Skrevet af Cecilie
Jeg har med stor fornøjelse - og næsten altid tårer i øjnene - læst andres fødselsberetninger her på siden. Nu synes jeg så, at det er tid til at dele min med jer.
Min graviditet forløb uden de store problemer. Jeg havde ingen kvalme, kun lidt brystspændinger plus en øget appetit og et noget større søvnbehov.
Jeg havde termin den 17. januar 2006, men efterhånden som vi fik lavet flere og flere scanninger, der hver gang viste et ret stort barn i forhold til den termin, blev min mand mere og mere overbevist om, at vores søn ville melde sin ankomst i juledagene. Og han fik ret.
Fredag den 23. december 2005, den første dag i min juleferie fra universitetet, vågnede jeg kl. 4 om morgenen med en underlig stikkende smerte lidt til højre for navlen. Jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg efterhånden var vant til at vågne om natten med smerter forskellige steder i kroppen. Da min mand vågnede kl. 7, fortalte jeg ham dog om denne underlige stikken.
Aftenen før havde vi været til fødselsforberedelse - den eneste gang, hvor partneren skulle med - og jordemoderen havde indskærpet over for de 10 tilstedeværende mænd, at når fødslen var ved at gå i gang, skulle DE sørge for at få jaget deres koner på hospitalet, for konen ville tit negligere eventuelle tegn på en forestående fødsel og forsøge at blive hjemme til det sidste.
Min mand var derfor meget insisterende, og blev ved med at sige, at jeg i det mindste skulle ringe til fødeklinikken og fortælle om den underlige stikken. Det ville jeg helst ikke, for jeg var sikker på, at jeg intet fejlede, og jeg vidste desuden, at ringede jeg først derud, ville de sige, at jeg skulle komme forbi til tjek, og det havde jeg bestemt ikke tid til.
Jeg manglede at købe de fleste julegaver og havde desuden udsigt til at få hele svigerfamilien på julebesøg samme aften. Vi bor i Tyskland og ser derfor ikke familien så tit, så jeg glædede mig meget til at få huset fyldt.
Men min mand blev ved og ved, og jeg endte med at ringe og indvillige i at komme forbi til et tjek. Jordemoderen, som jeg talte med i telefonen, sagde, at jeg hellere måtte huske min taske, da det jo ikke var sikkert, jeg kom hjem. Ja ja, tænkte jeg, slap nu af, der er jo ikke noget i vejen med mig.
Vi tog sporvognen til fødeklinikken, da der jo ikke var nogen grund til at skynde sig mere end højst nødvendigt. Da vi ankom klokken lidt over 9, fik jeg straks anvist et værelse på fødegangen, og der blev sat en CTG til.
Mens vi lyttede til vores barns hjertelyd og rumlen rundt i maven, begyndte personalet at komme dumpende med alle mulige formularer, som vi skulle udfylde. Vores sygeforsikring, personlige data om mig, om graviditetens forløb, hvad barnet skulle hedde, hvilke former for smertelindring jeg ville have under fødslen osv.
Først jokede vi på dansk med, at det jo er Tyskland, og "Ordnung muss sein", men jeg begyndte alligevel at blive mere og mere irriteret, for det var jo totalt spild af alles tid. Kunne de ikke bare undersøge mig, så vi kunne få slået fast, at der ikke var noget i vejen, så vi kunne komme hjem?
Endelig kom der en jordemoder og undersøgte mig. Hun kunne til min store overraskelse meddele mig, at der ikke var mere livmoderhals tilbage, og at jeg var 1 cm åben. Da hun trak hånden ud, var plastikhandsken smurt ind i blod. Min mand og jeg kiggede på hinanden, og jeg tror, det var her, det gik op for mig, at det måske ikke var det rene pjat alligevel.
Jordemoderen beroligede mig dog med, at det var meget normalt med lidt blod (lidt?), og at det ikke nødvendigvis betød, at fødslen ville gå i gang med det samme. Hun ville dog tilkalde en læge, så jeg kunne få lavet en scanning for at se, hvordan det gik med vores søn.
Og vi ventede. Og jeg blødte klumper af blod nu. "Det her kan da ikke være normalt", sagde jeg til min mand. Det havde jeg i hvert fald ikke læst om i nogen af mine graviditetsbøger. Lidt blod jo, men større menstruationsagtige blødninger kunne ikke være normalt.
Endelig kom den læge, der skulle scanne mig. Hun gik i gang, scannede blodgennemstrømningen gennem navlesnoren og andre vitale dele. Vi spurgte hende undervejs, hvordan det så ud, og hun svarede lidt afvigende, at det så okay ud, men jeg synes ikke, hun lød så optimistisk.
Da hun begyndte at tale om, at hun hellere måtte lave en scanning af blodtilførslen til hjernen for en sikkerheds skyld, blev jeg rigtig bange! Hun sagde dog, at der ikke var noget, der så direkte faretruende ud. Og at hun ville ringe til den gynækolog, der havde fulgt mig gennem hele graviditeten, og som også skulle være min fødselslæge.
Han var heldigvis i bygningen, så det varede ikke mange øjeblikke, før han stod på stuen. Fra min briks kunne jeg overhøre, hvordan scanningslægen satte min fødselslæge ind i sagen, og at han svarede: "Ja, så må vi overveje andre muligheder"!
Jeg var derfor en smule på forkant med situationen, da han efter at have undersøgt mig sagde: "Ja, dann machen wir ab sofort ein Kaiserschnitt"!
Jeg begyndte at græde. Dels fordi jeg var bange ved udsigten til at skulle have skåret maven op, dels fordi det jo slet ikke var sådan, jeg havde forestillet mig, min fødsel skulle være, og dels fordi jeg slet ikke havde forestillet mig, at det skulle være nu - jeg var jo slet ikke klar!
Men så gik det hele pludselig stærkt. Den tilkaldte anæstesilæge anbefalede mig en spiralblokade, og der kom en jordemoder og barberede min mave. Så blev jeg kørt på operationsstuen.
Det gjorde ikke ondt at få lagt bedøvelsen, og efter et lille stykke tid kunne jeg slet ikke mærke mine ben, der blev dejligt varme og tunge. Der blev sat en skærm op for mit hoved, og min mand dukkede op iført grønt operationstøj.
Anæstesilægen testede med en isspray, at jeg var følelsesløs fra brystet og ned, og et øjeblik senere kunne han meddele, at nu var de ved at snitte. Jeg kunne ingen smerte mærke, men det var meget tydeligt, at nogen "rodede rundt" i min mave.
Pludselig hørte vi en vrælen, og kl. 11.51 var min søn født. Han fik 10-10-10 i Apgar score og var i det hele taget en perfekt lille dreng på 56 cm og 3.240 gram.
Tiden på hospitalet var hård - for ikke at sige et mareridt. Jeg lå på en firesengsstue med tre andre "kejserinder" og deres børn. Der var aldrig ro.
Jeg savnede min mand frygteligt og ville helst have, at han skulle være hos mig hele tiden. Det varede to dage før jeg kunne gå (læs: humpe som Quasimodo) mere end tre skridt uden at besvime, og derfor kunne jeg heller ikke selv passe min søn.
Jeg havde store problemer med at amme. Der var ikke personale nok til at hjælpe mig med at lægge min søn til brystet, og samtidig blev børnesygeplejerskerne ved med at sige, at min søn ikke tog nok på. Da vi endelig efter seks dage kom hjem, blev alting bedre, og jeg fik en super jordemoder, der lærte mig at amme.
  Det tog mig dog et stykke tid at komme mig over denne ikke-fødsel - især psykisk. Det var jo ikke sådan, jeg havde forestillet mig en fødsel skulle være, og jeg følte mig ærlig talt ret snydt! En fødsel er noget langstrakt noget med vandafgang, veer og gradvis udvidelse til 10 cm - og jeg har ikke oplevet nogen af delene.
Jeg gik fra højgravid til mor - uden mellemregning. I det store perspektiv betyder det dog ikke noget. Trods alt er en fødsel jo noget, man kun bruger en meget begrænset del af sit liv på, hvorimod moderskabet er livsvarigt.
21-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025