Da min mand og jeg ventede vores barn nummer to, forløb alt planmæssigt. Graviditeten var pragtfuld, og jeg var ovenud lykkelig, for den første graviditet havde været et smertefuldt helvede af ødemer og bækkenløsning.
Men denne gang var det bare lykke, og jeg greb ofte mig selv i at tænke, at hvis alle graviditeter var sådan, så skulle jeg have mange børn.
Jeg var sat til at føde den 17. oktober, og den dag kom da også. Vi havde besluttet os for ikke at lave planer en uge før min termin, og til jeg en gang havde født, så vi nussede bare rundt om hinanden og havde nogle dejlige dage sammen med den store. Vi snakkede meget omkring det at blive storebror, og hvad det ville betyde for vores lille trekløver nu at skulle være fire.
Den 21. oktober blev jeg så midlertidig træt af vores fire vægge og trængte til at komme ud. Så min mand og jeg besluttede, efter en hyggelig frokost med vores søn, at vi skulle ud og gå tur. Og så kunne vi da også lige handle ind på vejen hjem.
Som sagt så gjort. Vi travede byen tynd. En lille lykkelig trekløver. Da vi nåede SuperBrugsen på vej hjem, begyndte mine veer midt i frugt og grønt. Men stædig som jeg var, insisterede jeg på, trods mange protester fra min bedre halvdel, at vi skulle have handlet, for som jeg sagde, nu vi er her, kan vi jo lige så godt få købt bleer med hjem.
Nu ligger landet sådan, at jeg lider af et kraftigt shoppe-gen, så det bedste for mig under en ve var åbenbart at stoppe i vognen. Da jeg nåede til frostboksen, havde mine veer taget lidt mere til, og selvfølgelig skulle jeg (vi bor i en lille by) støde ind i min svigermor, der jublende udbrød: "Jamen, lille skat dog, du har jo veer". Som om det var en nyhed, jeg ikke selv havde registreret.
Derefter traskede vi hjem over med alle vores varer. Igen insisterede jeg, stædig som jeg nu er, på at bære alle varene fra min spontane shoppetur i Brugsen. Hold op, hvor de har meget unødvendigt bras.
Da jeg nåede hjem, var mine veer så kraftige, at jeg måtte ringe efter min stedmor. "Kom og hent Jonathan", lød min bøn. Hun kom fluks sammen med min søster. Min søster pakkede så Jonathan sammen, mens jeg ringede til min jordemoder og meldte min ankomst.
Vi ankom til sygehuset kl. 17.00, og efter endt undersøgelse kunne hun konstantere, at jeg allerede var 4 cm åben. Beskeden lød: "Gå lidt op og ned ad gangen, og så gør jeg fødestuen klar imens, og om ca. en halv times tid tager vi vandet på dig".
Nu er jeg jo ryger, og sådan en omgang kræver en cigaret, så da jeg til min store rædsel opdagede, at jeg i forvirringen havde glemt dem, begyndte jeg at jokke over p-pladsen på vej mod bilen. Min mand skyndte sig efter. Han ville vide, hvor jeg var på vej hen. Jeg skulle da lige køres ned i kiosken nede på havnen for at købe cigaretter. Da han nægtede at køre mig,
begyndte jeg at gå. Han indhentede mig hurtigt i bilen og lovede at køre mig derned. Hvis jeg så bare blev i bilen. Aftale. Vi fik hentet mine elskede cigaretter, og jeg var lykkelig.
Da vi kom tilbage på sygehuset, gik der længe, inden min jordemoder dukkede op igen. Klokken var faktisk 18.25, før hun tog vandet på mig. Og så gik det stærkt. Allerede klokken 18.55 følte jeg en ustyrlig trang til at presse, men jeg fik ikke lov før kl. 19.02. Jeg havde blot 2 presseveer, så var min lille guldklump ude. Jeg var udmattet og træt og tænkte faktisk kun på, at alle de mennesker, der var omkring mig, skulle forsvinde, så jeg kunne have min lille baby for mig selv.
Jeg registrerede ikke engang jordemoderen, der sagde tillykke med den lille velskabte dreng. Først da jeg fik ham op og ligge hos mig, gik det op for mig, at det blev en dreng. Jeg kiggede op på min mand, der stod og trillede tårer af bar glæde.
Selvfølgelig udnyttede jeg hurtigt hans sårbarhed og kyssede vores lille guldklump i panden, hvorefter jeg sagde:" Velkommen til verden lille Lucas". Min mand var nemlig meget opsat på, at han skulle hedde Loke. Ikke lige sagen, synes jeg. Han nikkede bare, greb mobilen og begyndte at ringe rundt til hele familien med denne besked: "Lucas er lige blevet født". Det var faktisk først omkring kl. 22, at det gik op for ham, at vi allerede der havde givet ham sit navn.
Ja, så det var lige vores historie om "lille" Lucas. Han vejede 4.550 gram og målte 54 cm, så han var en ordentlig guldklump.
16-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025