Skrevet af Maibritt
I december 2002 viste en graviditetstest, at jeg skulle være mor igen. Baby var bestemt ikke planlagt, for jeg havde ikke kendt farmand særlig længe, og den sidste fødsel og graviditet havde været ganske ond.
Nå, men de 2 streger var på testen, sådan var det bare. Jeg havde prøvet det 4 gange før, og det var farmands første baby/barn.
Vi når ikke ret langt ind i december, før de første tegn på, at denne graviditet kommer til at ligne den sidste, viser sig. Kvalme, kvalme og atter kvalme og ditto opkastninger.
Julemiddagen og andet var en sand plage, og sådan skulle det gå de næste 22 uger. Knækbrød med ost og rød og grøn sodavand var det eneste, jeg kunne holde i mig, og det var de underligste ting (dufte), der kunne give mig kvalme.
Jeg skulle på Rigshospitalet og have en fostervandsprøve, og jeg kan huske, at den time, det tager at kører til København fra Slagelse, bare var så fæl, og jeg vidste, at lige så snart jeg havde sat foden indenfor på sygehuset, så skulle morgenmaden op igen.
Det skete heldigvis ikke, men det var vildt ubehageligt altid at skulle have en pose eller et wc ved hånden. Jeg var 32 år og havde det som en på 60½ og så også sådan ud. I øvrigt viste testen, at vi skulle have en lille dreng.
I uge 22 stoppede min kvalme og ubehag over dufte faktisk fra den ene dag til den anden, og jeg fik ca. 10 dage, hvor jeg bare var ganske almindelig gravid. Skønt!
Men så skulle det også være slut. Fra jeg var i ca. uge 24 og indtil uge 35, var det begyndende veer, blødninger og andet sjov, jeg skulle hygge mig med.
Jeg fik virkelig set fødegange. Planen var, at vi skulle føde på Holbæk, men efter at have kørt den lange vej på nattevisitter og de almindelige jordemoderbesøg, så ville jeg føde på Slagelse.
Der var i det mindste ikke så lang at køre, når man nu skulle være en så flittig gæst. Udover mine besøg på fødegangen og nogle enkle visitter i Bilka eller kaffebesøg hos anden gravid veninde, ja så var sofaen mit hjem. Den mindste bevægelse, og jeg fik små veer.
5 uger før han blev født, skulle jeg også lige have en omgang graviditetskløe. Ufedt at have på en varm sommerdag.
I uge 34½ er jeg på uanmeldt besøg på fødegangen igen, og den søde jordemoder siger, at jeg bare skal holde mig i ro til efter uge 36. Derefter må jeg danse al den tango jeg vil, for så vil der ikke ske noget ved, at han bliver født.
Men ak ak. Heller ikke denne gang var lykken med mig. Efter uge 36 slår jeg græs, vasker tøj, støvsuger, besøger veninder og går lange ture, og der sker ikke en pind - ikke andet end, at jeg tager pænt meget på i vægt. Fra at veje 56 kg, inden jeg blev gravid, stod vægten på 82 i uge 40. Hold da op.
I uge 40 har jeg stadig ikke født, heller ikke i uge 42, men der er jeg til vægtscanning og skal have en tid til igangsætning. De scanner vores søn til 3.700 gram. Pæn størrelse, tænkte jeg. Min baby før ham havde en vægt på 3 kg.
Min søde kæreste mente, at det var al den marcipanroulade, jeg havde spist den sidste tid, der havde gjort ham så stor. Hvem sagde, at 3.700 var stort? Jeg spiser aldrig mere roulade, mens jeg er gravid, for vi måtte sande, at man ikke skal stole på scannere.
Den 22/8-2003 kl. 10 mødte vi op på fødegangen, hvor jeg skulle have lagt den første stikpille. Herefter skulle jeg vente et par timer, før jeg kunne tage hjem for så at komme igen kl. 17 for at få lagt endnu en.
Da vi vender tilbage kl. 17, er der ikke tegn på, at jeg skal føde den første uge. Jeg får lagt endnu en pille, og kl. 20 er vi hjemme igen med besked om, at hvis der sker noget, så kommer jeg bare ind. Jamen, så gør jeg det, men jeg havde en ide om, at det så først blev omkring juletid.
Kl. ca. 22 snakker jeg i telefon med en veninde, hvor jeg flot kan fortælle, at der ikke sker spor ud over de sædvanlige plukkeveer.
Kl. 12 går vi i seng, og hold da op, så skete der noget. Jeg havde faktisk lige taget min bog for at læse, men jeg fik aldrig åbnet den, for de veer lagde hårdt ud, og de kom og gik, som vinden blæste - korte og lange veer i en pærevælling.
Kl. 1 ringer vi til min anden veninde Winnie. Hun skal med. Fortæller at vi kører nu. Vi ringer til fødegangen, og så smutter vi. På vej ud til bilen (ca. 30 skridt) har jeg 3 veer af de gode. Helt vildt, og så kun et par stykker i bilen. Det tager ca. 10 minutter at køre den tur.
Jeg har en enkel eller 2 på vej ind på fødegangen, men det var ikke af den slags, der tager pusten fra en.
Kl. ca. 1.30 ligger jeg i en seng på hospitalet og har åbnet mig 5 cm, og nu begynder jeg at få lidt ondt af mig selv og nægter at stige ud af sengen for at sætte lidt mere fut i det hele.
De var nemlig temmelig uberegnelige de veer. De skiftede mellem lange og korte, og styrken af dem var også meget forskellige, og det blev de ved med, indtil jeg fik presseveer.
Lidt over kl. 2 er det tid til fødestuen. Jeg kan lige samle mig sammen til at gå selv. Jeg skulle bare sådan tisse. Jeg kaster mig tilbage på briksen, og her bliver jeg med mine uregelmæssige veer.
Men fra det ene øjeblik til det andet er det bare pressetid, og efter en hel del af dem er hovedet født, men ak nu er held jo ikke mit mellemnavn, for det barn havde nogle skuldre, der ikke bare sådan lod sig føde.
  Men det gik, og endelig kl. 3.19 den 23/8-2003 var vores kæmpe drengebarn født. 5 kg eller 4.920 gram helt nøjagtigt. Jeg lille menneske havde født en kæmpe baby og var kun flækket, så det tog over en time at gendanne min skede og det løse (den er stadig ikke så køn den del af min krop).
Min jordemoder var forbavset over, at alle var blevet snydt, for havde de vidst, at han var så stor, så havde de valgt at tage ham fra nødudgangen. Men sket var sket, han var ude og var helt OK.
Efter vi alle havde sundet os og spist lidt brød, gik turen hjem. Endelig var 9 måneder i helvede overstået, og gevinsten lå i liften. En kæmpe rouladebaby født med store brune øjne, og han skulle hedde Luke.
26-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025