Skrevet af Poula
Lørdag morgen den 11. februar 2006 kl. 4.45 vågner jeg ved, at jeg har ondt i maven og skal på toilettet. Åh nej, diarré tænker jeg. Så jeg går på toilettet. 8 minutter senere kommer mavesmerten igen, og igen 8 minutter senere. Hmm, så er det nok veer!
Jeg vækker min kæreste og fortæller ham den gode nyhed. Veerne varer omkring 45 sekunder hver gang og fortsætter med at komme med ca. 8 minutters mellemrum. Omkring kl. 6 ringer vi til fødegangen og snakker med en jordemoder. Vi snakker om, hvornår jeg skal komme derind, og hun siger, jeg skal ringe igen, når veerne varer længere (omkring 1½ minut), og der er 3-4 minutter imellem. Så jeg må bare vente.
De næste timer går jeg meget rundt. Jeg har det bedst med at stå henover køkkenbordet, når veerne kommer, mens jeg klemmer min kærestes hånd. Men smerten er absolut udholdelig. På et tidspunkt tager jeg også et brusebad, og det varme vand lindrer også lidt.
Omkring kl. 10 synes vi, veerne kommer lidt hyppigere, og de varer nu omkring 1 minut. Så jeg ringer igen til fødegangen og snakker med en jordemoder. Hun mener ikke, det er absolut nødvendigt at komme ind og blive tjekket, men jeg insisterer, fordi jeg gerne vil vide, om der er sket noget. Så vi kører derind.
Omkring kl. 11, efter 6 timer med veer, bliver jeg tjekket indvendigt og får beskeden 1½ cm livmoderhals tilbage og 1 finger åben. Så der var altså ikke sket meget, veerne har ikke været effektive. Den ene jordemoder siger på et tidspunkt, at det meget vel bare kan være plukkeveer, og at jeg måske slet ikke vil føde snart. Det er bare ikke det, man har lyst til at høre.
Men vi vælger så at blive på sygehuset og gå lidt rundt i nogle timer og komme tilbage for at blive tjekket. Omkring kl. 14 bliver jeg tjekket igen, og der er ikke sket det store, så vi bliver sendt hjem igen. Får besked på at ringe, når vandet er gået eller veerne tager til, dvs. bliver mere kraftige.
Derhjemme bliver veerne langsomt mere kraftige, men varigheden og hyppigheden er nogenlunde den samme som om formiddagen. Omkring kl. 16.30 går jeg igen i bad. Min kæreste holder bruseren, så der løber varmt vand mod lænden under veerne. Det lindrer en hel del. Omkring kl. 17.50 beslutter jeg mig for, at jeg vil ud af badet igen. Jeg vil lige give det en ve mere. Under den næste ve kan jeg lige pludselig mærke et smæld i maven, og vand begynder at strømme ned ad benene. Vandet er gået!
Vi bliver begge to begejstrede. Men så kommer der pludselig en ve. Av av, den gør meget ondt. Så kommer der en mere og en mere. De er taget til og er nu meget mere kraftige. Så min kæreste ringer til fødegangen, og de mener, vi skal komme derind.
Veerne er nu for alvor begyndt at tage fat. I bilen på vej til sygehuset når jeg at få 3 veer (det er en 10 minutters køretur), og de gør bare mere og mere ondt. Jeg når også at få et par veer mere på den korte tur fra parkeringspladsen hen til fødegangen.
Vi ankommer til fødegangen omkring kl. 18.30, hvor jeg bliver undersøgt af en jordemoder, som kan fortælle, at jeg er 4-5 cm åben. Hun mener, at hvad vi end har lavet derhjemme, så har det været effektivt. Pyha, godt der er sket noget, når jeg lige at tænke mellem to veer.
Efter at jeg er blevet undersøgt, beder jeg om at få noget smertelindring, lattergas, epidural, et eller andet. Jordemoderen vil imidlertid gerne køre en CTG først for at se, hvordan babyen har det. Men hun begynder at indse, at mine veer er for kraftige til, at jeg kan ligge ned, mens jeg får kørt en strimmel, så hun tjekker kort babyens hjertelyd med en doptone.
Hun tilbyder mig at komme ind på en fødestue, så jeg kan få lattergas. Jeg får også tilbudt lavement, som jeg siger ja tak til. 5 minutter efter, jeg har fået lavementet, skal jeg på toilettet - og får virkelig tømt mine tarme. Og nu begynder veerne for alvor at gøre ondt.
Jeg forsvinder lidt ind i mig selv, og kan nu bagefter ikke huske særlig mange detaljer omkring de næste par timer. Desværre har den jordemoder, som undersøgte mig, rigtig travlt, da hun har to fødsler samtidig, så vi er efterladt meget til os selv.
Efter omkring en halv time dukker der en anden jordemoder op, og hun bliver min redning. Hun foreslår karbad, og jeg siger ja tak på betingelse af, at jeg kan få lattergassen med. Den nye jordemoder vælger ikke at tjekke mig indvendig, hun kan åbenbart fornemme, hvor jeg er i fødslen, så det er ikke nødvendigt.
Jeg kommer op i karret omkring kl. 20, og smerten bliver øjeblikkeligt lidt mere udholdelig. Vandet gør, at jeg kan bevæge mig mere frit omkring og kan ligge, sidde og stå i forskellige stillinger, som jeg har lyst. Jeg får brugt lattergassen rigtig meget. Jeg har faktisk masken på konstant, også mellem veerne. Et par gange bliver min kæreste nødt til at vriste masken fra mig, så jordemoderen kan komme i kontakt med mig.
Efter et stykke tid, får jeg stærk pressetrang. Det føles som om, man skal på toilettet. Det er ikke videre behageligt, men i det mindste gør det lidt mindre ondt, når man kan presse med i stedet for ikke at kunne gøre noget. Jeg fatter ikke rigtigt, at det er presseveer, jeg er begyndt at få nu. Ikke før, jeg kan høre min kæreste i baggrunden spørge jordemoderen, om det er presseveer, jeg har, og hun svarer ja.
Nu er klokken omkring 21.30. Jamen, så kan der jo ikke være lang vej endnu - der er håb forude. Jeg når at ligge i mange forskellige stillinger under presseveerne, siddende, på ryggen, i fødestol (nede i vandet) og på alle fire. Pressetrangen tager langsomt til, og efter et stykke tid kan jeg under veerne også mærke, at det strammer i skeden. AV for den. Det føles som om, jeg revner helt fra navlen og om til nakken!
Hele tiden skal jeg presse og holde igen, presse og holde igen, alt efter hvad jordemoderen siger. Uhh, det er svært ikke bare at presse, men jeg kan også mærke, at så ville det for alvor gøre ondt. Jordemoderen spørger mig på et tidspunkt, om jeg har lyst til at mærke hovedet, og jeg svarer nej! Hun fortæller, at det kan give ekstra motivation, men jeg holder fast i, at det vil jeg ikke.
Men i næste presseve rækker jeg alligevel hånden ned mellem benene, og der kan jeg mærke noget stort og blødt på vej ud. Midt i al smerten bliver jeg næsten rørt til tårer, for det er jo mit barn, der er på vej ud i verden. Jordemoderen fik ret - nu kan jeg holde til lidt endnu.
Til sidst får jeg lov at presse, alt hvad jeg kan. Nu ligger jeg på ryggen, og jeg presser og presser, men hovedet bliver ved med at ryge ind igen. Til sidst beder jordemoderen mig om at vende mig om på alle fire, for det kan måske hjælpe. Det er ikke det nemmeste i verden at vende sig om, mens man er ved at føde, men heldigvis hjælper vandet, så jeg nemmere kan vende mig om.
Imens kan jeg høre jordemoderen fortælle den studerende og min kæreste, at først bliver hovedet født, og i næste ve kommer resten af kroppen. Og så får jeg en presseve. Jeg presser en enkelt gang, og lige pludselig er hovedet ude. Så tænker jeg, at jeg da lige så godt kan få det overstået, og presser lidt mere, og så kommer skuldrene og kroppen ud.
Lige pludselig kan jeg høre min kæreste sige til mig: "Der er en baby i vandet!". Aldrig er jeg blevet så forskrækket, lykkelig, rørt og det hele på én gang. Smerten er forsvundet som dug for solen, og nu er jeg blevet mor. Klokken er 22.14, og det er stadig den 11. februar.
Jordemoderen skubber min lille baby op til mig, mens han stadig er i vandet. Han kigger med store øjne, og så løfter hun ham op. Først nu skriger han, og jeg kan høre min søns gråd for første gang. Det er den mest mærkelige lyd her midt i alt kaoset. Lige pludselig handler det hele om ham, og fødslen er overstået. Underlig fornemmelse.
Jeg kommer ned og sidde og får den lille i armene. Jeg holder ham nede i vandet med hovedet oppe over, for at han ikke skal fryse. Så skal min kæreste klippe navlesnoren. Bagefter tager jordemoderen ham op og vikler ham tæt ind i håndklæder, og min kæreste (nu far) får ham, så de kan hygge sig, mens jeg kommer op.
Inden jeg træder ud af karret, skal jeg lige føde moderkagen. Jordemoderen holder et fad under og siger "pres", og jeg presser en enkelt gang, og moderkagen er født. Det gør ikke ondt. Jeg kan se en blodig masse i fadet men er kun interesseret i at komme op, så jeg kan se min søn. Vi får aldrig set moderkagen rigtigt, for jordemoderen spørger ikke, men jeg er ikke ked af det nu bagefter, for al vores opmærksomhed var rettet mod vores nyfødte barn.
Efter jeg er kommet op, skal jeg undersøges for at se, om jeg er gået i stykker. Det er jeg heldigvis ikke, og det undrer mig meget, for som sagt føltes det som om, jeg revnede hele vejen. Nå, men sådan føles det åbenbart at føde.
  Efter ½ time kommer jordemoderen ind med en bakke med brød og te og et lille flag. Vi fejrer jo lillemandens fødselsdag! Den lille bliver vejet og målt: 3.620 gram og 51 cm. Perfekt. Han får fuld Apgar-score og er bare den sødeste, dejligste lille baby, man kan forestille sig - og han kigger allerede med store øjne.
Jeg fik altså en vandfødsel. Det var ikke noget, jeg havde overvejet inden, men det kan helt klart anbefales. Man kan bevæge sig mere frit, vandet lindrer smerten, og jeg gik jo ikke i stykker.
 Det skal lige nævnes, at jeg havde verdens bedste jordemoder. Hun var der hele tiden og bakkede mig op, gav mig ordrer og roste mig, alt efter hvad jeg havde brug for - og det fungerede så godt. Bagefter fik jeg så meget ros af både hende og den studerende, for jeg havde klaret det så flot for en førstegangsfødende.
Hun sagde også, at jeg næste gang kunne risikere en lynfødsel, fordi det gik så stærkt (3 timer fra jeg var 4-5 cm åben, til jeg fødte). Hmm, jeg ved ikke, om det er en god ting, for jo hurtigere det går, jo mere ondt gør det. Men på den anden side, så er det hurtigere overstået. Nå, den tid den sorg!
Til alle jer, der ikke har født endnu: Glæd jer! Jo, det gør ondt, men det er rigtigt, som folk siger: Det er det hele værd!
 Nu er min lille søn snart 3 måneder, og han er bare den sødeste og kæreste lille dreng. Han griner og smiler hele tiden, og han græder kun, når han er sulten. Han er dejlig rolig og sover fint om natten. Han vågner kun en enkelt gang for at spise, og falder så i søvn igen. Vi kunne ikke ønske os en dejligere baby!
10-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025