Skrevet af Helena
Jeg har ofte haft lyst til at sende min specielle fødselsberetning ind til Netbaby, men jeg manglede modet, men nu skal det være. Min fødsel var så speciel, at jeg gerne vil dele den med andre.
Jeg fødte mit barn på Grønland. Det i sig selv skulle vel ikke være så specielt, men det var det - skulle det vise sig.
Hvis man ikke skal føde i Nuuk, så er man dårligt stillet, hvad jordemødre angår. Der, hvor jeg boede, fandtes der kun den ene af slagsen, og da jordemødre ikke kan arbejde døgnet rundt, så har de selvfølgelig afløsere.
Disse afløsere er uuddannede "jordemødre" med en masse erfaring. Men jeg må indrømme, at jeg mildest talt var nervøs ved tanken om at skulle føde uden en "ægte" jordemoder. Men ikke desto mindre var det selvfølgelig lige akkurat det, der skete!
Jeg var i uge 38+6 og lignede en elefant, og jeg så vist også ud som en. Jeg var mildest talt meget træt af at være gravid. Men pludselig en dag i foråret fik jeg kraftige plukkeveer, og jeg tænkte, at nu var det måske nu.
Men jeg var blevet "snydt" så ofte før, så jeg ville ikke rigtig tro på, at det skulle blive i dag. Men jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var, som det skulle være, og jeg advarede derfor min kæreste om, at det måske ville blive i dag.
Jeg gik hele dagen og følte en uro i kroppen. Jeg havde også en masse kraftige plukkeveer, som kom meget regelmæssigt.
Kl. 18 ringer jeg til hospitalet, fordi jeg ikke er sikker på, hvad der sker med mig. Det bliver ligesom ikke værre. Jeg får ikke mere ondt, og ondt skal man jo have, når man har veer, ikke sandt?
Det viser sig desværre, at en fødselshjælper har vagt, og ikke min jordemoder. Fødselshjælperen beder mig komme forbi, så hun kan tjekke mig.
Vi kører på hospitalet, og jeg bliver undersøgt kl. 18.30. Jeg har bare åbnet mig en finger, og livmoderhalsen er ikke udslettet (nedtur). Så vi bliver sendt hjem igen, fordi jeg ikke har rigtige veer.
Jeg er dårligt nok kommet indenfor døren igen, da jeg får rigtige veer, og nu er jeg ikke i tvivl. Nu har jeg veer. Jeg sætter mig ind på vores seng.
Min kæreste rydder lidt op i køkkenet og ser til mig og spørger, hvordan det går. Jeg siger, at nu har jeg veer, og at vi hellere må ringe igen. Jeg ringer så igen og siger til fødselshjælperen, at nu er jeg sikker på, at jeg har fået veer. Hun er hjemme, men beder os køre til hospitalet. Hun skal komme med det samme.
Da vi ankommer kl. 20, er hun ikke kommet. Veerne bider godt nu, og jeg må hænge på min kæreste, der heldigvis er stor og stærk, ude på gangen. Jeg har det rigtig dårligt, men sørger alligevel for at "skjule" min tilstand. Jeg er meget blufærdig.
Min kæreste begynder at blive stresset og irriteret over, at hun ikke kommer frem, og han ringer til hende igen. Hun venter på en ambulance. Han sukker og bander over, hvad der egentlig kan få de mennesker til at skynde sig lidt. 10 minutter senere ankommer hun.
Jeg bliver vist ind i et undersøgelsesrum. Desværre er jeg stadigvæk kun åbnet en finger. Hun viser os ind på en barselsstue. Jeg beder om et lavement. Så forlader hun os. Få minutter senere må jeg på toilettet. Min kæreste venter udenfor.
Da jeg kommer ind på stuen igen, sætter jeg mig halvt på sengen med benene plantet i gulvet og holder om min kæreste og gemmer mit ansigt i hans bryst, mens veerne raser. Han trøster mig og taler kærligt og mildt til mig hele tiden. Han gør mig så tryg og rolig. Åh gud, hvor jeg elsker ham, selv om alt dette jo egentlig er hans skyld.
Fødselshjælperen kommer ind igen, og jeg spørger hende, om jeg ikke må få lattergas. Det plejer jeg at få, og det kan jeg godt lide. Hun kigger på mig og siger, at det må hun ikke, men hun skal spørge en læge. Desuden er jeg stadigvæk på barselsstuen og ikke på en fødestue.
Hun forlader os igen. Indtil videre har vi klaret alt selv. Hun har holdt sig fuldstændig udenfor spillet.
20 minutter senere begynder jeg at føle den første presseve. Jeg siger til min kæreste, at barnet er på vej. Han bliver mildest talt nervøs og løber ud på gangen for at hente hende.
Han finder hende heldigvis straks, og de kommer løbende tilbage. Jeg er begyndt at presse. Hun beder mig lade være med at presse, fordi jeg jo kun var en finger åben for en halv time siden.
Men jeg har mistet tilliden til hende og lytter overhovedet ikke efter hende mere. Jeg er begyndt at lytte til min krop i stedet for. Da jeg ikke vil lytte, siger hun, at hun skal undersøge mig igen.
Det gør hun så, og det viser sig, at jeg er åben, og jeg får grønt lys til at presse. To presseveer senere kommer fostervand og barn samtidig, alt i en stor skylle. Hun skriger med det samme, og fødselshjælperen siger, at vi har fået en datter.
Jeg var ligeglad. På daværende tidspunkt var jeg kun glad for, at det var overstået. Jeg får hende op på maven. Hun ligner sin far på en prik, og han er bare så stolt og glad for, at det hele er overstået.
Det var et meget rørende øjeblik for os begge to. Det var vores første fælles barn, og jeg vil aldrig glemme det øjeblik. Han fik lov at klippe navlestrengen over, og så fik han endelig sin pige i armene, og han sad med hende meget længe. Han ville ikke slippe hende igen.
Nu kom der en læge og sygeplejersker ind på stuen for at se, hvad der er sket. Men der var intet at komme efter. Jeg slap uden en eneste skramme, og lægen gav mig en sprøjte, det var det eneste.
Det var en lynfødsel, som heldigvis endte godt. Jeg har dog ofte siden tænkt, hvad nu hvis? Men heldigvis skete der ikke noget.
Jeg fik dog tilbudt samtaler bagefter med jordemoder og sundhedsplejerske, og jeg fik også snakket med fødselshjælperen, fordi det blev en hektisk oplevelse for mig og ikke mindst for min kæreste, som stadigvæk ikke vil tale om det.
Han har dog sagt, at det var meget "amatøragtigt". Jeg fik også stillet hende nogle spørgsmål. Hvorfor ventede hun med at flytte mig på fødestuen? Hvorfor lyttede hun overhovedet ikke efter mig? Hvorfor sendte hun os hjem igen? Hvorfor lyttede hun på intet tidspunkt efter barnets hjertelyd?
Der stod i min journal, at jeg er en "hurtig føder", og alligevel sendte hun mig hjem igen, og hun lod hun mig ligge på en barselsstue! Jeg fik heldigvis svar på alle spørgsmålene fra min jordemoder, der desværre var på kursus den dag, jeg fødte.
Jeg fødte på barselsstuen, og kom aldrig ind på fødestuen. Jeg følte, at jeg var i hænderne på en "amatør", og jeg følte mig meget utryg. Jeg føler, at vi gjorde arbejdet alene, og at jeg måtte føde selv uden nogen form for opmuntring eller støtte - bortset fra min kæreste, der viste sig at være den perfekte "jordemoder".
Uden ham ville jeg være gået i coma af skræk. Heldigvis var dette ikke min første fødsel, så jeg kender min krop under en fødsel og ved, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald lært, at man skal lytte til sin egen krop.
Og jeg har fundet ud af, HVOR vigtigt det er at have en god jordemoder hos sig under en fødsel. Men når man vælger at føde "in the middle of nowhere", så er dette vilkårene.
Det positive er, at nu ved jeg, at jeg kan "føde selv", og det er en kæmpe følelse for mig.
06-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025