Skrevet af Tine
Det startede så fint i foråret 2005, hvor jeg fik overtalt min kæreste til, at vi kunne prøve at blive gravide igen allerede 2 måneder før, vi oprindeligt havde planlagt det. Vi prøvede ca. 1½ år at blive gravide med vores første barn, men denne gang var der gevinst allerede 1½ måned efter, jeg var stoppet med p-pillerne, så overraskelsen var stor, da testen var positiv.
Graviditeten gik sådan, som sådan én gør for mig. Jeg havde det fint de første 3 måneder, og så meldte trætheden og kvalmen sig de efterfølgende måneder. Jeg skulle helt hen i 8. måned, før jeg var helt færdig med at kaste op.
Derudover var det lidt psykisk hårdt at være fysisk belastet, da jeg denne gang ikke bare kunne smide mig på sofaen, når lysten meldte sig, men jeg skulle tage hensyn til vores søn på 2½ år. Men med diverse timers Teletubbies og bestikkelse i form af vingummi for selv at gå op ad trapperne til 2. sal, så kom vi da igennem graviditeten.
Min termin var blevet fastlagt til den 18. februar 2006, efter at den havde ligget både på den 2. og den 10., men da jeg var gået 19 dage over tiden med den første, så havde jeg svært ved at vide, hvad jeg skulle forholde mig til.
En ting vidste jeg dog: Det var virkelig dårlig timing fra vores side, da halvdelen af dagene i februar i forvejen var booket op med familie og venners fødselsdage inkl. min egen 30-års den 20. februar, så februar gik med at tænke "ikke i dag", "i dag er der ikke nogen", "ikke i dag" osv.
Men dagene gik indtil den 16. februar, hvor jeg var til en scanning for at få lavet endnu et fosterskøn - man var åbenbart bange for, at barnet skulle blive for stort, og det på trods af, at vores første kun havde vejet 3.150 gram og målt 50 cm.
Lægen kunne dog blot konstatere, at det ikke så ud til, at en fødsel var nært forestående. Men på grund af den lange ventetid, jeg havde haft første gang, så gik hun dog med til at skrive i min journal, at jeg kunne sættes i gang den 21. februar, hvor jeg alligevel skulle til jordemoder, hvis der altså var noget at sætte i gang på. Så vi måtte gå hjem.
Weekenden gik, uden at der skete noget, og så blev det min fødselsdag. Jeg havde ikke just planlagt noget, da jeg jo selvsagt ikke vidste, hvor jeg ville befinde mig, men da der ikke så ud til, at der ville ske det helt store, så aftalte jeg med mine forældre og en veninde, at de skulle komme til lasagne om aftenen.
Så jeg brugte dagen på at støvsuge, dække bord, handle, lave mad osv. I de par timer, jeg stod op i køkkenet, mens jeg lavede mad, kunne jeg da godt mærke noget, der kunne minde om veer ind imellem, men da jeg havde haft plukkeveer i 2 dage første gang, tænkte jeg ikke så meget over det, andet end at det jo var lidt anstrengende.
Og sådan gik min 30 års fødselsdag så med at forberede og holde en lille fødselsdag, altimens jeg havde, hvad der viste sig at være veer.
Da klokken var 0.30, ringede jeg til fødegangen, for nu kunne jeg godt mærke, at der nok var noget under opsejling, men jeg var også klar over, at intet var sket endnu, men jeg ville da alligevel lige vide, hvordan jeg skulle forholde mig til sagen. "Tag to Panodil og gå i seng og sov". Godt så, det gjorde jeg indtil kl. 2, hvor jeg ikke længere kunne ligge ned, når der kom en ve. På dette tidspunkt var vores søn i øvrigt kommet i dobbeltsengen, da han var lidt sløj.
Jeg ringede atter til fødegangen. Veerne kom med 5 minutters mellemrum, og varede ca. 1 minut, men jordemoderen ville ikke se mig, så jeg måtte blive hjemme. Ved 5-tiden, efter at have vækket bedsteforældrene, der skulle passe den store, tog vi alligevel på fødegangen og fik konstateret, at jeg havde åbnet mig 1 sølle cm, så jeg kunne bare gå hjem igen, men skulle selvfølgelig tage til konsultation hos jordemoderen den følgende dag, sådan som det var planen.
Da vi kom hjem, tog veerne til i styrke, så jeg kunne ikke længere bare "stønne" mig igennem dem, men var nødt til at sætte mere lyd på, hvilket skar i mit hjerte, da jeg var angst for at vække den store, så han skulle se mig have så ondt. Men det var jo svært at undgå, så da drengen vågnede og begyndte at sige undskyld, så fik faderen besked på, at nu kunne det kun gå for langsomt med at få ham sendt i vuggestuen.
Nu var der ikke andet at gøre end at vente på, at jeg skulle til jordemoderen til konsultation, hvilket i mellemtiden var blevet ændret til en scanning hos en læge. Jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor.
Da klokken var 10.00, lå jeg på briksen hos lægen og fik konstateret, at jeg var i fødsel, men at jeg kun havde åbnet mig 2 cm - 1 latterlig cm på 5 timer! Heldigvis sendte hun mig på fødegangen efter at have ringet i forvejen med beskeden om, at jeg skulle have ve-drop, så fødslen kunne komme i gang.
Det var ikke just mit ønskescenarium, da jeg godt kunne huske, hvordan et ve-drop føles, da jeg også fik det første gang, men jeg var lykkelig for, at jeg ikke blev sendt hjem.
På fødegangen blev jeg undersøgt igen, ingen forandring, og så blev droppet lagt kl. 11, og så gik det stærkt. Droppet blev skruet op på 15 (hvilket åbenbart er nærmest det samme som ingenting), og så kom veerne skyllende ind over mig.
Efter ganske kort tid efter, at jordemoderen havde sagt "jeg henter lige frokost, det sker jo ikke lige nu, og I kan lige hente noget frokost til mor og far på barselsgangen", så kunne jeg sige til min mor "nu har jeg presseveer", og hun sprang op og hentede en anden jordemoder, for det kunne ikke passe.
Men ganske rigtigt, jeg havde åbnet mig 6 cm på ½ time, og nu havde jeg pressetrang. Vandet var dog ikke gået endnu, og barnet havde heller ikke lagt sig helt fast endnu, så jordemoderen besluttede sig for at prikke vandet, da hun så havde en forventning om, at barnet ville falde længere ned, og jeg ville åbne mig de resterende 2 cm. Det skete bare ikke.
Jeg pressede og pressede, men der skete ingenting - ikke det rigtige i hvert fald. Det eneste der skete var, at babys hjerterytme faldt, så den fik elektrode på hovedet, og så blev jeg ellers beordret til at vende mig først om på ryggen, så om på den højre side og derefter tilbage på venstre side, som havde været udgangspunktet.
Nu var det så, at jeg godt kunne høre på jordemoderen, at det ikke var helt godt, og da hun sagde, at hun havde tilkaldt lægen, så var min første tanke "ikke sugekop", og det blev der heller ikke. Lægen beordrede kejsersnit, og det skulle være nu.
Så jeg blev kørt på operationsstuen, hvor alting var virkeligt effektivt, så jeg var på intet tidspunkt bange for, hvad der skulle ske, eller om der kunne gå noget galt. Jeg havde travlt med at fryse. Det føltes nærmest som om, jeg lå og hoppede på operationsbordet.
Da jeg kom ind på stuen, skulle jeg lægge mig på siden, krumme ryggen og ligge stille, så anæstesilægen kunne bedøve mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte "krumme ryggen, hvordan er det nu lige man gør det", og jeg kunne ikke få min krop til at lystre. Men det var der heldigvis råd for. Operationssygeplejersken tog fat om mine ben og pressede mine knæ op mod brystet. Hold op hvor gjorde det ondt, men jeg fik da krummet ryggen, så jeg kunne blive bedøvet.
Herefter gik det stærkt. Operationen gik i gang 13.45, drengen var ude 13.48, og operationen var færdig kl. 14.00. Sådan! Ud kom en stor dreng. 4.000 gram og 56 cm, som ifølge min mor, som var med til fødslen, lignede sin storebror på en prik bortset fra størrelsen.
Grunden til, at jeg ikke kunne føde ham selv, var, at navlestrengen var viklet flere gange rundt om ham. Efterfølgende fortalte jordemoderen, at hun havde set mange knuder i sit liv, men ikke en som den, Jakob havde fået lavet, og hvis ikke jeg havde fået kejsersnit men i stedet havde fået lov til at ligge længere med presseveer, så ville han have været død.
  I dag er han 4 måneder, han har ingen mén efter fødslen, han kan allerede vende sig fra ryg til mave, og han har en storebror, som elsker ham.
Jeg håber, vi skal have et barn til om nogle år, for jeg vil gerne prøve, om det kan lykkes for os at få en pige, og jeg har allerede aftalt med min læge, at jeg kan få et planlagt kejsersnit, hvis jeg ønsker det til den tid.
Selvom alting gik meget effektivt under kejsersnittet, så tog det mig dog noget tid at komme over, at vi kunne have fået en dødfødt dreng, og den situation vil jeg ikke stå i igen.
02-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025