Kære Juliane Læs Marias beretning til sin datter om hendes fødsel.
4135
Skrevet af Maria
Nu vil jeg berette om den dag, du kom til verden i det smukkeste snevejr, man overhovedet kunne forestille sig, ligesom jeg havde forestillet mig det.
Tirsdag den 27. december 2005 forventede jeg egentlig, at vi skulle møde dig (dette var dagen, hvor jeg hele tiden havde sagt, at du ville ankomme). Men du mente noget andet, så vi ventede da bare videre. Der var jo ikke så meget, vi kunne gøre. Det var helt op til dig, hvornår du var klar.
Ifølge scanningen var det også først nytårsaften. Måske var det fint nok, da jeg netop havde været hos lægen og fået konstateret et akut lændehold, så føde, det mente jeg bestemt ikke ville blive rart.
Onsdag den 28. december 2005 havde jeg hele dagen menstruationssmerter og en mystisk lyst til rugbrødsmadder med Nutella. Menstruationssmerterne var jeg ikke ubekendt med, da jeg flere gange i graviditeten havde haft det, så måske var det nu, eller måske var det ikke.
At jeg havde lyst til de her Nutella-madder var lidt mere mærkeligt, da jeg ellers aldrig spiser det. Men 9 hele store rugbrødsmadder med Nutella blev det til denne onsdag. Måske var det for at tanke kroppen op med noget energi, for denne aften gik det jo som bekendt løs. Kort før midnat spiste jeg de 5 af madderne.
Klokken 00.30 var vi, din far og jeg, gået i seng, og jeg syntes godt nok, de kom i bølger de her menstruationssmerter, så vi ville lige tage tid på dem. 10 minutter imellem, men det ændrede sig hurtigt til 4 minutter, og sådan fortsatte det ellers bare. Din far begyndte at tro på, at det kunne være nu, og jeg var da også delvist klar over det, men jeg ville ikke rigtig sige det højt, da jeg jo kunne tage fejl.
Imens vi så lå der - jeg havde ondt, og din far tog tid - begyndte han at spørge mig om, hvilket tøj han skulle have på ud på fødegangen! Altså, det kunne jeg da bare overhovedet ikke tage seriøst, men lidt sødt var det da. Det endte vist desuden bare med at være det første og det bedste i skabet.
Jeg sagde til din far, at nu skulle han lægge sig til at sove lidt, så én af os i det mindste havde fået lidt søvn. Han påstod højtlydt, at DET kunne han da ikke nu, hvor det var i gang osv., og så gik der ellers 3 minutter, og en lettere snorken bredte sig i soveværelset ovre fra din fars side af sengen. Ja ja, han kunne ikke sove.
Jeg forsøgte også, om jeg kunne falde i søvn, da smerterne overhovedet ikke var slemme bare ret regelmæssige, så jeg blev konstant vækket. Jeg stod op og satte mig ved computeren for at fordrive tiden, og måtte hvert 4. minut op at stå for at klare mig igennem en ve. Jeg fik skrevet på Netbaby, at jeg nu havde haft veer i et par timer.
Derefter smuttede jeg i bad for at slappe lidt af. Her tog veerne til, men det var stadig kun i plukkeve-genren. Jeg havde taget mit stykke papir med "ve-regnskab" og en kuglepen med derud, men jeg måtte hele tiden skrive på det, så det var til sidst gennemblødt.
Veerne ændrede karakter, og jeg kaldte på din far for at få ham ud af sengen. Hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til, så var det at forlade mit dejlige varme bad. Det var utroligt lindrende med vandstrålen mod lænden.
Jeg måtte selvfølgelig råbe en del gange og følte bare, at jeg skreg for døve øren til sidst. Øv, hvor sov han bare tungt! Men op kom han, lettere sovende og forvirret. Jeg sagde, at han skulle ringe til fødegangen bare for at høre dem ad og lige advare dem om, at vi nok kom senere på dagen.
Jeg kom ud af badet og fik bare lagt mig i sengen for at tage veerne der. Ikke særlig rart at ligge ned imens, fandt jeg ud af. Jeg snakkede i telefon med en rar jordemoder, som sagde, at vi skulle komme derind, men at vi bare skulle tage os god tid.
Imellem veerne havde jeg overhovedet ikke noget imod at trække i tøj og finde tasker frem. Faktisk fik vi ordnet kattebakkerne og pakket det sidste uden større problemer. Vi havde ringet efter Falck, som skulle køre os til Holbæk Sygehus, men da dette var natten for den store snestorm efter jul, havde de ingen ledige biler, så de ville bestille en taxa til os.
Aldrig har jeg haft så anstrengende en tur i taxa. 1 time tog det at komme til sygehuset. Vi var der først klokken 5.
Det var sådan lidt surrealistisk at gå turen gennem forhallen og ned ad gangene hen til fødegangen. Vi havde jo været der et par gange før, og jeg havde ligget og forestillet mig mange gange, hvordan det ville være, når det virkelig var, at vi skulle møde dig.
Vi måtte stoppe et par gange, da jeg lige skulle klare en ve. Jeg synes det var slemt nu, men jeg skulle bare blive klogere! For slemt, det blev det da først senere.
Jeg blev undersøgt af den samme jordemoder, som jeg havde talt i telefon med, og hun kunne fortælle, at jeg var 2 cm åben - hvilken nedtur! Hun fortalte os, at vi skulle forvente, at dette ville tage det meste af dagen. Hjem skulle vi ikke, men de kunne heller ikke hjælpe med en stue.
Der var nemlig en fødende kvinder på alle stuerne! GISP! Det var bestemt ikke sjovt. Vi fik at vide, at vi kunne sætte os i en opholdsstue, der var på stedet, og så ville der komme en jordemoder og kigge til mig en gang imellem.
I denne her opholdsstue lå en kvinde og sov, og en anden kvinde sad og så TV-shop. Jeg kunne simpelthen ikke udholde at være derinde, og jeg bad din far om, at vi kunne gå lidt rundt. Det skulle også være godt, havde vi jo fået fortalt. Det endte dog med, at vi sad i en stor gang - der hvor elevatorerne ankommer - hvor vi rigtig kunne følge med i det hele, og andre kunne ligeså følge med i, hvad der foregik for os.
Jeg havde meget ondt nu og kunne ikke være nogen steder. Endelig kom vores søde fødselshjælper Bettina. Hun var dejlig rolig og havde godt overskud til at være med i det her, vi nu skulle til at opleve sammen - at blive forældre.
Vi var ude på denne gang i 2 timer, til klokken blev 7. I mellemtiden havde både Bettina og din far været inde og spørge efter en seng eller en sækkestol til mig flere gange. Jeg fik en sølle dyne. Jeg havde i de 2 timer klamret mig til denne dyne og dine fars ben. Jeg lå og rodede rundt nede på gulvet og var til skue for alle, der havde et ærinde på denne del af sygehuset.
Jeg ville så gerne ned og ligge i en seng, da jeg var udmattet. Jeg havde jo slet ikke sovet om natten og havde bare haft veer med 3 og 4 minutter imellem hele tiden.
Endelig kom de og sagde, at der ville være en stue ledig om max. 15 minutter. Vi begyndte at pakke vores ting sammen og vandrede ned ad gangen mod stue nummer 3 - den grønne stue. En god ting med de der håndtag langs væggen vil jeg lige indskyde, for det var hårdt at gå derned.
Da vi kom ind på stuen, var der fyldt vand i karret til at lindre, men jeg sagde, at jeg gerne ville slappe lidt af i sengen. Benene rystede under mig af udmattelse, og jeg ville bare ligge ned. Det mente jordemoderen nu ikke. Hun nærmest beordrede mig ud i badekarret. Det var slet ikke det, jeg ville, men jeg orkede bare ikke at modsige hende.
Det var nu helt bestemt også bare lækkert at komme i det varme vand, og veerne var ikke så voldsomme i en halv times tid. Faktisk faldt jeg i søvn mellem hver ve, og jeg kan huske, jeg nåede at drømme alt muligt mærkeligt.
Men pludselig hjalp badekarret slet ikke mere, og veerne var virkelig hårde at komme igennem. Jeg vred mig i karret og ville bare op, da der var alt for varmt derinde. Radiatoren var gået i stykker, så der var fuld knald på varmen.
Jeg fik moslet mig ind til sengen igen. Mine ben rystede, og jeg skælvede over hele kroppen, imens jeg klamrede mig til et håndklæde for at blive tør efter badet. Jeg kom op at ligge, og jeg var nu 4 cm åben. Der skete da fremskridt heldigvis.
Jeg fik lavement og blev simpelthen så dårlig. Toilettet, jeg sad på, var lige op af den tidligere omtalte radiator, der var i stykker, så der kogte bare derinde. Oveni købet stod vinduet åbent, så det sneede ind på mig. Klokken var her lidt i 8, vil jeg tro.
Den jordemoder, vi havde på dette tidspunkt, brød jeg mig virkelig ikke om. Hun lyttede slet ikke til mig og ignorerede mig, når jeg bad hende lade være at røre ved mig og ae mig på lænden. Uha, det var så ubehageligt. Ikke engang din far måtte røre mig.
Heldigvis var der så mange fødsler i gang, at der var blevet sendt bud efter endnu en jordemoder, og hende fik vi, da hun mødte ind. Hun hed Inge og var den helt rette person til at hjælpe mig igennem det sidste.
Hun undersøgte mig kl. 8.30, og her var jeg allerede 6 cm åben. Det gik bare stærkt, men det var også slemme veer, hvor der næsten ikke var pauser imellem. Flere gange undervejs havde jeg været ved at opgive. Jeg stod konstant på alle fire oppe på sengen og havde placeret hovedet ned i puden.
Sådan stod jeg hele vejen igennem. Det var det eneste, der var til at udholde. Jeg bad flere gange om smertelindring, da jeg bare ikke kunne klare mere og var klar til epiduralblokaden. Det sagde jeg i hvert fald, selvom jeg havde sagt hjemmefra, at jeg IKKE ville havde lige netop denne form for lindring.
Personalet blev ved med at udskyde det og sige om en halv time, om en halv time, om en halv time. Nej, hvor var det anstrengende. Jeg prøvede noget lattergas, men det var ikke lige mig. Jeg turde ikke suge i masken af frygt for at blive svimmel.
Jordemoderen roste mig hele vejen igennem og sagde, at jeg bare var rigtig dygtig til at klare mig igennem veerne med min vejrtrækning. Faktisk kunne jeg ikke forestille ikke at trække vejret så regelmæssigt, da jeg ligesom dannede min egen rytme, og det var det eneste, jeg havde at klamre mig til.
Klokken 10 følte jeg, at der skulle mere ud efter mit lavement, og jeg gik derfor på wc. Her skete ingenting, og Inge undersøgte mig og kunne fortælle, at jeg var 9 cm åben. Under næste ve ville hun fjerne den sidste kant, og så skulle jeg presse med. Her inden havde de taget vandet, som var en smule grønt.
Jeg havde iltmasken, som var helt fantastisk. Din hjertelyd dykkede nemlig et par gange. Heldigvis ville du bare gerne ud, for da jeg havde presset og brølet som en hanløve i 12 minutter, var du kommet til verden! Da dit hoved var født, kunne de andre se den smukkeste mørke tot hår. Inge bad mig holde igen, men det var for sent. Svup sagde det, og resten af din krop var ude.
Desværre blev du ikke lagt op til mig med det samme, og din far fik heller ikke lov til at klippe din navlestreng. Du skulle nemlig suges ud i næsen og munden. Jeg lå spændt og ventede på at få dig over til mig, imens din far stod og kiggede drømmende på dig med tårerne, der bare stod ud af øjnene. Han kunne slet ikke holde igen og kunne vist knap nok kigge igennem tårerne.
Endelig kom du over, og Gud hvor var du dog vidunderlig og skøn - tænk sig alt det hår! Du kiggede meget nysgerrigt på mig og begyndte allerede der at lede efter mit bryst. Og du har hængt fast ved det lige siden. Jeg kiggede ud af vinduet og så, at sneen dalede ned - det var helt perfekt.
Jordemoderen Inge mente bestemt, at jeg var en superføder og kunne ikke forstå, da jeg sagde, at de næste 3 skulle adopteres. Dette har jeg dog en helt anden mening om i dag, for det var det hele værd.
Lige nu ligger du på din fars skød og pludrer og snakker. Faktisk er du ved at lære at bruge sutten. I dag er du næsten 3 måneder og dejligere end nogensinde før!
Jeg elsker dig Juliane og håber, at du bliver glad for at læse min beretning en dag. Måske når du selv skal have din førstefødte.
Relaterede artikler
© 1999-2025