Skrevet af Camilla
Det må nu være på tide, at også jeg bidrager med fortællingen om min fantastiske fødsel. Vi havde prøvet at blive gravide i 8 måneder, da de to streger endelig kom til syne på graviditetstesten.
Lykken var stor, og den blev bestemt ikke mindre af, at jeg absolut ingen gener eller tegn på graviditet havde. Hver dag var som en hvilken som helst anden. Ingen kvalme, ingen brystspændinger, ingen tegn på graviditet overhovedet. Dog blev jeg en smule mere træt om aftenen og sov skønt om natten.
Jeg kunne skjule min graviditet helt til uge 23, hvor man så kunne ane en lille bule. Da jeg er offentlig ansat, kunne jeg gå fra 8 uger før forventet fødsel, men valgte at blive et par uger mere, da kæresten skulle ind og opereres og derved også gå hjemme.
Jeg var sat til den 26/1-2005, men havde hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg ville føde før tid. Så da kæresten skulle holde stor julefrokost for gutterne den 18. december, og jeg blev smidt hjem til min mor, sagde jeg til ham, at han skulle prøve at drikke bare lidt med måde. For tænk nu hvis...
Og ganske rigtigt. Søndag morgen kl. 7.30 vågner jeg hjemme hos min mor ved, at vandet lige så stille begynder at sive. Vi tager det ganske roligt og får ringet til Herlev Hospital, som siger, jeg skal komme ind og blive tjekket.
Jeg prøver selvfølgelig at få fat i kæresten og fortælle, at fødslen måske er ved at gå igang. Efter 6 forsøg tager han endelig telefonen og er mildest talt stang bacardi.
Han bliver alligevel sat til at pakke en taske (som vi selvfølgelig ikke havde fået sat klar), og vi aftaler at ringes ved, når jeg ved noget mere. På Herlev siger de, jeg skal overflyttes til Glostrup, da de ikke selv har nogen børneafdeling, og dette skal der være, da jeg kun var i uge 34+4.
Klokken ca. 12 ankommer min kæreste og hans far (som har måtte hente ham, da han ikke var i stand til at køre bil), og jeg er blevet installeret i et værelse med besked på at blive i sengen, da de håber, fødslen måske kan gå i sig selv igen. De kan på dette tidspunkt måle veer, men ikke nogen jeg mærker noget til.
Min svigerfar køre hjem, og kæresten bliver lagt på sofaen ved siden af med sandwiches og saftevand og prøver så at få hvilet lidt ud. Klokken 13.45 er jeg 2-3 cm åben, og de siger, det måske bliver i nat eller i morgen tidlig. Jeg har det fortsat helt fint og sidder og snakker med min mor, som skulle med til fødslen.
Kl. 16.00 står der i min journal, at jeg har regelmæssige veer, og de er da også begyndt at bide lidt. Jeg er stadig ved godt mod, og vi har i mellemtiden snakket med en børnelæge om, hvordan det er at få et for tidligt født barn.
Kl. 16.45 er jeg 7 cm åben, og jordemoderen får pludselig travlt. Der var vist ingen, som havde regnet med, det gik så hurtigt, og hun fik da også kørt sengen ind i dørkarmen på vej til fødestuen.
Kl. 17.00 er jeg 9 cm åben, og kl. 17.15 spørger min jordemoder mig, om jeg ikke har en presseve. Hmm, hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde hørt fra andre, at man virkelig følte, man skulle på toilettet, men jeg kunne intet mærke. Jordemoderen måtte så sige til, hver gang jeg havde en presseve, da jeg ikke kunne mærke dem.
Min lille dreng blev født kl. 17.30. Han vejede 2.500 gram, og var 48 cm lang. Det var virkelig en nem og hurtig fødsel, og jeg fik blot en lille rift, som fik et sting.
Efter 15 dage på mor/barn afsnittet kom vi endelig hjem. Mikkel skulle lige lære at spise ved brystet selv og et par dage i lyskasse for forhøjet levertal. Men ellers var der intet. Han klarede det bare så flot og har heller ikke siden hen været påvirket i sin udvikling af at være født for tidligt. Han tog sine første skridt, da han var 10 måneder.
Jeg er nu gravid igen og er i uge 27+0. Alt har indtil nu været præcis som første gang, bortset fra det er en lille pige, vi skal have. Jeg håber selvfølgelig, at alt går lige så godt og nemt, og jeg er meget spændt.
13-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025