Skrevet af Karen
Jeg fødte mit første barn den 17. maj 2002. Den 16. maj var min mor på besøg hos os. Hun skulle med til fødslen, og da det allerede var en uge over tid, syntes hun, at hun skulle flytte ind, indtil til det skete. Min mor havde jo fortalt en del om sine egne fødsler, som lød ret slemme, så jeg var forberedt på det værste.
Kl. 1 om natten vågnede jeg og troede, jeg skulle på toilettet med meget dårlig mave. Jeg havde mavekrampe, som om jeg havde diarré. Da jeg rejste mig for at gå på toilettet, forsvandt det, og jeg gik i seng igen. Men inden jeg faldt i søvn, var det der igen.
Jeg gik på toilet igen, og igen forsvandt det. Da det skete 3. gang, var det, at det slog mig. Det er veer! Jeg havde jo ikke prøvet det før og havde fået at vide, at det skulle gøre ondt i ryggen. Det gjorde det bare ikke. Det lykkedes mig at sove natten igennem, selvom jeg havde veer.
Min kæreste stod op kl. 6 og tog på arbejde. Hverken han eller min mor troede på, at det var rigtige veer, jeg havde. Jeg havde det jo fint. Kl. 8.30 insisterede jeg på at tage på fødegangen. Mine veer var stadig ikke slemme. Jeg ville bare gerne tjekkes og bekræftes i, at det var veer.
Da vi kom derud, kiggede jordemoderen også på mig, som "hvad jeg da ville der", og hun var ved at sende mig hjem igen. Jeg havde heller ikke noget med mig, for jeg regnede også selv med at blive sendt hjem. Men hun ville da lige undersøge mig, når jeg nu var der.
Vi fik vist alle et chok, for jeg var 6 cm åben og skulle så flyttes på en fødestue. Vi fik ringet efter min kæreste, som var der ved 10-tiden. I mellemtiden fik jeg kørt en strimmel og fik et lavement. Kl. 10.30 gik vi i forhallen for at få noget at drikke og en smøg.
Kl. 11 gik vi tilbage på fødestuen, hvor jeg kom i badekar. Det var dejligt. Jeg mærkede næsten ikke veerne, som dog var blevet stærkere. Jeg ventede stadig på at få ondt i ryggen, og min mor blev ved med at sige, at det skulle blive meget værre.
Kl. 12.20 kom jeg op af badet, og jordemoderen tog vandet. Kl. 12.50 var min dejlige nu 4-årige søn født. Jeg har fået mange huk af andre mødre for min meget nemme og forholdsvis smertefrie fødsel.
Min datters fødsel, som også gik nemt, smertefrit og hurtigt, men alligevel meget forskelligt fra den store. Da jeg fødte den store, havde jeg en rigtig sød jordemoder, og jeg var ikke overladt til mig selv længe af gangen. Det hele gik over al forventning.
Jeg blev gravid med min datter med min søns far, selvom vi reelt var gået fra hinanden. Vi valgte at prøve, om vi kunne få det til at fungere, men uden held, og da jeg var ca. 3-4 måneder henne, gik vi helt fra hinanden.
Jeg var mildest talt ulykkelig. Jeg tabte mig meget, og det fortsatte hele graviditeten, og det endte med, at jeg vejede 10 kilo mindre, da jeg have født, end inden jeg blev gravid. Men da jeg var kommet mig over, at jeg nu skulle være alenemor til to børn, hvoraf det ene ikke var født endnu, havde jeg en meget nem og ukompliceret graviditet (med megen stor hjælp fra min mor - tusind tak for det!).
Da faren og jeg var gået fra hinanden, og han havde valgt ikke at være med til fødslen, tog jeg min mor med, og hun flyttede ind hos mig et par dage før termin og ville blive så længe, jeg havde brug for det. Jeg var sat til at føde den 6. november 2004.
Om aftenen kl. 21.40 den 9. november fik jeg den første ve. Jeg var overhovedet ikke i tvivl. Ikke at det gjorde ondt, det gjorde det heller ikke første gang, men den samme følelse af mavekrampe, som jeg åbenbart får, når jeg har veer. De var regelmæssige lige fra begyndelsen. Først med et kvarter imellem, og det gik hurtigt med, at der blev kortere imellem.
Kl. 23.00 ringede jeg til min bror og hans kone, som skulle komme og være barnepige for min søn. De bor et stykke uden for byen, men jeg sagde til dem, at det ikke hastede. Jeg havde jo kun haft veer i 1½ time. De kom ved 3-4-tiden, og vi sad og snakkede om det hele. Hvordan afleveringen af Tobias i vuggestuen dagen efter skulle foregå, og jeg fandt tøj frem til ham.
Jeg pakkede en taske til mig selv og babyen. Min bror var enormt bekymret og sagde hele tiden, at vi skulle tage af sted, men jeg havde ikke synderligt ondt og sagde, at vi havde tid nok.
Vi tog af sted til fødegangen, og vi var der kl. 01.45. Og ligesom første gang ville de sende mig hjem igen, for jeg lignede jo ikke en, der havde veer. Men de ville køre en strimmel og undersøge mig, når jeg nu var der, og lige som første gang var jeg 5 cm åben.
Kl. 02.30 blev jeg kørt på en fødestue. Jeg var overladt meget til mig selv (og min mor), da de havde meget travlt, og der var flere fødsler i gang. Jordemoderen kiggede til mig engang imellem. Jeg fik ikke andet tøj på, lå i min egen T-shirt og strømper, stadig med bælter på maven.
Kl. 03.00 gik min mor ud for at få en smøg, og jordemoderen spurgte, om jeg havde pressetrang. Det anede jeg ikke, da jeg ikke havde det med Tobias. Så bad jordemoderen mig om at presse, men jeg spurgte, om det skulle være hele tiden, eller om det skulle være i forbindelse med en ve, som stadig ikke var overvældende slemme. Hun svarede mig, at det skulle være hele tiden, men værst, når der var en ve.
Hun gik for at se til de andre fødende, men jeg skulle bare rykke i snoren, hvis jeg følte at jeg skulle presse. I mellemtiden var min mor kommet tilbage. Klokken var nu 03.15. Jordemoderen havde ikke andet end lige lukket døren, da jeg fik en borende fornemmelse i bækkenet, og jeg rykkede som en gal i snoren.
Jordemoderen kom også med det samme igen, men hun sagde til mig, at jeg ikke måtte presse, da der var en kant endnu. Jeg bad hende tage vandet, for jeg vidste, at det skulle være nu! Kl. 03.30 tog hun vandet. Jeg spurgte, om jeg måtte presse, og hun sagde, at jeg godt måtte prøve lige så forsigtigt, og vupti var hovedet ude.
Hun blev vist temmelig overrasket. Det gjorde jeg også selv, for jeg havde jo ikke presset særligt hårdt. Men jeg pressede en gang til, og min datter var født kl. 03.40. 10 minutter efter kom moderkagen stadig i mit eget tøj, som jo var temmelig blodigt, da jeg blødte en hel del.
Jordemoderen syede mig, mens jeg havde min datter på maven. Den næste times tid gik med, at jeg lå med min datter, og der kom både jordemoderen og sygehjælper og trykkede mig på maven, for jeg blødte meget. Jeg spurgte flere gange, om det var normalt, og fik alle gange at vide, at det ikke var så slemt. Da jordemoderen gik, så jeg hende aldrig igen.
Jeg lå på fødestuen alene med min datter og min mor indtil kl. 06.00, hvor min mor tog hjem for at sove. Kl. 6.30 rykkede jeg i snoren for at høre, om ikke min datter skulle undersøges og have tøj på. De kom og sagde: "Er du her endnu?". De troede, at det var ordnet, og at jeg var flyttet på barselsgangen.
Men næ nej, der lå jeg i blodigt sengetøj og en nøgen lille pige på maven. Jeg havde hverken fået vådt eller tørt. De kom så og spurgte, hvad jeg ville have at drikke. De ville gerne have, at jeg drak en liter væske, inden jeg forlod sengen, for jeg havde jo "mistet en del blod".
De sagde under forløbet, at det ikke var så slemt og nu denne besked? De undersøgte, målte og vejede min datter, som var, som hun skulle være, og jeg fik rent tøj på og blev gjort i stand. Endelig kunne vi flyttes på barselsgangen, hvor det var meningen, at jeg skulle sove.
Ja tak. Midt om formiddagen på en 4-mandstue med nybagte mødre og fædre, der snakker løs samtidig med skrigende babyer. Jeg fik måske sovet en time. Så stod jeg op, men de ville ikke have, at jeg tog hjem, da jeg havde mistet så meget blod.
Men jeg ville bare hjem til min søn, som ikke var vant til at blive passet, og derhjemme kunne jeg få mere ro til at få sovet. Kl. 16.00 ringede jeg til min mor og sagde, at hun skulle hente mig. Det gjorde hun så, og vi tog hjem.
Min fødsel gik meget smertefrit, men ret hektisk og dårlig service, men alligevel en god fødsel. Nu venter jeg min tredje og er ikke spor bekymret for fødslen. Det går jo som smurt.
17-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025