Skrevet af Line
Jeg sidder i skrivende stund og er stor og mægtig. Om 9 dage rammer jeg terminsdatoen, så jeg tænkte, at nu ville være det rigtige tidspunkt at få mit føste barns fødsel skrevet ned, mens den stadig står nogenlunde klart i min hukommelse.
Min graviditet forløber uden nogen problemer. Jeg får selvfølgelig lidt tykke tæer til sidst, men det er nådigt sluppet.
Da jeg er i uge 40+5, synes jeg det er længe siden, jeg har mærket noget til baby, så vi tager ind på sygehuset for at få kørt en CTG. Den viser, at der er fin aktivitet og hjertelyd.
Jordemoderen siger til os, at barnet ofte er meget stille dagen før fødslen. Ja ja, tænker jeg bare. Jeg har efterhånden været gravid og utålmodig i så lang tid, at jeg er ved at affinde mig med tanken om, at jeg aldrig skal føde.
Dagen efter går også op i ventetid, og da vi når til aftensmaden, har jeg kun lyst til pizza, så det skal jeg da have! Det bliver en stærk en, da jeg havde læst et sted, at stærk og krydret mad kunne sætte lidt gang i tingene.
Kl. ca. 20, mens vi sidder og ser en VM (eller var det EM) kamp, begynder det at trække sig sammen i maven. Ikke noget, der gør ondt, men nok til, at jeg tænker, om der er noget under opsejling.
Jeg vælger at gå i seng for at være frisk, hvis det nu er fødslen, der er ved at gå i gang. Men søvn får jeg altså ikke meget af, for ihh hvor kan man tænke mange tanker der i mørket, mens veerne tager til i styrke, og der bliver kortere og kortere imellem.
Jeg vælger at stå op igen, da klokken er 03, og siger til min kæreste, at jeg går nedenunder for at få et varmt brusebad og arbejde lidt med mig selv.
Efter den melding er han selvfølgelig lysvågen og går med nedenunder. Da vi er sidst i juni, er der allerede sol, fuglesang og blå himmel kl. 5, og jeg tænker: "Sikken en dejlig dag at føde på".
Kl. 06 syntes jeg ikke, der var ret meget, som var særligt dejligt. Jeg hang ind over vasken og hvæsede hvert 5. minut. Vi blev enige om at ringe til fødegangen for at høre, om vi kunne komme ind og blive tjekket. Underligt nok virkede jeg vist ret upåvirket i telefonen, selvom det gjorde pokkers ondt, og hun troede da også, vi ville blive sendt hjem igen, lød det til.
Da klokken var 6.30, var vi på Skejby Sygehus, hvor vi blev taget godt imod af den super garvede jordemoder Lisbeth og jordmoderelev Mathilde. Jeg blev undersøgt og var 2 cm åben, hvilket Lisbeth lige masserede op til 3. Av for pokker!
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg gerne ville have fødslen til at forløbe, og 2 af de vigtigste ting på den liste var lavement og badekar. Det var da også helt fantastisk at glide ned i det varme vand, og i ca. 5 minutter tænkte jeg, at her står jeg aldrig op fra. Men så sagde det pludselig BANG, og vandet gik med et ordentlig smæld.
Når jeg husker tilbage, havde mit fødselsforløb indtil da været overskueligt, men efter vandet gik, synes jeg, det blev utroligt smertefuldt. Det er jo svært at beskrive veer, men jeg kan huske, at jeg tænkte: "Dette her overlever jeg simpelthen ikke".
Efter at have ligget og brølet i et stykke tid kunne jeg ikke ligge i vandet mere. Jeg havde behov for at kunne bevæge mig mere under veerne, og ud over det ville jeg gerne prøve at få akupunktur for at lindre smerterne.
Jeg kom op, fik lagt nålene i, og Lisbeth ville mærke, hvor meget jeg havde åbnet mig. Det var hæsligt. Hver gang hun bevægede sin fingre, rullede der en ve ind over mig. Jeg følte slet ikke, der var pause imellem.
Lisbeth sagde til Mathilde, at hun også skulle mærke for at fortælle Lisbeth, hvor meget jeg havde åbnet mig, men jeg kunne slet ikke overskue det, så jeg fik stønnet, at det ville jeg ikke have.
Meeen, det mente Lisbeth nu godt, jeg kunne tage (ja, det var jo heller ikke hende, der havde ondt), så hun bad Mathilde om at gøre det alligevel. Det var det eneste, jeg ikke var glad for ved min fødsel. Jeg følte, mit ønske i allerhøjeste grad blev ignoreret på grund af, at jeg ikke kunne gøre modstand.
Da Mathilde have gravet rundt derinde i hvad der føltes som en evighed, og jeg lå og sagde nej nej nej imens, greb min kæreste heldigvis ind og sagde, at de godt måtte være så venlige at stoppe nu. Hvis jeg havde kunne sige noget, havde det nok været knapt så diplomatisk, men man stoler jo tit blindt på, at fagfolkene ved bedst.
Nå, men tilbage til fødslen. Mathilde sagde, hun ikke havde nået at mærke noget, hvortil Lisbeth svarer, at det er fordi jeg er fuldt åben. Øhh, går det ikke bare lidt for hurtigt der her, tænkte jeg. Det var 2 timer siden, jeg var kommet ind, og nu skulle jeg presse.
Men som sagt så gjort, og jeg pressede til den store guldmedalje. Mathilde var helt fantastisk til at guide mig igennem, hvornår jeg skulle presse, og hvornår jeg skulle holde inde.
  Kl. 9.59 den 22/6-2004 kom Noah op på min mave, og der lå han bare og kiggede på os, som om han havde været lige så spændt på at se os som omvendt. Han vejede 3.980 gram og var 56 cm lang.
Jeg kan stadig huske den fornemmelse af, at smerterne holder op fra det ene sekund til det andet, og du ligger tilbage fuldstændig fredfyldt omend overvældet.
Jeg glæder mig utroligt meget, til jeg skal føde igen, for på trods af smerten (som jeg lykkeligt har glemt), ja så er det en utrolig oplevelse at føde.
09-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025