Skrevet af Christina
Jeg er selv 23 år og har i over et år brændt for at blive gravid. Min kæreste er 24 år, og han ville selv gerne lige vente et par år til. Det irriterede mig lidt, at han gerne ville vente nogle år, for alle veninder osv. havde jo små søde babyer, som jeg jo så gerne selv ville have. Men det var i orden, for jeg respekterede hans ønske.
Vi havde ikke brugt nogen form for beskyttelse i 3 år, vi passede bare på. Pludselig i april måned begyndte jeg at lægge mærke til, at jeg blev skidt tilpas, hver gang jeg fik en kop te og en cigaret i pausen på arbejde. Så om fredagen skrev jeg til en veninde, om jeg måtte komme forbi efter en graviditetstest, som hun havde, og selvfølgelig måtte jeg det.
Om aftenen tog jeg den så, og den viste selvfølgelig, at jeg var gravid. Jeg blev noget overrasket, men et eller andet sted viste jeg nok, at den var hjemme. Jeg blev helt rundt på gulvet og ringede til en anden veninde og sagde, at hun skulle skynde sig at komme.
Hun skulle føde i slutningen af august, så jeg fortalte hende den gode nyhed. Pludselig blev jeg grebet af panik. Hvad ville min kæreste nu sige til det? Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det til ham.
Da han kom hjem, gav jeg ham bare testen. Han sad og kiggede på den og spurgte så, hvad det var? Jeg sagde til ham, at nu skulle han altså lige prøve at tænke sig lidt om. Til sidst var jeg nødt til at give ham pakken også, så kunne han selv læse. Han blev helt chokeret og gik i stå.
Det næste døgns tid ca. var han ikke ædru i hvert fald. Lørdag aften sad vi så og snakkede om det og blev enige om at beholde den lille. Jeg blev jo over lykkelig og faldt ham om halsen, kyssede ham over det hele og var bare så glad. Jeg kiggede ind i hans øjne og kunne se, at han også selv blev helt glad. Den lykkelige lille familie skulle snart begynde - troede jeg!
De første 3 måneder gik som smurt, ingen kvalme, kun 1 uge hvor jeg var rigtig dårlig. Jeg passede på med ikke at løfte tunge ting, og generelt passede jeg på. Min mave voksede rimelig hurtigt, syntes jeg.
Allerede da jeg var 13-14 uger henne, kunne man se, at jeg havde en bule. Jeg gik 1 størrelse op i BH, og de var spændte. Til scanningen i uge 13 så alt fint ud. Den lille havde det godt, og der var ikke noget at komme efter.
Onsdagen i uge 16 begyndte jeg at få kraftige menstruationssmerter, så jeg meldte mig syg. Det samme om torsdagen, og da tog jeg så til lægen. Hun lyttede, og vi kunne høre den lilles hjerte, så tårerne løb ned ad kinderne på mig. Det var første gang, jeg hørte hjertet.
Hun lavede en gynækologisk undersøgelse på mig, og alt så fint ud. Jeg skulle bare slappe af. Om fredagen blev det værre, så jeg lå bare ned hele dagen og tænkte, at der måtte da være noget galt. Om aftenen begyndte det at bløde, så jeg blev helt panisk og gik ind og ringede til vagtlægen.
I telefonen nåede jeg kun at opgive mit personnummer og sige, at jeg var i uge 17. Jeg skulle komme ind med det samme.
Da jeg kom derind, kunne jeg starte forfra med at forklare, hvad der var galt, og derpå sendte han mig hjem uden undersøgelse eller noget som helst. Jeg var derinde ca. 10 sekunder og fik bare at vide, at hvis det blev værre, skulle jeg komme igen. Jeg blev meget meget gal og brokkede mig på livet løs, da vi kom ud i bilen igen.
Om natten blev det jo så værre, og jeg var sikker på, at jeg havde rigtige veer og ikke bare plukkeveer. Men jeg havde jo ikke prøvet det før, så jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg fik noget søvn, men ikke meget, og hele weekenden lå jeg bare i sengen og kunne hverken det ene eller det andet. Jeg havde meget ondt, og var meget bange for, hvad der ville ske. Tanken om spontan abort var der selvfølgelig.
Mandag morgen tog vi direkte op på sygehuset og ind på ambulatoriet. Jeg fortalte, hvad der var galt, og jeg kunne næsten ikke gå. Jeg blødte stadig alt for meget og var så bange. Jeg blev bare sendt hjem igen med den besked, at de ikke kunne tage folk ind fra gaden.
Da vi kom ud igen, brød jeg helt sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor der ikke var nogen, der ville gøre noget. Jeg var panisk og udkørt, havde ondt og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Vi tog direkte ned til min egen læge, hvor jeg kom til med det samme. Endelig én, der ville tage sig af mig. Hun satte hurtigt apparatet til og sagde, at den lille havde en god hjertelyd, men jeg måtte jo ikke bløde så meget.
Jeg fortalte så, at vi havde været på sygehuset, men var blevet sendt hjem igen. Derpå røg hun lige i telefonen og var rasende på sygehuset. De havde bare at indlægge mig. Gudskelov, tænkte jeg bare. Endnu en gang kørte vi op på sygehuset, og jeg blev indlagt.
Jeg fik fat i så mange som muligt og fortalte, at jeg var blevet indlagt, bl.a. min mor og min forstående chef. Der lå jeg så med en lille angst i maven.
Om tirsdagen kom jeg ned til scanning, hvor jeg blev scannet indvendigt og undersøgt, og umiddelbart så alt fint nok ud, men jeg skulle holde mig helt i ro. Om aftenen, da jeg "skulle" sove, bad jeg om at få noget smertestillende, da jeg ikke kunne sove for smerter. Jeg fik så 2 Pinex piller og en gigtpille. Derpå faldt jeg nogenlunde i søvn, men havde stadig vanvittig ondt.
Om onsdagen bløde jeg næsten ikke, og havde ikke ondt hele dagen, det var rigtig dejligt. Natten gik også rigtig fint, og jeg fik sovet helt. Om torsdagen blev jeg beordret op at gå med den besked, at jeg jo ikke var syg men gravid.
Jeg skulle så bare lægge mig, hvis jeg fik ondt, og så skulle jeg så tage trapper om fredagen, hvis alt gik fint om torsdagen. Det gik fint hele dagen uden smerter. De dage, jeg havde været der, spurgte de, om der var klumper med i det blod, der kom ud, men det var der ikke. Hvis der kom klumper ud, kunne det være stykker af moderkagen.
Torsdag nat begyndte det rigtige helvede så. Jeg fik mere ondt end før, og kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Der kom 6 store klumper med ud, og så gik der panik i mig. Jeg ringede efter sygeplejersken, der hurtigt kom og mærkede på mig. Hun kiggede på klumperne, men kunne så konstatere, at det kun var blod.
Jeg fik så igen 2 Pinex piller og en gigtpille. Der gik kun ½ time, før jeg ringede igen for at fortælle, at det bare blev værre. Så fik jeg en 50 ml morfinsprøjte, så nu måtte jeg da kunne sove og slappe af. Næ nej, ½ time efter måtte jeg have samme sprøjte igen. Nu var jeg lidt mere ligeglad med smerten, selvom det var den samme smerte, jeg havde.
Om fredagen, hvor jeg gik ind i uge 18, var alt stille og roligt. Jeg havde ingen smerter, næsten ingen blod, og jeg havde det godt, men jeg skulle i hvert fald ikke gå trapper efter min mening, så jeg blev i sengen. Jeg fik så at vide, at jeg nok skulle overflyttes til Sønderborg Sygehus, fordi de lukkede barselsgangen i weekenderne på grund af besparelser.
Jeg fik lov at blive, og blev selvfølgelig glad. Der kom en helt ny jordemoder ind til mig om aftenen og læste hele min journal op, hvor jeg blandt andet fik at vide, at der var blevet diskuteret, om de skulle sy livmoderhalsen sammen, fordi jeg havde åbnet mig meget, og den var meget kort.
Jeg fandt ud af, at hver gang jeg havde en ve, blev livmoderhalsen kortere. Hun sagde til mig, at når jeg ville sove, kunne jeg ligeså godt få noget smertestillende med det samme, og hun kunne ikke se nogen grund til, at jeg skulle op og gå, da det var unødvendig pres på den lille.
Kl. 22.15 fik jeg igen 2 Pinex piller og en hidsig sovepille, men intet virkede. Jeg fik meget ondt igen. Mærkeligt nok, så var det kun om aftenen og natten, jeg havde ondt.
Kl. ca. 22.45 fik jeg en gigtpille, men stadig virkede det ikke. Sygeplejersken, som havde været der for mig hele ugen, var hos mig. En meget sød dame, som var helt som en mor for mig. Det var rigtig dejligt at have hende.
Kl. ca. 23.30 fik jeg igen en 50 ml morfinsprøjte, så nu måtte jeg da kunne slappe af. Nej nej, kl. ca. 1 måtte jeg havde en til. Nu var jeg efterhånden så dopet i hovedet, at jeg var total ligeglad med det hele. Jeg havde vanvittig ondt, var udkørt og orkede ikke mere.
Jeg var bange for at miste den lille, men hvis den røg, så røg den, og den indstilling gjorde mig også bange, men jeg var så træt af det hele. Jjeg kunne ikke mere og blev rimelig ked af det indvendigt.
Kl. ca. 1.40 ringede jeg igen til sygeplejersken, og hun vidste snart ikke, hvad hun skulle gøre for mig mere. Så jeg kom ind og fik en gynækologisk undersøgelse med den besked, at den lille var på vej ud.
Normalt ville man nok gå helt i panik og blive meget ked af det, men jeg var ligeglad. Ikke ligeglad, som om at det ikke betød noget, men fordi jeg var så dopet i hovedet og udkørt.
Jeg kom ind på stuen igen og ringede til min kæreste og fortalte, at den lille var på vej ud. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg ville jo ikke have, at han skulle blive ked af det. Jeg spurgte så, om han ikke kom op til mig, men han sagde med et stort knæk på stemmen, at det kunne han ikke.
Han kunne ikke få sig selv til at stige ud i bilen og køre, og han skulle ud og kaste op nu. Han blev så dårlig. Vi aftalte så, at han skulle komme tidligt lørdag morgen.
Sygeplejersken kom i det samme ind til mig og sagde, at jeg kunne komme op og gå, så ville det gå hurtigere med at få den lille ud. Det valgte jeg så. Der gik kun 30 sekunder, så kom den lille, og der lå den så i mine trusser.
Pludselig var alle smerter væk, og jeg havde det rigtig godt. Men jeg var selvfølgelig ked af at have mistet den lille.
Der lå jeg så i sengen og tænkte og tænkte og tænkte. Jeg ville ikke se den lille, for jeg anede jo ikke, hvad jeg kom til at se. Men så alligevel efter nogen tid blev jeg nysgerrig. Jeg gik ind til sygeplejersken og jordemoderen og spurgte om, hvad køn det var.
Det var en lille dreng, og vi som var sikre på, at vi ville få en pige. Nå, så gik jeg i seng igen, men blev endnu mere nysgerrig, og igen gik jeg ind til dem og sagde, at jeg godt ville se ham alligevel.
De kom ind med ham i en lille bakke, og han var så fin. Han var blevet beskyttet af fosterhinde med vand og alt, idet han kom ud. 17 cm og 145 gram. Der lå han så på mine ben.
Jeg havde ham inde ved mig i nogle timer og kunne pludselig ikke lade ham "gå" fra mig igen. Så i refleks tog jeg nogle billeder af ham med min telefon. Heldigvis en god telefon. Man kunne se alt på ham. Han var fuldt udviklet, bare kun 17 cm. Man kunne se øjenbryn, læber, negle, op i næsen, alle knogler, alt.
Pludselig kunne jeg se min kærestes overkrop på min lille søn, samme kropsbygning, og det syntes jeg var helt utroligt, når jeg kun lige var gået ind i uge 18. Min kæreste kom op til mig og så sin lille søn, og han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige.
Vi kom hjem lidt senere og orkede ikke rigtig noget. Vi fik snakket med vores forældre, og pludselig knækkede min kæreste helt sammen. Han græd som en lille dreng, der havde slået sig voldsomt. Og jeg viste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, for det plejer jo at være omvendt.
Hele ugen efter fik vi det bearbejdet, og vi snakkede med mange om det. Jeg fik fremkaldt billederne, og de kom ind i albummet sammen med scanningsbillederne.
Nu går det fint nok. Vi er ved at flytte og skal snart på ferie, og når vi kommer hjem og kommer ind i en normal hverdag igen, prøver vi igen.
Under hele forløbet havde jeg meget ondt af min kæreste. Jeg tænkte meget på ham, fordi han kun lige nåede at glæde sig lige så meget som mig. Han havde lige fået tanken om, at han snart skulle være far, og vi havde lige købt hus og begyndt at planlægge, og så blev det hele revet væk fra ham og mig.
Så nu begynder et nyt kapitel for os om hurtigt at blive gravide igen for lettere at komme over en uge i helvedet og den mistede lille søn.
20-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025