En - ifølge jordemoderen - nem fødsel Jordemoderen syntes, at Camillas fødsel var nem og udramatisk. Camilla er ikke helt enig.
5529
Skrevet af Camilla
Jeg har altid vidst, at jeg ville have børn, og at jeg ville have dem, når jeg var 25 år. Desværre havde forløbet af diverse forhold ikke tilladt dette, og jeg stod lige pludselig og var blevet 26 og havde ingen børn fået.
Så mødte jeg Kasper, og han og jeg var perfekte sammen. Og efter et halvt års tid fortalte jeg ham, at jeg ville have børn meget snart. Hvor stod han i den sag? Efter nogle ugers betænkningstid fortalte han mig, at han ville det samme. Jeg stoppede derfor med p-pillerne i august 2004, 9 måneder inde i vores forhold.
En weekend sidst i august blev jeg gravid. Dette konstaterede vi på en forlænget weekend 4 uger senere i London. Det var jo helt vildt. Jeg havde i hvert fald forventet at måtte vente nogle måneders tid. Glædeligt var det! Men vi kunne jo ikke rigtig forstå det. Og vel lidt skræmte var vi da.
Min graviditet var temmelig uproblematisk. Jeg har et job, hvor jeg rejser ind imellem, og dette fortsatte jeg med uden de store gener i løbet af hele min graviditet. Ellers kom det bag på mig, at man kunne være så træt i graviditetens første måneder. Men det holdt jo op undervejs.
Nakkefoldsscanningen kunne jeg dog godt have undværet. Det viste sig, at jeg var for langt henne til, at scanningen kunne give en sandsynlig risikovurdering. Jeg fik derfor en risikovurdering på doubletesten alene, og den viste, at jeg havde fordoblet risiko ud fra min alder.
Jeg fik derefter foretaget en tripletest, som gav et bedre resultat. Dette til trods følte jeg trang til at få foretaget en fostervandsprøve. Kasper talte mig dog fra det. Men den tvivl, som doubletesten umiddelbart havde plantet i mig, kunne jeg ikke ryste af mig i hele min graviditet. Det var meget belastende, og jeg brugte meget tid på at frygte det værste.
I graviditetens anden halvdel blev jeg temmelig belastet i bækkenet. Jeg havde ondt ved at gå og sov meget dårligt. Men som sagt, jeg sagde til mig selv, at det var nådigt sluppet.
Tre dage efter min termin i maj 2005 skulle jeg til jordemoderen. Hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, og jeg begyndte at græde. Jeg kunne bare ikke klare mere. Jeg var overbevist om, at jeg skulle gennemgå det samme helvede som min mor, da hun fødte min søster og jeg. Hun gik 4 uger over tid og lå i fødsel i en uge.
Jordemoderen forbarmede sig over mig og tilbød at "mærke mig efter". Hun fortalte, at jeg var 2 fingre åben, og hun løsnede fosterhinderne, så jeg var 3 cm åben. Hun fortalte mig, mens det stod på, at det var sådan, en ve ville føles. Det gjorde ondt. Skræmt var jeg ikke, men det havde Kasper været af at se mig gispe oppe på briksen.
Jordemoderen fortalte os, at vi skulle tage hjem, og at det på nuværende tidspunkt ville virke igangsættende for fødslen, hvis vi gik hjem og havde sex. Det magtede jeg dog ikke tanken om, da Kasper satte mig af derhjemme (lidt medtaget af jordemoderens behandling var jeg nok). Han tog så på arbejde, og jeg lagde mig på sofaen. Da var klokken ca. 11.
Jeg kan ret hurtigt ikke finde hvile. Jeg synes, min vejrtrækning er mærkelig, og jeg mærker med mellemrum sådan nogle vilde sug i maven. Jeg går på toilettet. Jeg føler, at mit underliv suges ned i toilettet, og så går slimproppen. Først da begynder jeg at blive lidt mistænksom og lægger anderledes mærke til, hvordan min krop begynder at te sig.
Klokken 13 sender jeg en SMS til Kasper, min mor og min søster om, at jeg tror, at jeg har veer, men at jeg ikke er sikker. Kasper ringer med det samme og spørger, om han skal tage hjem, og jeg siger, at det tror jeg, men at jeg jo bare ikke er sikker på, at den er god nok. Han ringer igen 10 minutter senere og spørger, om han altså skal tage hjem eller hvad. Han lyder til at være lidt rundt på gulvet.
Klokken ca. 14 er Kasper hjemme igen, og jeg har haft veer i mellemtiden. Jeg har forsøgt at holde øje med et ur samtidig, men har ikke helt kunnet administrere det. Kasper tager så tid på mig over de næste 4 veer, og de varer præcis 1 minut, og der er 2 minutter imellem.
Så ringer vi til fødegangen, som taler mig igennem yderligere et par veer, og da de spørger, om jeg kan klare at gå derhjemme, eller om jeg vil ind og undersøges, så vælger jeg klart det sidste.
Vi kommer ind på fødegangen kl. 15.30. Jeg bliver undersøgt og er 4 cm åben. Der har netop været vagtskifte, så jeg møder min jordemoder. En ældre garvet dame. Hun lover mig, at jeg kommer til at have født, inden hun går hjem samme aften.
Efter jeg har skiftet tøj, kaster jeg op, og så er min mave ellers tom. Jeg beder om at komme i vand, så jeg skal have forinden have et lavement. Min mor, som på min foranledning er tilkaldt af Kasper, kommer i samme øjeblik ind ad døren. Hun hjælper mig på toilettet. Jeg skal ikke nyde noget af at have Kasper med mig derind.
I vandet ligger jeg så med en badering omkring mig. Det varme vand føles godt i vepauserne. Jeg får slappet af, selvom der fortsat kun er 2 minutter imellem hver ve. Ca. 2½ time senere bider veerne mere, og jeg beder om at få noget smertestillende. Jordemoderen siger, at vi først skal prøve lattergas. Jeg er på dette tidspunkt 7 cm åben. Kl. er ca. 19.
Jordemoderen tilbyder også at prikke hul på fosterhinden, som på daværende tidspunkt er helt udspilet. Men i samme sekund sprænger den af sig selv, og der flyder en kæmpe skylle grønt varmt fostervand ud. Vores barn har det dog fint; ganske upåvirket over det store, der er ved at ske.
Barnet ligger dog ikke helt rigtigt i fødselskanalen. Jordemoder begynder at nævne noget om, at det måske er en stjernekigger. Jeg nægter at høre efter. Hun får mig om at ligge på siden, men det gør så forfærdelig forfærdelig ondt, så jeg sætter mig hurtigt op igen.
Kasper taler jordemoderen efter munden og bliver ved med at sige: "Kom så skat. Den næste ve tager du på siden". Da jeg har holdt ham hen nogle veer, og han bliver ved med at sige det, hvæser jeg af ham: "Hold nu kæft med det dér!".
Jeg har det bedst med veerne, hvis jeg hænger op af Kasper eller min mor. Det er hårdt for mig, men også for dem, da jeg stadig kræver deres fulde opmærksomhed hvert andet minut. Ellers får jeg kolde klude over nakken og panden, og vand tilbudt af min mor.
Jordemoderen får mig til at gå på toilettet, selvom jeg overhovedet ikke føler trang til det. Det er tungt med så slemme veer - og megamave!
Jordemoderen undersøger mig igen. Jeg har en lille kant stadigvæk - er 9½ cm åben, og det virker ikke rigtig til, at mine veer gør mere for mig. Hun spørger mig derfor, om hun skal fjerne den sidste halve cm for mig, men det kan jeg slet ikke tage stilling til. I den næste ve udsletter hun så hele kanten. Det gør fantastisk ondt!
Herefter beder hun mig om at komme op på alle fire henover en sækkepude for derved forhåbentlig at få barnet til at sno sig ned i fødestilling. Der ligger jeg længe, synes jeg. Jeg husker at kigge på klokken over mit hoved, og den bliver bare ved med at være 21.00.
Jeg får fortsat kun lattergas. Min mor og Kasper administrerer den for jordemoderen. Skruer op for den, når veerne topper, og fjerner den fra mig igen, når veerne lapper af. Jeg beder om mere smertestillende, men det er, som om jeg ikke rigtig bliver hørt.
Efterhånden begynder jeg at mærke pressetrang. Jeg kommer op at stå på jordemoderens anbefaling. Jeg lægger mig dog hurtigt igen. Klokken er ca. 22.00. Jeg kommer ned og ligge på ryggen, og så får jeg at vide, at nu går det løs. Og gud fader, ja det går løs!
Det gør så ondt. Jeg husker pressefasen med gru. Jeg presser og presser og jamrer mig over, at "der sker jo ingenting!". Min mor holder mig i en arm, Kasper i den anden. Mor presser med af al kraft. Kasper kommer med opmuntring ("det er godt, skat", "hvor er du god, skat").
Og jeg brøler derudaf, selvom jordemoderen fortæller mig, at jeg hellere bør lade mine kræfter komme til udtryk ved at presse under veerne frem for at skrige dem ud. Mine veer er nu ret svage, så jeg presser nærmest selv ved egen kraft.
Vores barn er ganske så ustresset over hele situationen. Hjertelyd god. Hårtotten kommer frem, nærmest sølvfarvet og lysende. Og mens hovedet er halvt ude af mig mellem to veer (som jeg efterhånden ikke længere kan skelne), bevæger vores barn sig lystigt inde i min mave. Så utroligt mærkeligt. Jeg græder af smerte og siger, at jeg ikke kan mere. Det gør så stjerneondt at være så udspilet.
I løbet af 4-5 veer er han ude med hovedet, og resten af kroppen lirker jordemoderen ud af mig, da mine veer er så godt som forsvundet.
Og dér kom Axel - en stor flot og færdig dreng på godt 4 kg og 54 cm lang. INTET kan måle sig med en fødsel - og at få så smukt et resultat ud af det som Axel!
Relaterede artikler
© 1999-2025