Skrevet af Karina
Vi fik en søn for 4 år siden. Selvom det var en hård tid med sygehusophold på neonatal, kolik og søvnmangel, var vi enige om, at han ikke skulle være enebarn.
Glæden var derfor stor, da vi 19 måneder efter atter blev gravide, og glæden blev endnu større, da vi fik at vide ved scanningen, at vi ventede tvillinger.
Men glæden blev kort. En aften, da jeg stod og vaskede op, begyndte blodet at løbe ned af benene på mig. Efter en undersøgelse på sygehuset fik vi den dårlige nyhed: "Desværre, vi kan ikke hjælpe jer, du har desværre tabt dem".
Efter utallige tudeture besluttede vi os at prøve igen, og 3 måneder efter var der atter gevinst. Men også denne gang endte det med en abort, da det sad uden for livmoderen. Vi valgte at prøve en gang til, og der var gevinst med det samme, men hellere ikke denne gang blev det til noget. Jeg abortede i 20. uge.
Det var hårdt og en sej tid, især da mine to veninder og min svigerinde var gravide samtidig. Efter en lang samtale med lægerne valgte min kæreste og jeg at prøve en sidste gang. Hvis det ikke lykkedes denne gang, ville vores søn blive enebarn. Jeg blev gravid næsten med det samme og tabte det lige så hurtigt.
Jeg begyndte på mine p-piller igen og var begyndt at vænne mig til tanken om, at min drøm om en stor familie var knust, og at jeg aldrig ville få en lillesøster til min søn. Langt om længe kunne vi vende tilbage til vores dagligdag igen og tænke på noget andet end at prøve at blive gravid.
En lørdag aften, vi sad og hyggede os, fik jeg lige pludselig ondt i højre side af maven, og det blev ved at gøre ondt. Det gjorde så ondt, at jeg til sidst ikke kunne sidde ned men var nødt til at lægge mig.
Dagen efter skulle vi til fødselsdag hos min svigerinde, men jeg havde så mange smerter, at det trak helt ned i højre lår. Men med ville jeg, så jeg tog et par piller og fik det lidt bedre.
Dagen efter havde jeg atter smerter og valgte at ringe til min læge. Han bad mig kigge forbi senere på dagen bare for lige at checke, om der var noget galt. Efter en grundig undersøgelse og graviditetsprøve kunne han fortælle mig, at jeg atter var gravid, men han ville have mig indlagt med det samme, da han var bange for, at det atter sad uden for livmoderen.
Da jeg ankom til sygehuset, scannede de mig, og de kunne fortælle, at alt var perfekt, og de kunne ikke finde årsagen til, at jeg havde ondt, men jeg måtte endelig komme tilbage, hvis det blev værre. Jeg besluttede mig for at slappe af og meldte mig syg. Dagen efter begyndte jeg at bløde igen, men jeg havde ikke aborteret.
Sygehuset valgte at holde ekstra øje med min graviditet, men man er jo alligevel utrolig bange for, hvad der nu kunne ske. Men alt gik, som det skulle, bortset fra 24 timers kvalme, halsbrand og for højt blodtryk.
Den 25. november kom vores søn hjem fra børnehave med maveinfluenza, og i løbet af 0,5 havde vi det også. Efter en dag med høj feber, opkast, diarré osv. var jeg kvik igen, men det kunne man ikke sige om min kæreste. Han havde det endnu værre.
Lørdag aften den 26. november kl. 00.00 begyndte de første veer, men da jeg ringede til fødegangen, fik jeg at vide, at det kun var plukkeveer, og at jeg skulle gå i seng og hvile mig.
Da klokken var 00.30, ringede jeg igen til fødegangen, for nu var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde veer, og de bad mig komme forbi til et check. Jeg ankom til fødegangen kl. 01.00 sammen med min mor, som skulle med til fødslen, og min lillebror og hans kone, som havde kørt for mig, da min kæreste havde det rigtig dårligt.
Han lovede at komme, lige så snart han havde været i bad og var kommet på højkant igen. Han kom kl. 05.30, og 29 minutter efter fik vi vores dejlige lille datter Julie på 52 cm og 3.860 gram. Vi tog hjem allerede dagen efter, da alt gik perfekt med amningen osv.
Et par dage efter, vi kom hjem, fik hun en lille smule gulsot, men det gik hurtigt over. Hun voksede og tog fint på, og inden længe var hun nået de 6 kilo.
Efter 3 måneder blev Julie ret så syg med 39,5 i feber og helt slap. Mad ville hun ikke have, og hun begyndte at tabe sig. Efter 3 dage fandt de ud af, at hun havde lungebetændelse, og hun blev sat på penicillin med det samme. Men det virkede ikke, og hun blev endnu mere dårlig.
Efter en uge og utallige lægebesøg hos vores egen læge og natlæge blev hun indlagt på børneafdelingen på Næstved Sygehus. Julie havde ikke lungebetændelse men til gengæld RS-virus, væskemangel og stort vægttab, da hun kun vejede 4.800 gram.
I dag 3 måneder efter har hun det atter godt og er helt fri for eftervirkninger. Hendes vægt ligger lige for tiden på 7.400 gram, lidt for lavt, men hun er en glad og smilende lille trold. Far og mors lille sveske og storebror Frederiks Jullebasse.
26-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025