Skrevet af Christina
Efter at have læst rigtig mange fødselsberetninger herinde på Netbaby, sidder jeg tilbage med følelsen af, at der ikke er nogen helt almindelige fødsler. Der er altid et eller andet, som ikke går helt efter bogen. Men sådan er det jo med fødsler, er det ikke? Sådan var det i hvert fald også dengang, min lille pige blev født.
Jeg havde termin den 5. juni 2005. Jeg var på forhånd nervøs for, at min lille baby skulle komme ud på min fødselsdag den 8. juni, og jeg fik da også en masse regelmæssige plukkeveer hen under aftenen den 7. juni, men mere skete der ikke.
Jeg havde også håbet, at der ikke ville ske noget før efter den 10. juni, som var første dag for det Fynske Dyrskue i Odense, og det ville jeg meget gerne med til. Så jeg havde lavet en aftale med "Baby" om, at det først blev derefter. Den aftale holdt hun da.
Da det blev den 12. juni, begyndte jeg at blive en smule utålmodig. Nu måtte der godt snart ske et eller andet. Jeg prøvede numsegang og spise chili, og kunne ikke bruge det gammelkendte trick med sex, da jeg var alene. Efter min aftensmad gik jeg i seng.
Følgende er en let omskrivning af den fødselsberetning jeg skrev for selv at prøve at holde lidt styr på alt det der skete i de efterfølgende dage.
Jeg gik i seng kl. ca. 22.30, men nåede ikke at falde i søvn, før jeg fik plukkeveer, som var så kraftige, at jeg ikke kunne sove fra dem. Der var ca. 7 minutter imellem, da klokken blev 2, og jeg ringede til fødegangen.
Jeg fik besked på at tage to smertestillende piller og et langt bad, til de virkede, og så gå i seng igen. Da jeg ikke havde noget smertestillende i huset, og jeg ikke orkede badet, gik jeg i seng igen. Jeg fik dog ikke sovet.
Da jeg endelig kom under dynen igen, blev veerne mere intense, og klokken 6 ringede jeg igen til fødegangen, hvor jeg kom til at tale med "min" jordemoder. Hun sagde, at næste gang jeg ringede, skulle bare være lige før, vi kørte hjemmefra.
Jeg havde da ca. 6 minutter mellem veerne. Jeg var nu sikker på, at fødslen var i gang, og jeg ringede derfor efter min storebror, som skulle være chauffør, og min veninde, som skule være fødselshjælper.
De kom ca. kl. 7.30. De havde efter ordre taget morgenmad med. Mens jeg ventede på dem, gik jeg i bad og fik dækket bord til morgenmaden.
I løbet af formiddagen fandt jeg en god stilling i sofaen, hvor jeg kunne sidde og "rokke" med bækkenet, når veerne kom. Jeg havde ikke gået til fødselsforberedelse, men vejrtrækningen faldt mig meget naturligt.
Omkring kl. 15 følte jeg ikke, at jeg kunne klare mig derhjemme mere. Der var i gennemsnit ca. 5 minutter mellem veerne, men de var ikke regelmæssige. De svingede mellem 3 og 8 minutter, men de varede mellem 45 og 70 sekunder, og jeg fik lov til at komme ind til undersøgelse.
Denne foregik på ambulatoriet. Jeg blev vist ind på en stue, og det føltes som om, der gik en evighed, før der kom en jordemoder. Jeg har ALDRIG prøvet noget så smertefuldt som den første indvendige undersøgelse!
Jeg SKREG! Min storebror, som ventede ude på gangen, fortalte, at han havde meget lyst til at fjerne jordemoderen med magt, da han kunne høre, at hun ikke stoppede, selvom jeg skreg stop, så højt jeg kunne! Det gjorde bare SÅ ondt!
Jeg var 2 "små" fingre åben, men jeg fik heldigvis lov til at blive. Kl. 16 blev vi sendt ned på fødegangen. Min veninde blev vist rundt et par gange. Hun er blind, og skulle jo gerne kunne orientere sig lidt.
Jeg hilste på den jordemoder, som skulle tage sig af mig, og vi snakkede smertelindring. Hun sagde, at hun mente, at det var for sent til Pethidin. Jeg husker, at jeg tænkte, at så var det hele overstået kl. 20. Det var da lige til at overskue.
Min veninde og jeg snakkede lidt om, at babyen ville komme til at holde fødselsdag fredag den 13. nogle gange i sit liv, og det var jo sådan set lidt synd for den.
Jeg sad op på sengen det meste af tiden og forsøgte at genskabe min stilling fra sofaen, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg sad på tværs af sengen og lænede mig tilbage på armene. Jeg sad sådan i flere timer - intet under, at jeg næsten ikke kunne bruge mine arme dagen efter.
Efter ca. 3 timer ville jordemoderen undersøge min indvendigt igen. Jeg havde stadig ikke åbnet mig mere, men denne gang gjorde undersøgelsen ikke nær så ondt, måske fordi jeg var forberedt på smerten?
Hun spurgte, om jeg var interesseret i Pethidin, så jeg kunne sove lidt, og jeg sagde ja tak, for jeg havde jo ikke sovet i ca. halvandet døgn. Jeg lagde mig ned på sengen, og min veninde og jeg snakkede lidt sammen, før jeg prøvede på at falde i søvn. Jeg fik ikke sovet meget mellem veerne, men jeg blev meget døsig.
Kl. 21.30 ifølge fødselsjournalen er vandet gået. Der var RIGTIG meget! Jordemoderen sagde på et tidspunkt, at hun havde i hvert fald set 4 liter, og så ville hun gerne lige lukke det sidste ud. Det gjorde hun ved at presse babyen lidt tilbage.
Da fostervandet var lidt grønt, satte hun også en elektrode på babys hoved. Hun sagde også, at det nok var på grund af alt det vand, at jeg ikke havde åbnet mig mere, så NU ville det nok gå fremad.
Kl. 23 kommer der en ny jordemoder, som jeg ikke er spor glad for, da jeg føler mig presset af hende. Blandt andet vil hun havde mig til at tage imod steriltvandspapler. Da jeg havde læst mig til, at der er ca. 25 procents risiko for, at de bare vil gøre smerterne værre, har jeg ikke lyst.
Hun når alligevel at spritte både mave og lænd af for at lægge dem, før jeg får sagt nej på en måde, som hun forstår! Under hele denne periode er veerne uregelmæssige men kraftige.
Kl. 4 er min veninde nødt til at tage hjem for at forberede sig til en eksamen den 16. juni, noget jeg stadig ikke helt har forstået. Min anden veninde bliver tilkaldt, og det er vidunderligt, da hun kommer. Hun har født før, så hun ved, hvad det drejer sig om.
Ydermere er hun i stand til noget så simpelt som at fylde min vandflaske eller trække i snoren, når vi har brug for hjælp. Ved dette skift er jeg begyndt at føle pressetrang ved nogle af veerne. På trods af uregelmæssighederne i veerne åbner jeg mig fint, og babyen synker fint ned.
Kl. 7.30 kommer der igen ny jordemoder. Hun hedder Anette, og jeg er glad for at slippe af med hende, som jeg ikke kunne udstå. Jeg har nu pressetrang ved alle veer, og det er efterhånden svært at lade være med at presse.
Anette undersøger mig, og siger, at der kun lige er livmodermunden, som skal trække sig tilbage, og det mener hun, den vil gøre, hvis jeg presser lidt med. Hvilken velsignelse! Jeg ligger på siden i sengen og presser lidt, når trangen er der. Det er dejligt.
Døsigheden forlader mig endelig efter ca. 10 timer, hvor jeg har siddet på en stol og været ved at falde i søvn mellem veerne, vågnet, når jeg var ved at falde ned, rejst mig op og gået rundt, indtil næste ve meldte sig, sat mig ned, når den kom, og så ellers gentaget det mønster i 10 timer!
Lige siden vandet gik, var det sådan, det foregik. Nu er jeg ikke træt mere. Jeg er lige klar til at føde og glæder mig til, den lille baby kommer op og ligger på min mave.
Kl. 9 begynder Anette at snakke om ve-stimulerende, da veerne stadig er uregelmæssige, og hun tilkalder vagtlægen for at tjekke ph-værdi, som er fin. Jeg kommer på fødelejet, og hun bruger et forsøg i hver hånd for at lægge droppet.
Til sidst prøver den observerende læge, og det lykkes for ham i første forsøg. Det er ca. kl. 10.30. Veerne kommer herefter hyppigere men stadig uregelmæssigt.
Efter et par veer får jeg fundet den rette presseteknik, og min veninde og jeg finder en god rytme mellem veerne: "Vand! Læber! Klud!", og så kommer næste ve. Jeg når at presse to gange på hver ve, men jeg ved med mig selv, at hvis jeg kan nå at presse bare én gang mere, så kan jeg få presset hovedet ud.
Og det er rigtigt. Første gang, det lykkes mig at presse tre gange, kommer hovedet ud. Hvor ville jeg gerne have haft et spejl! Her er selvfølgelig et af de lange ophold, og babyen sparker rundt inde i mig. Det er ikke just behageligt, men den lange pause giver mig da tid til at få skjorten knappet op, for baby skal jo op og ligge på min mave.
Kl. 11.02 kommer næste ve og dermed min lille pige. Det første, hun hører i denne verden, er min venindes skingre udbrud: "DET BLEV EN LILLE PIGE!". Hun vidste, hvor meget jeg havde håbet på det, og hun er lige ved at tude!
Da jeg siger til hende, at nu må hun gerne tage billeder, løber hun over efter kameraet. Jeg forsøger at se min lille pige, men det er slet ikke nemt, når hun ligger der. Hun skriger og skriger og vil slet ikke falde til ro. I journalen står der, at hun har veludviklede lunger.
Anette begynder at snakke om moderkagen, og min veninde siger, at det føles næsten ligesom, da vandet gik, når den kommer ud. Anette beder mig presse med, og det gør jeg. Jeg tænker, at så kan jeg måske snart få ro til at se min datter sådan rigtigt.
Moderkagen kommer ud, det gør ondt, og det undrer mig et kort øjeblik, men jeg tænker, at det nok er på grund af en bristning. Anette undersøger moderkagen, og den er fin.
Så undersøger hun mig. Det gør også ondt, og igen tænker jeg, at jeg nok er bristet. Hun siger, at hun lige vil hente vagtlægen igen. Jeg spørger, om jeg er bristet, og hun siger ja, men det er ikke det.
Lægen kommer, han undersøger mig og spørger, om det gør ondt, når han trykker her? Jeg skriger bare. Han siger, at der er et hæmatom, en blodansamling, som han "lige er nødt til at gøre noget ved". Jeg hører ham bede om en skalpel og når lige at tænke, at han vel ikke har tænkt sig at skære i mig uden at bedøve mig først, men det gør han.
Jeg mærker noget fosse ud af mig. DET føles, som da vandet gik. Jeg spørger lidt undrende, om det var blod, og han siger bare ja. Min veninde har senere fortalt, at det sprøjtede ud på ham. Selvom han skubbede sig tilbage, nåede han ikke at undvige.
Jeg har svært ved at koncentrere mig om min lille pige. Jeg har ikke sovet rigtigt i over 50 timer, og alene derfor er jeg forvirret - og så alt det her oveni. Det hele kører rundt oppe i hovedet på mig.
Lægen siger, at han gerne vil have mig med på operationsgangen, så jeg kan blive syet ordentligt. Jeg spørger, om jeg ikke kan blive syet her på stuen med lokalbedøvelse, men han bliver ved med at sige, at det ikke vil bliver ordentligt, og til sidst siger han, at jeg sandsynligvis vil skulle syes om, hvis jeg ikke bliver kørt på operationsgangen.
Jeg kigger på min veninde og på Anette og spørger, om hun så ikke kan blive vejet og så videre. Jeg mener, mens jeg er væk, men Anette misforstår og tror, at jeg vil vide så meget som muligt, før jeg bliver hentet.
4.102 gram vejer hun, og hun er 52 cm lang. Da portøren kommer, siger Anette, at det var godt, at reservemor var der, altså min veninde, så hun kunne passe min lille pige, mens jeg var væk.
Jeg har et billede af mit eget ansigt set med min venindes øjne. Det må naturligvis være fantasi, men i min fantasi er mit blik fuldstændigt desperat, og min eneste tanke er: "PAS GODT PÅ HENDE".
Jeg kommer ned på operationsstuen, hvor en hel masse mennesker præsenterer sig for mig. Jeg er forvirret i forvejen, og det her hjælper ikke. De eneste, jeg lægger mærke til, er lægen og hende, som siger, at hun skal sørge for, at jeg har det godt, mens jeg er der (det er den eneste gang, jeg ser hendes ansigt).
Jeg får en epiduralblokade, hvilket er enormt dejligt, da det gjorde meget ondt der, hvor blodansamlingen havde været. Det var dog en mærkelig følelse ikke at kunne mærke mine ben. Ifølge min veninde tager det ca. 3 kvarter, fra jeg bliver kørt væk, til jeg er tilbage. Det føltes som en evighed!
Jeg får spurgt lægen mange gange, om jeg er bristet helt om til endetarmen. Hver gang svarer han: "Ja, men det er ikke alvorligt". Det kan jeg ikke få til at hænge sammen, for det, jeg ville have spurgt om, var, om min ringmuskel var beskadiget, men som sagt var jeg temmelig forvirret. Ringmusklen var heldigvis intakt.
Jeg fik kateter sat op og en slange, hvor der kunne løbe blod fra livmoderen fra, for hele min skede blev fyldt med gaze for at stoppe blødningen.
Kunne jeg gøre noget om, ville jeg vælge den sidste af mine fødselshjælpere fra start. Jeg ville også have bedt om ve-stimulerende, det er helt sikkert. Og bedt om at slippe for jordemoder nr. 2, for det kan man jo faktisk.
Det var en dejlig fødsel, ingen tvivl om det. Men det bagefter havde jeg gerne undværet. I starten ville jeg aldrig have flere børn, for det der med at blive tvunget væk på den måde, det ville jeg ikke kunne klare igen.
Nu overskygger det dog ikke mere, og der er ingen tvivl om, at Johanne en dag skal være storesøster. Hun er nu 10 måneder gammel.
06-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025