Skrevet af Shila
Terminen hed 16. maj 2003, og dagen kom tættere og tættere på. Den 6. maj var vi til fødselsdag, og klokken var mange, da vi kom hjem, så i seng med os.
Men søvn blev det ikke til meget af, for kl. 1.57 var der noget, der begyndte at gøre ondt. Først trode jeg, det igen var mit bækken, der brokket sig, men jeg kunne bare ikke finde ro, så jeg stod op. Manden sov trygt allerede, så jeg gik ind i stuen.
Jeg begynde at blive klar over, at dette her måtte være veer, men jeg ville lige se tiden an, før manden blev vækket. Jeg prøvede igen at gå i seng, men jeg nåede kun at lægge mig, før det igen gjorde ondt. Op igen.
Klokken var efterhånden blevet 4, og jeg kunne bare ikke finde ro, selvom jeg var møg træt. Klokken 5 gik jeg på wc. Der var lidt blod, og jeg blev klar over, at nu var det ved at være tid til, at vores baby skulle komme.
Jeg vækkede Kasper og sagde, han godt kunne slukke uret, for han blev snart far. Han slukkede men lagde sig til at sove igen. Nå ja, tænkte jeg, han kan jo lige så godt sove, inden det hele går løs. Han stod op ved 8-tiden.
Vi spiste morgenmad sammen og hyggede, så godt vi nu kunne. Tiden gik, og min jordermoder havde sagt, at jeg først skulle ringe, når jeg ikke kunne holde det ud mere. Ved 12-tiden gik veerne i stå, og jeg fik sovet et par timer, før de igen kom. Men det var stadig ikke noget, jeg ikke kunne holde ud.
Da vi nåede sengetid, blev jeg på sofaen, da jeg ikke orkede at gå på trapper. Jeg sov ikke meget den nat.
Den 8. maj klokken 5.00 stod Kasper op. Jeg sagde, han godt kunne tage på arbejde, for der kom ingen baby ud af det her. Han gjorde sig klar, og lige som han skulle til at gå ud af døren, begyndte veerne at gøre rigtigt ondt. Han så på mig og sagde: "Hmm skat, er du nu også sikker på, at jeg skal tage afsted?", og nej det var jeg lige pludselig ikke mere. Han ringede igen til arbejdet med besked om, at han ikke kom.
Det var en flot maj-dag med høj sol, så vi gik ud og satte os lidt. Jeg ringede til min mor og bad hende køre mig på sygehuset, for jeg kunne ikke holde det ud mere. Ved 10-tiden var vi der. Jeg blev modtaget af min egen jordemoder, og hun undersøgte mig. Jeg var 3 cm åben, så jeg valgte at tage hjem igen, da jeg ikke er god til sygehuse.
Dagen gik, og det gjorde bare av av, men veerne kom, som vinden den blæser. Nogen gange var der 5 minutter imellem, andre gange var der 30 minutter. Jeg gik i bad hele tiden. Det var så skønt med det varme vand.
Klokken 21 ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg kommer, for nu kan jeg ikke mere. Klokken er 22, da jeg igen står på fødegangen. En jordemoder tager imod mig og undersøger mig. Jeg er stadig kun 3 cm åben. Jeg bliver frustreret og begynder at tude. Så mange timer, så meget smerte, og ikke så meget som 1 cm har det givet.
Jeg får kørt en strimmel, og klokken 23 møder en ny jordermoder ind. Malene hedder hun. Hun virker sød, og jeg får en fødestue, for hjem igen vil jeg ikke. Hun laver et karbad til mig, og der ligger jeg så til kl. 00.30, hvor jeg ikke kan holde ud at være i det varme vand mere.
Jeg bliver undersøgt, og er nu 5 cm åben. Jubii, nu sker der noget. Men hvor er jeg dog træt. Min krop er brugt, og veerne kommer med 5 minutter imellem. Klokken 1.30 beder jeg om en blokade, men Malene vil ikke give mig den.
Hun spørger, om jeg vil prøve lidt lattergas, og ja bare giv mig noget. Jeg har aldrig før prøvet lattergas, og da jeg får masken, står jeg op. Hun har skruet den for højt op, så jeg falder bagover, men heldigvis griber min mor og Kasper mig. Så efter den omgang skulle jeg ikke have mere af det.
Så prøvede jeg at få noget varmt på, men det kunne jeg ikke holde ud. Klokken 2 tager hun vandet, og det giver en cm mere, så nu er det 6 cm. Men nu kommer veerne også med 3 minutter imellem. Jeg beder igen om en blokade, men hun vil lige prøve med bistik først. For h..... hvor gør det ondt at få lagt, og de hjalp mig ikke.
Klokken 2.30 føles det som om, jeg skal på wc. Jeg siger det, og hun mærker efter. Det viser sig at være presseveer, og jeg får at vide, at jeg ikke må presse, da jeg stadig kun er 6 cm åben. Men det er lettere sagt end gjort.
Jeg er ved at være hys og råber og skriger på en blokade. Hun lægger et kateter for at tømme min blære og mærker igen efter. Nu er jeg 7 cm åben, men jeg er hys og har svært ved at lade være med at presse, når veerne kommer.
Klokken 4.20 mærker hun igen, og nu er jeg 9 cm åben. Jubii, nu er det snart overstået, men klokken 5, da hun igen mærker, er jeg kun 7½ cm åben, så nu får jeg den blokade. En sur læge møder op klokken 6.30 og lægger blokaden i min ryg. Endelig kan jeg slappe af.
Jeg har under hele forløbet været bundet til en seng, fordi der var 100% overvågning af mit barn. Klokken 7 møder en ny jordemoder op, en lidt ældre dame, og hun havde bare en ro i sig, så jeg slappede helt af og faldt i søvn. Jeg sov dog ikke mere end 15 minutter, men det gav lidt ny energi.
Klokken 9 er jeg 9½ cm åben, men den sidste kant vil ikke forsvinde, så hun er flere gange oppe for at provokere den, men den vil ikke give sig. Så smørrer hun noget på, som skulle få den til at forsvinde.
Men klokken 10.43 bliver der en frygtelig ballade på stuen. En børnelæge kommer ind og fortæller mig meget hurtigt, at nu SKAL babyen ud, da hjertelyden er nede på 71, så han lægger en sugekop, og jeg bliver bedt om at presse, alt hvad jeg kan.
På 3. presseve kommer min datter til verden. Klokken er 10.51 fredag den 9. maj 2003, og lille Jasmin var noget medtaget. Pæn var hun ikke på grund af sugekoppen, men idag er hun næsten 3 år og den smukkeste pige i verden.
27-06-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025