Skrevet af Betina
Jeg vil også lige dele min fødselsberetning med dem, som har lyst til at læse den. Jeg havde fået sat min termin til den 27. maj 2006 med vores første barn, som vi ikke kendte kønnet på.
Terminsdatoen faldt selvfølgelig på den dag, min kærestes bror skulle giftes, men eftersom det var vores første barn, regnede jeg med at gå de 2 uger over tid, som jordemoderen hele tiden havde sagt var normalt. Derfor havde jeg heller ikke gjort barneværelset helt færdigt eller pakket tasken, da vores batman meldte sin ankomst den 25. maj 2006.
Jeg var til jordemoder om tirsdagen, og hun sagde, at hovedet stadig stod godt fast, og vi jokede lidt omkring brylluppet om lørdagen osv. Hun sagde, at hvis jeg skulle føde i den her weekend, skulle det være fredag eller søndag, for der havde hun vagt. Men sådan gik det altså ikke.
Jeg havde været ude og købe kjole til brylluppet onsdag formiddag den 24. maj med en veninde, og der havde jeg godt syntes, det gjorde lidt ondt i lænden med jævne mellemrum, men jeg tænkte, at det nok bare var lidt plukkeveer, hvilket jeg har været skånet for i hele min graviditet, så jeg vidste ikke, hvordan det føltes.
Det gik da også i sig selv igen i løbet af eftermiddagen, og jeg tænkte, at det nok bare var mig, der var ved at være træt i ryggen af at gå rundt en hel formiddag. Jeg nappede mig en lur, til Niels, min elskede dejlige kæreste, kom hjem og vækkede mig kl. 17. Så tog vi over til hans fætter og kone og spiste og drak kaffe.
Vi tog hjem, så vi kunne se "Joey", og lige da det sluttede, rejste jeg mig op, fordi jeg skulle ud og tisse. Idet jeg letter måsen, kan jeg mærke, at jeg bliver våd, så jeg griner og siger til Niels: "Jeg tror sgu lige, jeg tissede lidt i bukserne, for jeg blev våd". Niels mente dog, det nok var vandet, der var gået, men nej det mente jeg godt nok ikke, det var, for når vandet går, kommer der jo meget vand, havde jeg bestemt mig for.
Vi går i seng, efter Niels har pakket en taske for at være på den sikre side, og Ole Lukøje indhenter ham derefter ret hurtigt, mens han springer mig over, for nu kommer de pokkers plukkeveer igen, og det er næsten hele tiden. Jeg går lidt rundt og ligger lidt og kan ikke rigtig finde ro, og jeg bliver ved at med at sige til mig selv, at det bare ikke skal være sådan her om lørdagen, når vi skal til bryllup, for så bliver det da ikke sjovt at skulle sidde stille en hel dag.
Omkring midnat tænker jeg for sjovt, at jeg vil prøve at tage tid mellem plukkeveerne, og det viser sig, at fra den ene ve starter, og til den næste begynder, er der lige lidt under 5 minutter. "Hmmm", tænker jeg, "jeg må sgu tage den tid forkert, for det her kan ikke være veer, når det ikke gør mere ondt". Så jeg tøffer i bad og så i seng igen.
Nu siver der lidt vand igen, og jeg må skifte undertøj, og så går de næste mange timer ellers med skiftevis at ligge, gå rundt, bade og skifte undertøj, indtil klokken er ca. 6.30 om morgenen, og der pludselig er blod i det, der siver. Nu synes jeg godt nok, at de plukkeveer tager til, så nu er det nok rigtige veer, jeg har, tænker jeg.
Jeg kalder på Niels og spørger ham, om han vil prøve at tage tid mellem veerne, og det viser sig, at der nu kun er 2 minutter imellem dem, så han ringer ind på fødegangen for at høre, hvordan og hvorledes. De spørger, om det er første gang, og om hvor lang tid, der er imellem. Da de hører, at der kun er 2 minutter imellem, synes de, vi skal køre med det samme og i en vis fart. Høhø, vi har 15-20 minutter til sygehuset.
Jeg går ind og lægger mig på sengen, da næste ve kommer, for nu synes jeg, de tager godt til, men stadig ikke, så det ikke er til at holde ud. Niels har gjort bilen klar, så jeg kan ligge ned, og han står og tripper for, at jeg skal gå derud, men det kan jeg ikke, for nu synes jeg også, at det presser godt på dernede.
Niels går frem og tilbage og siger, at han altså synes, han kan se lige op og se noget hår. "Nå", siger jeg, "men jeg kan altså ikke gå nu". Så han ringer efter Falck, og de kommer ret hurtigt (klokken er nu ca. 7.30), hvilket jeg er glad for, for nu løber vandet ret så meget.
Den ene Falckmand kigger lidt på mig, da jeg er i ambulancen, og ude i det fjerne hører jeg ham sige til ham, der kører, at han nok skal give den lidt mere gas, hvis vi skal nå det. "Ja ja", tænker jeg, "jeg er ikke en skid åben endnu", hvilket også er det første, jeg siger til jordemoderen, der står og tager imod os (kl. ca. 8).
Hun undersøger mig og siger: "Ja, du er 9 cm åben, så det var da på tide, I kom", og griner lidt. Hun siger også, at nu varer det max. en time, så har vi vores barn. "Wauw", tænker jeg, "det kan jeg godt holde ud, hvis det kun er en time mere, og smerten ikke bliver værre end det her".
Jeg må dog indrømme, at efter en time, hvor lattergassen er blevet min elskede, og der ikke er sket noget, bliver jeg lidt opgivende og spørger Ida (min jordemoder) om, hvor mange minutter hun har på en time, for der er da gået en time nu efter normal tidsmåling (kl. er ca. 9 nu).
Hun beslutter sig for at give mig vedrop og skruer helt op, hvilket resulterer i, at jeg har veer uafbrudt i en time. Fuck, det var pænt hårdt. Men der sker fortsat ikke noget. Han vil bare ikke det sidste stykke ned i bækkenet, og hver gang, jeg presser, trykker jeg hans hoved ind i skambenet.
Så hun beslutter at ringe efter en læge, som beslutter at ringe efter en overlæge for at snakke om sugekop eller kejsersnit.
  Da overlægen kommer, og de står og vurderer, siger jordemoderen pludeslig: "Hov for søren, Betina prøv lige at presse en gang til", og smutski der kom verdens flotteste og lækreste dreng på 3.800 gram og 53 cm til verden torsdag den 25. maj 2006 kl. 10.32. Vores egen lille Emil.
Jeg skulle hverken syes eller noget bagefter, så det var simpelthen hygge fra første minut. Han græd dog kun lige kort og ville ikke få nogen farve andet end blå, så han blev rusket lidt. Det var ikke sjovt at se på, men han blev så fin lyserød.
Jeg håber, at min beretning kan være til hjælp for jer, som frygter at føde og smerten, for hvis I er heldige, går det lige så nemt som for mig.
Og så vil jeg lige til sidst også give min jordemoder Ida en stor tak for at have været så rolig og hjælpsom hele vejen igennem de 2½ time, det tog, fra vi kom på fødegangen. Hun var der hele tiden og var den bedste hjælp, jeg kunne have ønsket at få.
02-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025