Da vores datter kom til verden Faren til Anisettes datter valgte at forlade dem inden fødslen, og Anisette måtte indstille sig på et liv som enlig mor.
5370
Skrevet af Anisette
En kold november dag i 2004 fandt jeg ud af, jeg havde en lille spire i min mave. Og jeg var lykkelig. Desværre var det kun mig, som så det fra den god side, og min datters biologiske far valgte at smutte.
Jeg indstillede mig på et liv som enlig mor, men sådan gik det heldigvis ikke. En måned efter mødte jeg min dejlige mand, som nu også er min datters far.
Jeg hyggede mig med min graviditet, elskede at min mave voksede, og når hun sparkede. Men det var også hårdt. Mit bækken ville ikke, som jeg ville, og jeg havde meget lav blodprocent i slutningen af graviditeten.
Jeg havde termin den 22. juli, og tiden nærmede sig hurtigt. Vi kom ikke til nogen form for fødselsforberedelse, da holdet ikke kunne komme op at køre. Men ud skulle hun jo nok komme alligevel. Vi nød sommeren, men jeg havde vand i hele kroppen og elskede at ligge i haven og lufte maven.
Den 21. juli vågnede jeg og havde tegnblødninger. Jeg var helt vild. Jeg ringede til fødegangen, som sagde, jeg bare skulle tage det roligt. Der kunne gå lang tid endnu. Så jeg sendte manden på arbejde og gik derhjemme og gik i gang med at skrubbe gulve. Alt skulle gøres rent.
Da han kom hjem igen, var der stadig ikke sket mere. Vi besluttede at tage til Vorbasse marked med et vennepar. Jeg vraltede rundt og skulle tisse hver andet sekund. Men der skete ikke så meget ellers i kroppen.
Vi kørte hjem og gik i seng. Jeg vågnede i løbet af natten, da jeg var begyndt at få småveer. De bed mere og mere, og jeg sov ikke mange timer. Manden blev hjemme fra arbjede om fredagen, selvom jeg ikke mente, det var nødvendigt.
Jeg faldt i søvn op ad formiddagen, og det fik mine veer til at gå helt i stå igen. Øv. Vi hyggede ellers rigtig meget, og i løbet af dagen kom de da også tilbage igen. Vi spilled Yatzy og gik ture, og manden tog tid på mine veer, som slet ikke kunne bruges til noget. De var slet ikke kraftige nok.
Veerne fortsatte natten mellem den 22. og 23., og jeg lå og hulkede og halvsov hele natten. Lørdag den 23. ringede jeg igen til fødegangen og sagde, at nu ville jeg gerne havde, at de kiggede på mig, selvom jeg godt selv var klar over, det ikke var endnu. Jeg kunne stadig grine og snakke, og det havde jeg hørt, man bestemt ikke kunne med slemme veer.
Vi kom der ind ved 9-tiden, og jeg var var knap en finger åben. De kunne se, jeg havde veer, men som jeg selv sagde, var de ikke gode nok. Vi tog hjem igen, og resten af dagen gik med, at jeg tullede rundt med værre og værre veer. De gjorde bare ondt.
Kl. 17 ringede jeg igen og kunne næsten ikke sige noget, så hun sagde, at vi nok skulle komme nu. Vi hentede min svigermor, som skulle med til fødslen.
Kl 18. kom vi der ind. Jeg blev undersøgt og var 6 cm åben. Jeg blev noget overrasket, og det var de faktisk også, eftersom jeg var førstegangsfødende.
Jeg kom i bad og var nok ude og lave stort mindst 50 gange. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke gav mig et lavement. Det vil jeg have næste gang.
Kl. 20 tog min jordemoder vandet. Jeg var der 8 cm åben. Jeg ville bare op og gå. Jeg kunne ikke ligge eller sidde, og der var slet ingen, der skulle røre ved mig. Jeg var helt stille, og kun én gang kom jeg til at slå min mand, hehe, men undskyldte helt vildt bagefter. Han var noget overrasket over mig. Man hører jo altid, at kvinder er så hysteriske, når de føder. Men ikke her.
Kl. 21 ville jeg presse. Jeg stod op af sengen og pressede og pressede. Det var bare SÅ dejligt. Nu kunne jeg virkelig bruge de lede veer til noget. Jeg kom op på fødebriksen, og så skal jeg lige love for, jeg fik presseveer. Det var så vildt. Jeg havde max. 30 sekunders pause mellem hver ve, og hun ville bare ikke ud. Min jordemoder nåede knap nok at vende sig, før jeg skulle presse igen.
Min datters hjertelyd hoppede op og ned. De begyndte at snakke om sugekop, med de kunne tro nej. Jeg ville det her selv! Så jeg tog fat i mine ben og pressede som aldrig før. Hendes hoved kom, og min jordemoder sagde, at jeg skulle gispe, for ellers ville jeg sprække. Jeg gispede løs, og plop kl. 21.56 smuttede hun ud. Hun var helt blå og gispede meget efter vejret.
En børnelæge blev tilkaldt. Jeg lå med hende på maven i 5 minutter, før der tog hende med på neonatal, og der lå jeg så med min svigermor ved min side. Dennis var hos vores datter. Jeg var lidt i chok over, at hun bare var væk.
Dennis og jordemoderen kom ned og fortalte, at hun var 55 cm og vejede 4.054 gram. Stor pige. Jeg havde også i mellemtiden født moderkagen, som vejede over 1 kg, så hun har haft det godt derinde.
Jeg kom op på neonatal og så bare den her lille baby i en kuvøse med slanger osv. over det hele. Jeg følte slet ikke, hun var min. Jeg var grædefærdig og ville bare væk, men heldigvis gik den følelse hurtigt over.
Hun kom ud af kuvøsen dagen efter, men fik drop på grund af noget infektion. Vi lå der en uge, og fik så lov at komme hjem. Jeg er meget ked af, at hun/vi fik den start på livet. Jeg havde aldrig troet, at mit barn skulle ligge der. Hun var jo sund og rask og født til tiden. Jeg ville også ligge på barselsgangen med mit barn og ikke bare være hos hende hver 3. time. Det var hårdt.
I dag er hun en stor og dejlig pige, som nærmer sig sin 1 års fødseldag. Til november skal hun være storesøster, og denne gang presser jeg på livet løs, for jeg vil have min baby hos mig denne gang.
Relaterede artikler
© 1999-2025