Skrevet af Karina
I sommeren 2004 bliver vi enige om, at tiden er til, at vi skal smide p-pillerne. Hvis vi er så heldige at blive gravide med det samme, passer det perfekt med, at jeg har termin kort tid efter, at jeg er færdiguddannet. Der går 8 måneder, før vi står med en positiv test. Det er bare så uvirkeligt - skal vi virkelig have et lille barn? Terminen bliver sat til den 12/11-2005.
Vi bliver scannet i uge 14, og her kan de se, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være. De mener, at jeg har en ekstra livmoder. De er altså ikke helt sikre, men vi skal lige sætte os ud i venteværelset, og så vil der komme en læge og snakke med os. Tankerne flyver igennem os begge. En ekstra livmoder - hvad vil det sige, og hvad betyder det for vores lille spire?
Da de igen kalder på os, får vi vandrejournalen stukket i hånden med besked om, at lægen ikke har tid, så vi skal komme igen om 14 dage. Vi er så forvirrede, at vi bare tager hjem uden at få ordentligt besked. Vi undersøger på nettet, hvad det vil sige at have en ekstra livmoder, og finder en artikel, der beskriver det rigtig godt (men vi ved jo ikke, om det er rigtigt, at der er en ekstra).
Da vi møder op til scanning 14 dage efter, er det en overlæge, der scanner mig, og hun skærer det heldigvis ud i pap for os. Det viser sig, at min livmoder er delt i 2 med en skillevæg - dvs. at den er hjerteformet. De ved ikke, om det vil give mig nogle gener under min graviditet, men jeg skal komme til regelmæssige tjek og blive scannet.
Vi bliver scannet igen i uge 21 af samme overlæge, og alt ser godt ud. Vi er enige om, at vi gerne vil vide kønnet, hvis det kan lade sig gøre. Overlægen går grundigt til værks, og pludselig kommer hun forbi en lille tap - vi venter os en lille dreng.
Nu begynder jeg for alvor at mærke, at jeg er gravid. Den bette har lagt sig så højt, at han presses helt op i mine ribben - han kan simpelthen ikke komme højere, og det gør vildt ondt.
I uge 32 bliver vi scannet igen, og her ser alt stadig fint ud. Jeg synes godt nok ikke, at der ser ud til at være særlig meget plads, men overlægen beroliger mig med, at det ser ud, som det skal.
Mandag den 10/10-2005 går min slimprop, og tirsdag er jeg til tjek hos min læge, da jeg har taget 5 kg (væske) på i løbet af 9 dage. Jeg ligner en, der er ved at sprænges. Mine fødder, ben og ansigt er helt svulmet op. Jeg fortæller, at min slimprop er gået, og hun mærker på min mave. Hun mener ikke, at jeg går i fødsel inden for det næste stykke tid, for den bettes hoved er endnu ikke faldet ned.
Tirsdag eftermiddag begynder der at sive en smule vand ud af mig. Vandet kommer lige så stille, så jeg bliver enig med mig selv om, at det nok er mig, der ikke kan holde på mit "vand". Tirsdag aften får jeg lidt ondt i maven, men det går over igen, og jeg går i seng.
Onsdag morgen kommer der stadig vand, og jeg joker lidt med kæresten om, at det nok bliver i dag, men det er jo 4 uger for tidligt, så han tager på arbejde. Omkring kl. 13 er jeg stadig i tvivl, om det er mit vand, der er gået, eller om det er mig, der går og småtisser, så jeg ringer til fødegangen. De mener, at det er almindeligt udflåd, men jeg kan jo ringe igen, hvis det bliver værre.
Min kæreste kommer hjem fra arbejde kl. 15.30, og kl. 16.15 kører jeg ham ind til en kammerat for at se fodbold. For en sikkerheds skyld tager jeg min vandrejournal med, og fra bilen ringer jeg endnu engang til fødegangen for at få en tid til et tjek. De synes, jeg skal komme om en time, for det lyder jo ikke til at være mit vand, der var gået. 2 minutter efter kommer de første veer, og der er 4 minutter imellem. Så i stedet for at køre kæresten ind til byen, må vi en tur på fødegangen.
Her går det stærkt. Vi er der kl. 16.30, og mine veer bliver lynhurtigt meget kraftige. Efter at have ventet i ½ time (fordi de ikke rigtig tror på det), bliver jeg undersøgt og er 2-3 cm åben. Jeg kommer straks på fødestuen, og kl. 19.15 er jeg 5 cm åben. Jordemoderen bliver ved med at sige: "Hold da op, hvor går det stærkt". Kl. 20.35 har jeg åbnet mig 9 cm.
5 minutter efter er alt kaos. Den bettes puls er nede på 50, og de gør klar til kejsersnit. De bliver bare ved med at sige, at jeg skal presse, men jeg kan ikke mærke mine presseveer og er nødt til at presse alligevel, for ellers vil det gå helt galt.
  Til sidst bruger de sugekop, og efter 3 træk kommer vores lille dejlige Rasmus til verden kl. 21.12. Han kommer lige præcis 1 måned for tidligt, er 46 cm lang og vejer 2.630 gram. Han var stjernekigger og lå med bøjet nakke, og det var grunden til, at han sad fast.
Jordemoderen fortæller os, at det er meget normalt, at kvinder med en todelt livmoder føder før tid, da de begge er meget små. En oplysning, jeg godt ville have haft lidt før, men nu ved jeg jo, hvad der venter mig næste gang, for en ting er helt sikkert - Rasmus skal ikke være enebarn.
23-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025