at jeg ikke skulle vugge mit barn i søvn i barnevognen, for jeg havde læst et sted, at så vænner man barnet til det - og det går jo ikke. Så hjem til manden og forklare ham, at det må vi ikke gøre, når den lille kommer. "Ja ja", svarer han selvfølgelig (er det ikke typisk mænd at tage alting så roligt - vores verden er jo ved at vælte omkuld, vi skal ha' et BARN!).
Jeg tænkte også meget over fødslen. Hvordan mærkes veer? Jeg er garanteret den eneste i hele verden, der ikke opdager dem, og så kommer den lille bare ud midt på stuegulvet - gisp! Og igen læste jeg side op og side ned.
Jeg lavede en pæn ønskeseddel til fødslen og lagde den ned til min vandrejournal. På sedlen stod en masse om, hvordan jeg ville føde. Det skulle være i vand, jeg ville gerne have et lavement inden, smertelindring hvis det blev nødvendigt (gerne epidural fordi jeg havde læst, at den skulle være god), og så var jeg nok ikke så vild med at være nøgen under fødslen, og blod var jeg iøvrigt ikke så vild med.
Nu skal I så høre om den dag, hvor hele mit liv ændrede sig! Vandet gik, veerne startede, vi kom på sygehuset, glemte alt om ønskesedlen og vandfødslen, flåede alt mit tøj af, fordi jeg havde det drøn-varmt. Ja, pludselig stod jeg selv midt i det, og nu var det hele pludselig det mest naturlige i hele verden. Jeg var midt i at føde mit barn - nøgen eller ej, afføring eller ej, blod eller ej. Alt var ligemeget nu, for jeg var ved at bringe mit lille barn til verden.
 Pludselig lå han der på min mave. Jeg var så rørt, at jeg ikke kunne græde, og pludselig var alle de 9 måneders tanker væk, helt væk. Nu var jeg her, og jeg var blevet mor, og der var ikke noget mere naturligt i denne verden.
Det er mit barn, så jeg ved præcis, hvad der er det bedste for ham. Råd fra mor, svigermor, sundhedsplejerske osv. var da rare nok at få, men i sidste ende var det kun mig, der vidste, hvad det bedste var for mit barn.
Med at blive mor fulgte nogle helt nye tanker:
• "Kan jeg nu passe på mit barn?".
• "Er jeg en god nok mor?".
• Og værst af alle tanker: "Hvad hvis der sker mit barn noget?".
 Og jeg som troede, at jeg kunne læse mig til at blive mor! Nej, mor er bare noget man bliver, den dag ens barn kommer til verden. Og alle kan klare det, også selv om man tvivler inden. Det, man skal huske, er at følge sin kvindelige og moderlige intution.
At blive mor er det største på denne jord! At føde er, på trods af smerten, en stor stor oplevelse og gave, og det bånd, der er mellem mor og barn, er det stærkeste og smukkeste, jeg nogensinde har oplevet!
Så rigtig god fornøjelse til dig, der går med de gravide tanker og venter på dit barn!
02-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025