Skrevet af Jeanette
Jeg vil lige skrive min beretning om min 2. fødsel, som var noget helt andet end den første. Vores første barn, en søn, blev født i uge 33, og det gjorde mit fødselsforløb noget anderledes i forhold til et normalt fødselsforløb.
Jeg fik drop for at fjerne og stoppe veerne, og fik lagt rygmarvsblokade for at dæmpe og fjerne smerterne af de sidste kraftige veer, da man havde indset, at man ikke kunne stoppe veerne. Jeg fik egentligt kun lov til at mærke pressefasen, som tog 13 minutter. 3 presseveer, og vores søn var født. Selve forløbet var fint, og jeg ser tilbage på fødslen med positive øjne.
Min mand og jeg har altid snakket om, at vi gerne vil have 2 børn ret hurtigt efter hinanden, gerne med max. 2 års mellemrum. Jeg oplevede meget hurtigt en følelse af, at jeg var blevet snydt for den sidste del af graviditeten med den første, og derfor var jeg nok også ret hurtig klar til en ny graviditet.
Jeg savnede livet i maven. Vi valgte så at prøve at blive gravide igen, da vores søn var 8 måneder gammel. Jeg blev hurtigt gravid og fik termin den 6. april 2006.
Under hele graviditeten oplevede jeg, at når jeg snakkede børn, fødsler osv. med venner og bekendte, så kom kommentaren "du har jo også prøvet det før", og jo flere gange jeg hørte den sætning, jo mere bange blev jeg. Ja, jeg har født en gang tidligere, men jeg har jo egentlig ikke gennemgået et normalt fødselsforløb, eller havde jeg? Hvad vil det sige, at vandet går? Hvad er slimproppen? Hvad med veerne, gør de ondt? Etc.
Jo mere jeg tænkte på selve fødslen, jo mere bange blev jeg. Jeg var bange for pressefasen, bange for at den trak ud, og at man ikke havde kræfter nok til at gennemføre fødslen. Pressefasen var jo også det eneste, jeg havde fået lov til at mærke og opleve på min krop under sidste fødsel, og derfor var det den, jeg var mest bange for.
Jeg blev også bange for, hvis jeg fik en jordemoder, som havde holdningen "det skal du nok klare, du har jo prøvet det før", og derfor regnede med, at jeg vidste, hvad jeg ville, da jeg jo havde erfaringen at trække på.
Heldigvis havde jeg en rigtig god konsultationsjordemoder under hele graviditeten, som læste mig godt. Hun kunne mærke, jeg var bange og nervøs, og efter en del snak og en grundig gennemgang af mit første fødselsforløb ville hun lige skrive en notits i min journal, at jeg skulle anses som førstegangsfødende. Nej, så lettet jeg blev. Nu kunne jeg slappe lidt mere af. Jeg kunne tillade mig at virke usikker og nervøs!
Jeg rundede uge 33 med en stor følelse af sejr, og næste mål var uge 37. Uge 37 kom, og nu begyndte utålmodigheden virkelig at vise sig. Jeg havde nok ikke regnet med at nå så langt.
Jeg gik ind i uge 38, og der skete ikke ret meget. 38+5 snakkede jeg med en veninde, som spurgte, om jeg ikke snart havde tænkt mig at føde, hvortil jeg svarede: "Næh, der er ikke rigtig tegn på noget".
Natten til 38+6 vågner jeg kl. 4 om natten og skal ud og tisse. Jeg opdager, at mine trusser og natbukser var våde og tænker: "Nå, jeg nåede nok ikke lige toilettet" og går ud og tisser. Ja, man tænker ikke helt klart på det tidspunkt af døgnet.
Kl. 6 vågner jeg igen og skal ud og tisse, og manden skal op og på arbejde. Jeg opdager nu, at der er lidt slim i mine trusser og lidt vand. Så jeg ville lige ringe til fødegangen for at høre, om det eventuelt kunne være vandet. Jeg fik en snak med jordemoderen, og hun mente, at det nok bare var slimproppen, som var gået. Hun ville gerne have, at jeg lige tog et bind på i en times tid og så, om det eventuelt blev vådt, for det kunne tyde på, at vandet var begyndt at sive.
Det gjorde jeg, og 2 timer efter var bindet stadigt tørt, så jeg regnede med, at det nok bare var slimproppen, som var gået. Jeg fik sendt sønnen i dagpleje, og jeg gik ind og lagde mig, da jeg jo havde været tidligt oppe.
Kl. 12 ringede min mor, imens jeg lå og sov. Hun ville bare lige høre, om der eventuelt var ved at ske noget. "Nej, jeg sover", svarede jeg, og vi lagde på. Jeg vendte mig i sengen og PLASK! Vandet gik i vores seng, og jeg måtte mosle mig op på benene og ud på badeværelset, hvor jeg stod og dryppede på et håndklæde.
Jeg ringede til fødegangen, og de bad mig komme ind. I bilen på vej begyndte de første veer at komme, og da jeg var på fødegangen omkring kl. 13, var der 5-6 minutters mellemrum, men de var ikke ret lange.
Min mand kom op til mig, og vi snakkede lidt om, hvad vi skulle. Jeg havde det fint, kunne mærke veerne, men de bed ikke ret meget. Min mand havde ikke fået frokost, hvilket jeg heller ikke havde, så vi valgte at køre en tur på McDonald's og spise lidt frokost.
Kl. godt 16 er vi tilbage på fødegangen, og jeg får kørt en strimmel, som siger hver 3.-4. minut, og veerne begynder at blive kraftigere og længere. Jeg går i bad, hvilket jeg ikke rigtig bryder mig om, så jeg er hurtigt ude igen. Veerne tager til, og hold da op hvor gør det ondt.
På et tidspunkt er jeg ulykkelig og beder min jordemoder, som i øvrigt er en gammel garvet jordemoder, om at give mig alle former for bedøvelse osv. Hun er heldigvis ikke ret nem at overtale, lige meget hvor meget jeg klynker. Hun vælger så til sidst at give mig nogle saltvandspapler, men vil lige først mærke, hvor langt jeg er. 9½ cm er jeg åben, så vi dropper det saltvand igen, og jeg skal op og presse.
  Jeg får hurtigt pressefølelse, og nu kunne jeg endelig selv arbejde med. Jeg havde nogle gode lange pauser mellem hver presseve, og på den 4. presseve føder jeg vores dejlige datter kl. 17.45. 3.490 gram og 50 cm og helt perfekt.
Jeg fik lov til at mærke veerne, både de milde, men også dem, som virkelig gør ondt, og ud fra det har jeg erfaret, at det var vigtigt for mig at droppe alle tankerne og lade være med at tænke "hvad nu hvis" og "hvor lang tid" osv.
Det var hårdt for mig bare at ligge og vente på den næste ve, når man ved på forhånd, at den gør så forbandet ondt, men jeg måtte jo indse, at der ikke rigtig var andet at gøre. Lad kroppen gøre sit arbejde, for den ved, hvad den vil.
11-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025