Skrevet af Dorthe
Jeg var fredag den 2/6-2006 til scanning og kontrol af blodsukker på Kolding Sygehus. Vi kunne på scanningen se, at der ikke var meget fostervand tilbage, og derfor ville lægen have, at jeg blev sat i gang dagen efter.
Lørdag den 3/6-2006 kl. 8.00 ringede vi på fødegangen for at høre, om vi kunne komme og blive sat i gang. Det kunne vi, og kl. 9.30 ankom vi til Kolding Sygehus.
Jeg fik kørt en strimmel, og blev undersøgt indvendig. Jeg var 1 cm åben, og livmoderhalsen var meget blød og næsten væk. Kl. 10.40 fik jeg lagt en pille op. Jeg blev efter en time flyttet til gynækologisk afdeling, hvor jeg skulle være indlagt, indtil det var tid til at komme på fødegangen.
Kl. 15.00 begyndte det at murre lidt i maven, men kun lidt menstruationssmerter. Jeg blev kaldt over på fødegangen for at blive vurderet og få lagt endnu en pille op. Jeg fik kørt en strimmel, hvorefter jordemoderen fandt ud af, at hun havde kaldt mig over en time for tidligt, da der skulle gå 6 timer mellem pillerne. Jeg lå derfor med CTG på indtil kl. 16.30, hvor anden pille blev lagt op.
Jeg var så småt ved at have lidt sammentrækninger nu. Men ikke noget, der gjorde ondt. Jeg kom igen på gynækologisk afdeling med besked om at komme kl. 8.00 næste morgen til ny vurdering.
Kl. 18.30 begyndte jeg at have sammentrækninger hvert 5. minut, men de gjorde stadig ikke ondt. Kl. 20.30 bad jeg om at få et klyx. Jordemoderen blev tilkaldt, og hun vurderede, at det kunne jeg bare få. Mine sammentrækninger var ikke rigtige veer endnu, så det var OK.
Kl. 21.30 blev jordemoderen tilkaldt igen, da jeg nu havde veer, som gjorde ondt, og der var kun ca. 1 minut imellem. Jordemoderen kom og undersøgte mig. Hun sagde, at jeg kun var 1,5 cm åben, og at mine veer ikke var lange nok. Jeg skulle gå i bad, da det varme vand ville være godt for smerterne.
Jeg bad om at komme på fødegangen til akupunktur, men det havde de ikke tid til. Jeg var meget overrasket over den melding, for jeg havde godt nok ondt. Men jeg gik i bad.
Der gik ikke lang tid, før jeg pludselig havde pressetrang. Jeg tænkte først, at det kunne ikke passe, for jeg var jo kun 1,5 cm åben. Men efter et par stykker mere sagde jeg til min mand, at jeg troede, jeg havde presseveer. Han troede heller ikke på det. Men jeg insisterede på, at nu skulle jeg ud fra det her bad.
Jeg kom hen på toilettet for at få tøj på, og nu blev pressetrangen rigtig slem. Jeg ringede efter sygeplejersken. Da hun kom, sagde jeg, at jeg havde presseveer. Hun blev helt hvid i hovedet og løb over på kontoret for at ringe til fødegangen. De tog ikke telefonen.
Hun kom tilbage og bad min mand hente sengen hen til badeværelset. Så ville hun have mig over i sengen for at køre mig på fødegangen. Men da hun bad mig rejse mig, kunne jeg kun sige, at jeg ikke kom herfra, for nu kom hovedet. Hun mærkede efter og kunne konstatere, at det var rigtigt nok.
Hendes kollega løb over på fødegangen for at hente en jordemoder. De kom løbende tilbage til badeværelset. Jordemoderen smed en dyne på gulvet, og i den bevægelse, jeg lavede for at komme ned på gulvet, kom hovedet ud. Næste presseve kom lige efter, og der kom resten af vores søn.
Han havde navlesnoren to gange rundt om halsen. Jordemoderen viklede den ud, og så skreg han. Jeg lå på alle fire og kiggede ned på vores søn. Jeg var helt paf og kunne slet ikke finde ud af, hvad der skete.
Jeg fik min søn i armene og kom op at stå. Jeg gik over i sengen og blev kørt på fødegangen. Mads blev undersøgt. Han havde lavt blodsukker og fik modermælkserstatning, og en læge blev tilkaldt. Hun ville have, at han skulle indlægges på børneafdelingen for at holde øje med blodsukkeret.
Jeg havde meget smertefulde efterveer, men moderkagen ville ikke give slip. Jordemoderen hev og trykkede, men den ville ikke komme ud. Da de lige skulle til at ringe til operationsgangen, kom den endelig ud af sig selv. Faktisk vil jeg sige, at det var værre at skulle føde moderkagen, end det var at føde Mads.
Vi kom op på børneafdelingen med Mads. Han blev vejet og målt. 3.425 gram og 53 cm. Hans blodsukker var nu normalt, men de ville gerne beholde ham, til de havde set 3 pæne blodsukkermålinger.
Han fik lagt en sonde, som han en enkelt gang fik modermælkserstatning i samtidig med, at jeg ammede. Derefter gik vi over til, at jeg kun ammede ham. Blodprøven viste, at hans syre/base tal var lidt skæve, formentlig på grund af den hurtige fødsel. De gentog den prøve to gange mere, før de var helt tilfredse med resultatet.
Søndag aften fik vi ham med ned på hotellet, hvor vi havde et værelse. Nu kunne vi endelig begynde at lære hinanden at kende. Og jeg tror først, det var der, jeg rigtig fandt ud af, at jeg faktisk havde født en dejlig dreng.
Det hele gik så stærkt, at jeg ikke kunne følge med min krop. Jeg har faktisk ikke oplevet fødslen af min søn. Jeg vidste godt, at det ville gå stærkt, da min første fødsel kun tog 3 timer. Men at jeg ligefrem skulle føde på et badeværelsesgulv, når jeg var på sygehuset lige ved siden af fødegangen, det havde jeg alligevel ikke regnet med.
18-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025