Min uforglemmelige fødsel Tines fødsel endte med et akut kejsersnit på grund af dykkende hjertelyd.
4826
Skrevet af Tine
Efter 6 år har jeg endelig fået bearbejdet min traumatiske fødselsoplevelse nok til at kunne fortælle andre om den.
Det var en meget nem og ubesværet førstegangs graviditet. Nærmest ingen morgenkvalme og ingen andre fysiske problemer, og derfor arbejdede jeg frem til 14 dage inden min termin den 19. marts 2000.
Som de fleste førstegangs gravide gik vi troligt til fødselsforberedelse og følte selv, vi var parate til selve fødslen. Den skulle dog overhovedet ikke blive, som jeg havde håbet på.
Efter at være gået 9 dage over tid (nok de længste 9 dage i mit liv), begynder vandet at sive, så derfor tager vi lige en tur ind på fødegangen og får kørt en strimmel. Men ak, ingen veer endnu, så vi triller hjem igen med besked om, at hvis fødslen ikke er gået i gang inden for 24 timer, skal vi komme tilbage, og så vil jeg blive sat i gang.
Men det bliver heldigvis ikke nødvendigt, for kl. 03.30 bliver jeg vækket af den første ve - og så skal jeg ellers love for, at fødslen kommer i gang. Veerne var lige på og hårdt med 5 minutter imellem og varede mellem ½ og 1 minut. Efter en telefonopringning til fødegangen får vi at vide, at de vil sende en ambulance med det samme, for det kunne komme til at gå stærkt (men tiden ville vise noget andet).
Så jeg får mig slæbt ned af trappen til ambulancen, hvor chaufføren med et smil siger, at vi må da vist hellere køre den lange vej for at undgå hastighedsbumpene i vejen. Men hvad han glemte at sige var, at der var "et eller andet geni", der havde lavet ca. 10 af disse bump på den ca. 500 meter lange indkørsel fra vejen op til indgangen til fødegangen. Det var helt og aldeles hæsligt at skulle forcere dem med veer, som nu kom med 2-3 minutters mellemrum.
Så fulde af håb og positive forventninger kommer vi ind på en fødestue, hvor en sød jordemoder kører en strimmel og undersøger mig. Øv en skuffelse, jeg er kun 1 cm åben, men hvad der er endnu værre er, at måleren viser, at barnets hjerteslag falder dramatisk ved hver ve, hvorfor de sætter en pulsmåler op på hans hoved.
Jeg klarer mig uden smertelindring frem til middag, hvor lægen (en rigtig sød og sympatisk mand) bestemmer, at nu skulle der sættes skub i tingene, fordi jeg kun havde åbnet mig 3 cm på 8 timer, og baby bestemt ikke fik det bedre. Faktisk var det sådan på nuværende tidspunkt, at hvis jeg indtog nogen som helst anden stilling end at sidde ret op og ned på sengen, faldt hans hjerteslag helt ned til mellem 25-40 slag og rettede sig først, når jeg igen sad oprejst.
Så alle de veer, jeg havde haft siden kl. 03.30, havde mere eller mindre været ubrugelige. Nå, men ind kommer de med ve-drop, som bliver lagt og tændt. Der går ikke ret lang tid, før jeg er fuldstændig omtåget, og jeg kan rent faktisk ikke huske andet end, at jeg bad om en epiduralblokade, som jeg fik ret hurtigt. Så hvad der kommer nu, har jeg fået fortalt, for jeg kan ikke huske noget af de næste 10 timer.
Da epiduralblokaden er blevet lagt, bliver ve-droppet skruet op på fuld styrke. Mit blodtryk er nu skyhøjt, og jeg har permanent en elektronisk blodtryksmåler på armen og får taget mit blodtryk hvert 15. minut (det er rent faktisk min mand, der trykker på knapperne og aflæser for jordemoderen).
Jordemoderen er hos os hele tiden på grund af min reaktion på ve-droppet, babys stress og hjerteslag, der stadig daler ved hver ve, men hvor det nu tager længere og længere tid om at rette sig. Kl. 18 er jeg stadig kun 5 cm åben og nu så dårlig, at jeg brækker mig konstant.
Kl. 20 er der vagtskifte, og en ny læge kommer ind for at checke mig. Uden at lytte til jordemoderen, som har været hos mig siden kl. 10 om formiddagen, beordrer hun mig til at ligge fladt på ryggen (den anden læge kunne klare at undersøge mig, hvor jeg bare sad tilbagelænet), hvorfor babys hjerteslag prompte falder til 20 slag pr. minut. Hun får mig hurtigt sat op igen, og jeg er nu 8 cm åben, men der er stadig en kant.
Da hun ser min og babys tilstand, får hun slukket for ve-droppet og giver os frem til kl. 22 til at åbne de sidste 2 cm, ellers skal jeg have et akut kejsersnit. Det gode er, at nu da ve-droppet er slukket, er jeg ikke længere så omtåget, og jeg kan rent faktisk nu huske resten af forløbet.
Vi når selvfølgelig ikke frem til kl. 22, for baby er nu blevet så stresset, at jordemoderen ca. 20 minuter senere nærmest løber ud på gangen for at hente lægen og en portør samtidig, og de kommer alle 3 farende ind på fødestuen (babys hjerteslag faldt til 45 og rettede sig meget meget langsomt, det virkede nærmest som en evighed), hvorefter portøren begynder at køre sengen hen til operationsstuen, mens lægen forklarer mig, hvad der skal ske, og jeg underskriver samtykkeerklæring - alt sammen på samme tid.
Da jeg stadig har epiduralkateteret i ryggen, bliver jeg nærmest smidt over på operationslejet samtidig med (sådan føles det ihvertfald), at narkoselægen topper blokaden op, og der bliver sat afskærmning op.
Det hele går så hurtigt, at jeg nærmest ikke kan følge med, og min mand er der ikke, for han er ude at klæde om, så han kan være med. Han når ind 2 minuter inden, de begynder kejsersnittet, og det føles nærmest som om, at alle er bange for, at barnet er ved at dø.
Det viser sig også, at han er dårlig, da han kommer ud. Han har navlestrengen 2 gange meget stramt rundt om halsen, og vi får at vide, at hver gang jeg havde en ve, blev navlestrengen strammet til, så den nærmest klemte sig selv og afskar blodtilførlsen til barnet. Men det værste var, at hvis det ikke var endt med et kejsersnit, så mente de, at der havde været en ret stor risiko for, at barnet enten var blevet hjerneskadet på grund af iltmangel, eller at han simpelthen ikke havde overlevet.
Men denne historie har heldigvis en lykkelig slutning. Jeg fødte en sund og velskabt dreng på 52 cm og 3.770 gram, som idag er verdens dejligste dreng, og som for 1½ år siden blev storebror til en dejlig pige (som blev født ved planlagt kejsersnit, men det er en anden historie).
Relaterede artikler
© 1999-2025