Skrevet af Monica
Her er min beretning så. Det gik slet slet ikke, som jeg havde forventet, men ud kom han! Det startede lørdag nat kl. ca. 4.30. Jeg vågnede og tænkte: "Er det i nat?". Klokken passer med der, hvor de fleste fødsler går i gang. Håbe, håbe, håbe.
Jeg var lidt på toilettet, og så begyndte veerne at komme. Jeg havde konstant menstruationsmerter, og veerne var meget milde med 8-10 minutter i mellem, og de varede 2-3 minutter. Efter jeg var sikker, vækkede jeg manden. Han troede nok ikke helt på det, da vi har ventet så lang tid. Men han vågnede og opladede kameraet.
Da klokken var 7.00, ringer jeg til fødeklinikken. "Hej, øhhh ja, jeg tror jeg skal føde. Hov der gik vandet". Mig ud på toilettet. "Hmmm, nu tror jeg, at jeg tisser". "Ja, det kan da godt være, du gør det! Hvilken farve har vandet?". I mit hoved skulle jeg til at sige helt klart. Selvfølgelig! Men så kigger jeg ned og ser, det er ret grønt. "Nå, så kan I ikke føde på klinikken, og I skal komme hurtigst muligt".
Efter jeg har sagt farvel til jordemoderen, begynder jeg at grine og græde. Min mand bliver helt rundt på gulvet og løber frem og tilbage og pakker ting. Nå, men vi kommer derind og bliver undersøgt. Jeg er 1-1½ cm åben. Nå, men jeg føder i dag, for hvis mine veer ikke gør så meget, vil de sætte vedrop på. Og det gør de så ca. kl. 12.
Og så falder hjertepulsen. De har sat en elektrode på hans hoved, så de kan måle det ret godt. Jeg har den længste ve, og der kommer læger og jordemoder løbende ind. Op og ligge og få ilt. Så ned at ligge på den anden side. Så faldt min verden sammen. Jeg fattede minus, men blev så bange.
Nå, men efter 14 timer med veer og ca. 7 timer med vedrop på 40-50 stykker, er jeg kun 1-1½ cm åben! Næsten 2 cm! Jubiii. Lægen kommer ind og fortæller mig, at han ikke regner med, at jeg kan føde selv. Så der skal foretages kejsersnit. Jeg bliver ret ked af det, men også en del lettet, da jeg ikke kan holde til, at hans hjerte dykker sådan og alle de dumme veer.
Alle er mega søde. Lægen fortæller dog, at mit bækken er alt for smalt (9½ cm), så han regner ikke med, at jeg vil kunne føde selv. Så fremover er det kejsersnit med det samme. Øv, så var det derfor, hans hjerte dykkede sådan. Han kunne ikke få hovedet igennem bækkenet, stakkels dreng. Tænk, at man ikke kan se det i forvejen nu om dage. Men super personale til selve operationen.
Jeg er glad for, han kom ud, og han fik 10 i apgar score begge gange. Pyha, jeg var noget nervøs. Fostervandet har været grønt, fordi han har været moden. For der var ingen tegn på iltmangel, hverken fra den ene eller den anden prøve. Så alt vel.
Jeg er dog lidt ked af de dage, vi har været indlagt. Vi kom på en midlertidig stue, da der ikke var plads på barselsgangen. Og der var de i gang med at flytte. Så vi har slet ikke fået nogen info eller noget. Kun i dag, da vi selv har opsøgt det.
Men vi har det alle godt. Gabriel spiser bare hele tiden. Mælken er snart ved at være der. Men han viger ikke bort fra mit bryst. Han vejede 3.430 gram og var 53 cm lang. Så det var tæt på. Lige før fødslen sagde en jordemoder ca. 3.600 gram. Han er sååå dejlig, selvom han skriger natten lang. Men han vil da bare have babs, så det får han.
21-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025