Skrevet af Helle
Jeg blev gravid, da jeg havde været sammen med Emilies far i en måned. Det var ikke en planlagt graviditet, så jeg skulle i gang med at tænke over, hvad jeg ville.
Jeg var blevet optaget på sygeplejeskolen i Svendborg og skulle starte i februar 2006. Men da jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne gennemgå en abort, valgte jeg at beholde den lille guldklump.
Graviditeten var sådan okay. Bortset fra lidt kvalme var der intet, der plagede mig, kun nogle bækkensmerter til slut. I mellemtiden var jeg gået fra faren.
Min mor og mig snakkede tit om, at jeg ville føde før tiden. Jeg var sat til den 13. maj 2006 og ganske rigtigt. Jeg var flyttet hjem til min mor, da hun skulle være med til fødslen.
Den 5. maj holdt min mor tøseaften, og omkring kl. 22 kunne jeg mærke, at det, jeg troede var plukkeveer, var rigtige veer. Jeg gik ud i køkkenet og vaskede op, da min mor kom og spurgte, om jeg havde veer.
Kl. 3 gik min mor i seng, men jeg vente og drejede mig i sengen. Til sidst kunne jeg ikke mere og måtte stå op ad køkkenbordet og lave ottetaller med hofterne, mens jeg stod og læste.
Kl. 8 vækkede jeg min mor. Veerne varede 1 minut og med 5 minutters mellemrum. Jeg ringede til fødegangen i Odense, og de sprugte, om jeg kunne klare det, for så skulle jeg bare blive hos min mor. Ja, det kunne jeg da godt, men efter en time måtte jeg alligevel give efter og tage derind.
Vi ankom til sygehuset omkring kl. 10.30, og jeg blev undersøgt. Jeg var 4 cm åben. Puha, tænkte jeg, det er jo egentlig ikke så slemt alligevel. Men jeg skulle blive klogere.
Hen ad eftermiddagen gik mine veer i stå. Jeg var ellers 5-6 cm åben. Der var jordemodervagtskifte, og så kom der ellers 3 jordemødre ind. De to af dem var studerende, som skulle hjælpe mig igennem fødslen. Det var to rigtig søde piger, som jeg fik snakket en del med.
Jeg havde bedt om en epudiralblokade omkring kl. 13.30, og narkoselægen kom først kl. 17. Lige inden havde den ene jordemoder taget vandet, som var grønt og slimet. Så fik jeg blokaden, lillepigen fik en elektrode på hovedet, og jeg fik vedrop, og en slange der skyllede vand op i livmoderen, så det grønne kunne komme ud. Så lå jeg ellers bare der og hyggede mig.
Da klokken blev omkring 20.30, kunne jeg mærke presseveerne begynde at komme. Jordemoderen mærkede efter, og jeg havde kun en lille kant, som vi fik væk i fællesskab. Jeg kom om på knæ/albue for at få den lille lidt ned i bækkenet, og så skulle jeg op på fødebriksen. Føj, det var slemt med presseveer.
Kl. 21.15 begyndte jeg at presse. Lige pludselig kom der en dame ind, der skulle lave min iltmaske, den virkede nemlig ikke.
Kl. 21.33 var den lille pige født. Jeg fik ikke fat i, at det var en lille pige. Jeg tænkte kun på, at hun ikke skreg. Men da hun så endelig gjorder det, begyndte jeg alligevel at græde. Der var ikke noget skønnere end at få hende op på maven. Hun lå der og kiggede på mig med sine mørkeblå øjne. Nøj, det var dejligt.
Jordemoderen undersøgte hende. Hun var sund og rask. Hun var 52 cm og vejede 3.700 gram. Jeg blev klippet, så jeg måtte lige tortureres i en time, fordi hun lavede det om, for jeg skulle jo se ud, som jeg gjorde, da jeg kom.
Ugen forínden var hun blevet skønnet til 2.900 gram, så hun havde gemt sig godt og grundigt. I dag er Emilie 9 uger gammel, og hun er 58 cm og vejer lidt over 5 kg.
Da jeg havde født, ville jeg ikke have flere, men jeg kan da godt se nu, at selvom det er pinefuldt, er der ikke noget skønnere, når de smiler og pludrer til en.
07-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025