Skrevet af Anette
Jeg havde termin den 11/19-2005, og da dagen endelig kom, var der ikke tegn på noget som helst. Nå, men tiden gik, og jeg blev bare mere og mere utålmodig, og prøvede flere gamle husråd for at få gang i fødslen, men intet hjalp!
Natten mellem den 18. og 19. gik jeg i seng, mens jeg tænkte "sker det mon i nat", ligesom jeg havde tænkt hver eneste nat gennem flere uger! Da klokken blev 02.00, kom min mand i seng, og som sædvanligt vækkede han mig (han larmer helt vildt, når han skal i seng), men for en gangs skyld kunne jeg ikke falde i søvn igen, for jeg kunne ikke rigtig få ro i kroppen igen.
Jeg havde egentlig ikke specielt mange plukkeveer, men alligevel var jeg urolig. Så da klokken nærmede sig 03.30, tænkte jeg, at måske var det mine veer, der var ved at tage til? Så jeg stod op og begyndte at tage tid på dem, selvom de overhovedet ikke gjorde ondt. Og ganske rigtigt, der var 8 minutter mellem veerne! "Jubii!", tænkte jeg bare.
Jeg havde vildt lyst til at ringe til min mor men tænkte, at jeg nok hellere måtte vente lidt, til jeg var sikker på, at de ikke gik i sig selv igen. Da klokken blev 05.00, kunne jeg ikke vente mere. Jeg måtte bare fortælle det til en eller anden, så jeg vækkede min mand og fortalte, at jeg havde veer. Han lå i sin sødeste søvn og sagde bare "Mmmmm".
Da jeg havde fortalt min mand det, ringede jeg til min far og fortalte ham det. Han syntes, at det var dejligt, at der endelig skete noget og sagde, at jeg skulle ringe, når der var sket noget mere. Da jeg havde snakket med min far, ringede jeg til min mor og sagde, at hun skulle holde sin mobil tændt på arbejdet idag, for jeg havde veer.
Men som jeg havde håbet på, så tog hun fri og kom op til mig sammen med min lillebror og stedfar. Så da klokken var 07.30, vækkede jeg min mand og sagde, at han skulle op, for nu ville min mor komme. "Hvorfor kommer din mor", spurgte han. "Jamen, jeg har jo veer. Kan du ikke huske, at jeg sagde det til dig kl. 5 i morges?", sagde jeg. Næhh, det kunne han ikke.
Så fik han lige pludselig travl. Han syntes, der var 1.000 ting, der skulle gøres, hvorimod jeg tænkte, at det var vigtigere at slappe af. Nå, men min familie kom, og vi spiste morgenmad, og min mor begyndte at tage tid på veerne. Da de omkring kl. 10 begyndte at blive meget uregelmæssige, besluttede vi os for at gå en lille tur, så de kunne blive noget mere stabile.
Og ganske rigtigt. Efter 30 minutters gang var der nu kun 4 minutter mellem veerne, så vi gik op og ringede til fødegangen. Der fik jeg at vide, at da min datter var blevet taget ved kejsersnit, blev jeg betragtet som førstegangsfødende, og derfor ville de godt lige se mig til et tjek.
Jeg ville egentlig ikke have taget noget med derop, da jeg var sikker på at blive sendt hjem igen, men heldigvis var der en eller anden, der sagde, at jeg hellere måtte tage tingene med for en sikkerheds skyld.
Da vi kom derop, blev jeg undersøgt, og til min (og vist nok også til min mors) store overraskelse var jeg 5 cm åben. Jeg fik tilbudt at tage et brusebad (jeg var ret svedig), og selvom jeg egentlig ikke havde ret ondt, så var det alligevel rigtig dejlig at stå under det varme vand. Men alt godt skal jo ha' en ende, så jeg hoppede i den dejlige skjorte, sygehuset havde stillet til rådighed.
Sygeplejersken tilbød mig også et lavement, og når jeg nu alligevel lå med r**** bar, så kunne jeg da ligeså godt få det med det samme. Nå, men vi (min mor og jeg) blev så vist ind på en lækker fødestue, hvor vi sad og læste og ellers bare prøvede at få tiden til at gå, alt imens mine veer begyndte at tage godt fast (AV!).
Klokken 15.30 kommer jeg i bad, da jeg synes, at veerne er ved at være slemme (jeg skulle bare vide, hvad der ventede forude!). Det var skønt at ligge i badet. Dog forsvandt virkningen hurtigt, da jeg ikke kunne finde ud af at arbejde med veerne, så klokken 16.00 bliver jeg tjekket. 8 cm og så kommer jeg op igen.
Kl. 16.15 får jeg noget lattergas. Det virkede overhovedet ikke, da jeg slet ikke syntes, at jeg kunne få luft nok. Jeg ville meget gerne gispe, men det tillader sådan en maske altså ikke.
Klokken 17.15 får jeg pressetrang, og jordemoderen tjekker mig igen. 9 cm åben, kun 1 cm tilbage! På samme tid tager de mit vand, og det er "tyndt lysegrønt vand" (ifølge fødselsrapporten).
Kl. 17.45 får jeg tiltagende pressetrang, og jeg kan slet ikke finde hvile længere, så jeg slider gulvene tynde og går rundt hele tiden. Da klokken bliver 18.15 får jeg en meget stærk pressetrang og begynder at presse. Jeg er stadig kun 9 cm åben, men jordemoderen forsøger at få fjernet den sidste cm.
Hans "lille" hoved dukker hurtigt op, hver gang jeg presser, men det forsvinder desværre lige så hurtigt, hver gang jeg slapper af mellem veerne, der gør rigtig meget avs! Jordemoderen spørger, om jeg ikke vil op og ligge på fødebriksen, da jeg er ved at revne flere steder, og hun har svært ved at holde øje med udviklingen, når jeg står op.
Så jeg får bøvlet mig op på fødebriksen (det er altså noget af en udfordring, når man har et lille babyhoved klemt fast mellem skamlæberne). Men op det kommer jeg da, og efter 1½ time med pressetrang kommer Amir til verden kl. 18.45. Han gav et skrig fra sig med det samme. Hans apgar score var 9/1 (han manglede lidt farve), efter 1 minut var den 10/5, og efter 5 minutter var den 10/10.
Han blev lagt op til mig med det samme, og mens jeg lå og beundrede min dejlige dreng, blev moderkagen født, og derfefter blev jeg syet, hvor jeg skulle syes, og til sidst hjulpet ned fra fødebriksen og over på en mere behagelig seng. Her brugte vi så de næste par timer til at beundre min dejlige søn og til at få ringet rundt til alle dem, der i løbet af dagen IKKE havde samlet sig i venterummet på fødegangen.
Da han havde ligget ved mig i 2 timer, kom jordemoderen og vejede og målte ham. 53 cm og 3.850 gram.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været hjem samme dag, men da jeg ville gøre klar til at tage hjem, får jeg det pludseligt dårligt. Jeg siger det til min mor, og hun tager fat i mig. Vi sætter os ned på sengen igen, og det sidste jeg husker er, at jeg er så træt, at jeg lægger hovedet på min mors skulder og føler en overvældende træthed vælte ind over mig.
Da jeg åbner øjnene igen, står en eller anden og tager mit blodtryk. Det bliver så besluttet, at jeg skal blive til observation natten over, og at de vil tage mit blodtryk med jævne mellemrum. Alt dette husker jeg dog ikke selv, for jeg var virkelig langt væk. Det eneste jeg opfattede var min lille søn, der var skyld i alt dette (men alligevel gjorde jeg gerne det hele for hans skyld en gang til).
  I løbet af natten (mens jeg sover) falder mit blodtryk, og min puls bliver meget høj. Gad vide, hvad jeg har drømt? Nå, men dagen efter bliver vi udskrevet, og jeg kan endelig tage hjem og vise Sara hendes nye lillebror.
Hvor var det dejligt at komme hjem. Og det har især været dejligt, at Sara bare har taget ham til sig fra første dag. Der har ikke været noget som helst, der har mindet om jalousi, og hun er bare så glad for ham. Det er hun også den dag i dag.
11-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025