Skrevet af Rikke
Graviditeten
Jeg havde en dejlig graviditet. Jeg er dekoratør og havde et barselsvikariat, da jeg kort efter at have droppet p-pillerne blev gravid. Hende, jeg vikarierede for, valgte at komme tilbage lidt tidligere end planlagt, så allerede fra 3. måned var jeg arbejdsløs og kunne tilfreds gå hjemme og passe godt på mig selv og min voksende mave.
Ud over lidt nedsat appetit havde jeg ingen gener de to første trimestre. Allerede i 32. uge stod barnet fast i bækkenet, og de sidste mange uger havde jeg smerter i bækkenet og begyndte at få meget vand i kroppen. Mit blodtryk havde ligget lidt højt, så der blev holdt godt øje med mig.
Til den sidste scanning, som var en såkaldt "vækstscanning", fik vi at vide, at vores barn var en anelse stort, muligvis fordi jeg havde gået hjemme under graviditeten, og at hvis jeg gik tiden ud til den 20. april, skulle jeg nok regne med at føde en 4-5 kg stor baby.
Jeg besluttede derfor hurtigt sammen med min baby, som vi kaldte "Dikkedak", at jeg ville føde for tidligt. Min mor sagde ret hurtigt, at hun var sikker på, jeg så ville føde lige på min egen fødselsdag den 5. april.
Fødslen
Tirsdag den 4. april om morgenen kl. 05.36. Da jeg vil rette på den pude, jeg har mellem benene, når jeg sover, synes jeg, det føles lidt vådt. Jeg springer hurtigt op af sengen og ud på toilettet, hvor en ordentlig kaskade af vand fosser ud af mig. Helt eksalteret og lykkelig råber jeg til min mand: "Kasper! Yes, der er gevinst". Kasper står op og kommer ud til mig noget forvirret og søvnig. "Typisk, at min mor skal have ret! Nu kommer den lige på min fødselsdag".
Ingen af os kan sove lige med det samme, så vi ringer som planlagt til fødegangen og melder, at der er vandafgang. Vi aftaler at komme derind kl. 12 og få kørt en strimmel.
Kasper tager fri fra arbejde, og stadig uden veer tager vi af sted til fødegangen. De kører en strimmel, tager min temperatur og måler blodtryk, og så bliver vi sendt hjem igen.
På vej hjem tager vi lige forbi Blockbuster efter 5 film at fordrive ventetiden med, og et smut ind til mine kollegaer. Det er lidt mærkeligt at stå der og være i gang med sin fødsel. Men altså stadig ingen veer.
Resten af dagen tilbringer vi på sofaen, og vi går i seng stadig uden veer. Vi sover begge tungt den nat, hvilket er fantastisk, især for mig, der har sovet rigtig dårligt de sidste mange uger af graviditeten.
Onsdag den 5. april er det jo min 25 års fødselsdag, og vi spiser lidt hyggelig morgenmad, inden vi kl. 8 møder ind på fødegangen. De kører endnu en strimmel, tager temperatur og måler blodtryk.
Kl. 10 sætter de en stikpille op, og vi får at vide, at den egentlig bare skal modne livmoderen. Vi skal så komme ind igen kl. 15 og få sat den pille op, der skal sætte gang i det hele. Så bliver vi sendt hjem.
Kasper synes nu alligevel, at det er synd for mig, at min fødselsdag bare skal gå med at vente, så han ringer til min mor, som ankommer med boller og jordbærtærte og masser af gaver og blomster.
I mellemtiden er jeg begyndt at få lidt menstruationslignende smerter. Mens vi hygger og snakker, tager smerterne til, men jeg lægger ikke så meget mærke til det. Jeg holder bare nogle pauser i samtalen og fortsætter så, når det ebber ud igen.
Ca. kl. 13 kigger Kasper meget alvorligt på mig og siger, at nu synes han altså, at vi skal køre. Det kommer lidt bag på mig, for jeg synes egentlig ikke, det er så slemt endnu. Men han og min mor har taget tid, og der er kun 3 minutter mellem veerne, som varer lidt over et minut. Jeg går med til at køre, og Kasper ringer og melder vores ankomst. I bilen tager veerne meget til, og jeg er glad for, at vi er på vej.
Da vi ankommer til fødegangen, undersøger jordemoderen Lea mig, og jeg er 4 cm åben. Lea fylder et badekar til mig, og det er en lettelse at komme ned i vandet. Ikke kun på grund af det varme vand, men især på grund af vægtløsheden, der gør, at jeg kan vende og vride mig uden besvær.
Smerterne er altoverskyggende, og jeg føler ikke, jeg har nogen pauser, eller at jeg kontrollerer noget som helst. Jeg er helt i min egen verden og føler mig mest som et lille trodsigt barn. Jeg har hele tiden lyst til at stoppe og tænker flere gange, at jeg slet ikke gider have et barn. Jeg kan kun ligge på alle fire og kigge lige ned i vandet, som bliver mere og mere grumset, men jeg er ligeglad.
Kl. 14 skal jeg have et penicillindrop i hånden, fordi der er gået så lang tid siden vandafgang. Det spolerer min stilling i karret og gør, at jeg nu nærmest må hænge på kanten for, at droppet ikke kommer i vand.
Midt i det hele bliver der renset ud i min krop. Jeg når lige at bede Kasper om et bækken, får rejst mig op i karret og holdt det ind under mig, før min tarm tømmes. Det vigtigste for mig på det tidspunkt er, at det ikke kommer i vandet, for så skal jeg jo op!
Vel tilbage i vandet beder jeg så om et bækken mere og kaster op, til der kun er mavesyre tilbage (jeg undskylder overfor sarte sjæle, men det er jo en beretning fra det virkelige liv det her og ikke nogen Barbara Cartland roman).
Jeg bliver tilbudt smertelindring, men siger nej til en epidural alene af den grund, at jeg slet ikke kan overskue, at det hele måske går i stå. Jeg vil bare have det overstået så hurtigt som muligt. Jeg beder selv om akupunktur, men nålene i hovedbunden har ingen effekt, og Kasper ender med at fjerne dem, da jeg ret hurtigt selv har bøjet dem og mast dem længere ind i hovedet.
Jeg havde forventet, at fødselssmerter ville sidde i maven eller lænden, men jeg må konkludere, at mine sidder meget koncentreret i skambenet og urinrøret. Kasper hjælper mig ved at massere, nusse og støtte og give mig ilt i en maske, da jeg stadig ikke føler, at der er nogen pauser mellem veerne.
Jordemoderen Lea trøster mig med, at der som regel kommer en lang pause, inden presseveerne begynder, men så heldig er jeg heller ikke. Pludselig kl. ca. 16 får jeg lyst til at presse og bliver gelejdet op på land og undersøgt. Jeg er over 9 cm åben og får lov til at presse, alt det jeg vil. Jeg kan ikke overskue at skulle tilbage i vandet, og lægger mig i stedet på alle fire på briksen støttet af en sækkepude.
Presseveerne er voldsomme, og heller ikke her får jeg lange pauser. Efter et stykke tid får Lea mig overtalt til at ligge på siden med det øverste ben i en stigbøjle og Kasper som støtte. Det virker rigtig godt, og kl. 17 kan hovedet skimtes. Der er 3-4 pres i hver ve, og selvom det klart virker bedst, når jeg holder vejret, kan jeg ikke dy mig for at skrige som en sindssyg.
Ved hvert pres kommer der lidt afføring med ud, men det fjerner Lea hver gang (ja, I kan sgu' lige så godt få det at vide). Ved de sidste mange pres føles det som om, mit urinrør er ved at flække på langs. En afsindig smerte. Jeg holder fast om Kaspers talje og flår i ham, når jeg presser, så han har også følt lidt smerte, den stakkel.
Endelig får jeg presset hovedet ud, og alle andre end mig ser nu, at baby har navlesnoren to gange rundt om halsen. Kasper er ved at dø af skræk, men lader mig ikke mærke det. Det tager hele to presseveer mere at føde kroppen, og kl. 17.37 (altså præcis 36 timer efter vandafgang) får jeg mit barn op brystet.
Lea spørger, om jeg selv vil se, hvad det er, og jeg konstaterer træt, at det er en dreng. Men nej! Alle griner. Det er den fineste lille pige (med meget store skamlæber), og hun ligger bare lige så stille og kigger på mig med meget store sorte øjne. Vi navngiver hende med det samme Freja.
Jeg havde nok lidt håbet, at når først jeg fik mit barn op til mig, ville alle smerter fortage sig og forelskelsen begynde. Men jeg må desværre indrømme, at det ikke helt var tilfældet. Der er et langt efterspil med en masse læger, fordi jeg bløder fra en brist i livmoderhalsen og skal syes ganske lidt i skamlæberne.
Mens jeg ligger på briksen, begynder mine baller og lår at gå i krampe, og det resulterer desværre i nogle voldsomme og smertefulde muskelkramper, der fortsætter hele det første døgn. Mine smerter forhindrer mig desværre i at følge med i alt det, der foregår omkring Freja. Jeg er simpelthen bare ligeglad.
Efter mit eget ønske kommer mine forældre kort efter fødslen ind til os på fødestuen, og de tager sig faktisk godt af Freja, mens Kasper forsøger at lindre mine smerter, så godt han kan.
Freja er en smuk lille pige på 3.800 gram og 53 cm, selvom hun kom 15 dage for tidligt. På grund af den lidt hårde medfart er hendes blodsukker alarmerende lavt, og hun er meget svag. Der er på et tidspunkt tale om, at vi skal overføres til et andet sygehus, men de vælger at lægge en sonde og give hende et ekstra tilskud af modermælkserstatning for at holde tallene stabile.
Først sent om aftenen kommer vi over på barselsgangen, og bliver den første nat installeret på enestue. Kasper sover med Freja på brystet hele natten, da jeg selv har for ondt til at ligge roligt.
Dagene efter er hårde, og jeg får mange tudeture både af træthed men især over følelsen af ikke at elske min datter nok. Der er tidspunkter, hvor jeg ønsker hende langt væk, og jeg er bange for, at jeg har fået en depression. Jeg finder dog hurtigt ud af, at søvn og smertelindring er vejen til mere overskud. Og at forelskelse for mig er noget, der kommer snigende, indtil det her en dag 3 uger efter er blevet til en altoverskyggende kærlighed.
Vi er indlagt i en uge lidt til og fra, da hun får gulsot og stadig er meget svag.
  Nu er hun 3 uger gammel. Jeg er endelig ved at fatte, at jeg er hendes mor, og hverdagen er begyndt igen, og det er dejligt. Mine smerter er der stadig, og jeg har nu fået den forklaring, at jeg har nogle blodansamlinger i bækkenbunden, der står og trykker på nogle nerver. Det betyder, at jeg ikke er så mobil, som jeg kunne ønske, og det gør ondt, hvis jeg står op for længe af gangen. Men alt det skulle gerne fortage sig om et par uger, så jeg væbner mig med tålmodighed.
Der går nok et stykke tid, før jeg vil synes, at det var "som at smutte en mandel" og måske også lidt tid, før hun bliver storesøster. Men hun er fantastisk, og hun er og bliver den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig!
25-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025